Antyder Finanstilsynet, at ulovlig insiderhandel er omfattende? Det er udstederen af et værdipapir – typisk en aktie – der har ansvaret for at klassificere en kontraktindgåelse i den udstedende virksomhed som intern viden. Det har betydning for, om ”forbuddet mod insiderhandel iagttages korrekt,” skriver Finanstilsynet i en artikel.
Men ”nogle udstedere” kommer med denne klassificering for sent, skriver tilsynet videre og præciserer reglerne: ”Udsteder skal allerede ved indledningen af forhandlingerne, og i nogle tilfælde forud for dem, tage stilling til, om aftalen, der forhandles om, udgør intern viden. Udsteder skal være opmærksom på, at intern viden allerede opstår, når der er en rimelig forventning om, at et forhold, f.eks. en kontraktindgåelse, vil indtræde.
Den interne viden opstår dermed forud for kontraktens underskrivelse. I kraft af at forhandlingerne pågår, er det rimeligt at forvente, at en aftale vil blive indgået. Det, at der kan være uenigheder eller knaster undervejs i et forhandlingsforløb, medfører ikke, at der ikke er intern viden.
I tilfælde af en langvarig proces, f.eks. et forhandlingsforløb, kan midlertidige skridt i processen, f.eks. indledningen af forhandlingerne, betragtes som præcise oplysninger. Derfor vil der ofte være intern viden relativt tidligt i et forhandlingsforløb.”
Sten Thorup Kristensen