Boganmeldelse: Henrik Rasmussen har – rundt 50 år efter han blev ansat som elev i ØK – skrevet en yderst læsværdig bog om den hedengangne danske ikonvirksomhed ØK. En bog, som er anderledes end de tidligere bøger om ØK. Koncernen var i 1970’erne med sine over 40.000 ansatte Skandinaviens største virksomhed. 50 år efter var den væk. Bogen ”Solen gik ned over det Østasiatiske Kompagni” beskriver kontant og interessant, hvorfor forfatteren mener, det kunne gå så galt, skriver bestyrelsesformand, tidligere advokat Ole Borch i denne anmeldelse
Fortællingen om ØK’s storhed og fald er skrevet af Henrik Rasmussen, født i 1954 og ansat som elev i ØK i 1971. Han overtog i et management buyout i 2001 “ASIA/AFRICA Project Agencies” fra ØK. Forfatterens forhistorie er altså over 50 år i og omkring ØK.
I bogen kommer han forbi ØK-stifter H. N. Andersens mantra: ”Viljen til at ville, avler evnen til at kunne.” Det mantra har Henrik Rasmussen i den grad levet op til: Hans brændende vilje til at fortælle ØK’s historie, har ført til en bog, som jeg på det allervarmeste opfordrer alle med interesse for ledelse og/eller dansk erhvervshistorie til at kaste sig over.
Ja, der er skrevet andre bøger om ØK. Men denne bog forfølger konsekvent én bestemt historie: Hvad gik galt – og hvorfor. Det kunne der nemt være kommet en vrissen og bedrevidende bog ud af. Det er slet ikke tilfældet.
Hver eneste side i bogen emmer af kærlighed til kompagniet, og det gør det svært at lægge bogen fra sig. Det varme engagement er Henrik Rasmussens middel og mål: At beskrive hvordan fundamentet blev opbygget af de mange – for så at give nøgterne og tankevækkende analyser af, hvordan relativt få personer på ledende poster kunne træffe relativt få men afgørende beslutninger om lukninger eller frasalg.
Ingen går rigtigt fri. De fleste i topledelsen får kritik i større eller mindre omfang. Mindst er kritikken i de tidlige år. Og mindst af alle af Christian den 9.’s barnebarn Prins Axel, som – og det anede jeg ikke – afløste H. N. Andersen som ”Seniordirektør” i 1934 og sad frem til 1953.
Klart mest kritik rettes mod de øverste i ledelser i æraen fra Mogens Pagh og frem til den reelle afvikling. Mogens Pagh var foresiddende administrerende direktør fra 1960 til 1980, hvor han blev afløst af Henning Sparsø.
Kritikken af de to kan i en anmeldelse koges ned til ensidig fokus på vækst, uden at have fundamentet på plads. Kritikken af alle efter dem kan koges ned til, at det var uklogt at afvikle/lukke/sælge, hvor Henrik Rasmussen kommer frem til at værdier der skal tælles i milliarder af kroner blev tabt på gulvet.
Er bogen så sandheden om ØK’s histore? I en bog om Lars Findsen læste jeg udsagnet: Der findes ikke én sandhed – der findes variationer af sandheden. Det gælder givet også her. De personer, der må lægge ryg til Henrik Rasmussens analyser, vil givet have det andet billede, at de handlede under pres skabt af deres forgængers fejl.
Men netop her kommer den ledelsesteoretiske vinkel, som er bogens anden store styrke, til sin ret. Det handler om det begreb, som også er anvendt meget i 2022: ”magtfuldkommenhed”. Det er tankevækkende så meget enkelte personer tilskrives af ære respektive bebrejdes. Det centrale i begge situationer er: Hvilke kompetencer havde de, da de fik tilbudt og accepterede deres positioner? Hvorfor var der ikke andre, der sagde fra?
Netop her har jeg nok under læsningen gjort de længste tænkepauser Er det ikke (for) nemt at sige til en ledelse, der overtager et forgældet selskab, at de ”bare” skullet have fortsat kursen i troen på bedre tider. Referencen konkret til Henrik Rasmussens meget konkrete og velargumenterede kritik af nogle afviklinger og salg, som der ikke her er plads til at beskrive i detaljer.
Derfor den læring, som jeg mener, at bogen bør give alle: En ledelse skal bestykkes med faglighed inden for virksomhedens kerneområder. Når det princip svigtes, tager risikoen over. Såvel når virksomheden performer, som når den allerede er på vej ud i problemer.
Men de lange pauser er også brugt til at tænke over et andet emne, som er gennemgående: Elevuddannelsen. Jeg tager her et stort spring med en reference til Søren Skou, som ved årsskiftet er stoppet som CEO i A. P. Møller Mærsk. Han startede som shippingelev og endte med at levere det rekordoverskud efter skat, som jeg ikke tror bliver overgået i Danmark i min levetid.
Samme historien kan fortælles om Braw Bakir, som i september 2022 blev nye CEO for Netto. Som 39-årig. Efter at han som 16-årig startede som Netto i ungarbejder. Siden blev han elev. Og nu er han CEO. Tillad mig at gætte på, at han fortsætter sin karriere i Salling Group. Og at han fortsat kommer til at gøre det godt.
Disse referencer for at nævne – og tilslutte mig – Henrik Rasmussens hyldende beskrivelse af elevuddannelserne. Mit billede er, at de i dag ikke har den aura, som de fortjener at have. Det er – desværre – ikke forbundet med samme prestige, at gå i ledelsesmæssig mesterlære med sidemandsoplæring, som det er at tage en generelt teoretisk grunduddannelse. Også tankevækkende – og måske ikke så fornuftig
