Valuta: Det ser nu lidt lysere ud for norsk økonomi. Danske Bank peger i sin seneste vurdering på, at den norske centralbank i et regionalt survey for tredje kvartal peger på en klar forbedring af de økonomiske udsigter, og at det gælder for alle sektorer.
Ifølge Danske Bank er det opmuntrende i lyset af, at pengepolitikken henover sommeren har været stram som en teknisk følge af, at nogle regulatoriske ændringer i det amerikanske pengemarked har ført til, at spændet til den norske Nibor er udvidet.
På kort sigt er der den kommende uge rentemøde i Norge, og her er der udbredte forventninger om, at det ikke fører til nogen renteændring. Det er dermed indregnet af markedet, og derfor kan en rentenedsættelse, som altså virker usandsynlig, føre til en svækkelse af NOK.
Samtidig med, at de interne økonomiske udsigter i Norge altså bevæger sig i positiv retning, er de globale usikkerheder stigende. Danske Bank vurderer, at der senere på året kan komme en norsk rentenedsættelse. Samlet går forventningen til NOK i retning af en stærkere NOK. Danske Bank forventer således en løbende styrkelse fra de nuværende 0,80 NOK/DKK til omkring 0,84 NOK/DKK.
EUR/USD uden klar retning
EUR/USD ligger midt i intervallet 1,10-1,14 EUR/ USD, og selvom der er en stigende tendens, er det ikke tilstrækkeligt til at signalere en holdbar ændring i forholdet mellem euro og dollar.