Ifølge Økonomisk Ugebrevs Pensions Survey 2023 er andelen af pensionsopsparere, der enten er positivt eller meget positivt indstillet overfor danske pensionsselskabers inddragelse af ESG-hensyn i investeringspolitikken, faldet det seneste år. Andelen af pensionsopsparere, der er meget positivt indstillet overfor inddragelsen af ESG, er skrumpet – fra 20 procent i 2022 til 13 procent i 2023. Undersøgelsen viser desuden, at hovedparten af pensionsopsparerene ikke er villige til at acceptere, at ESG-hensyn påvirker afkastet på deres pensionsopsparing negativt.
Der er næppe nogen tvivl om, at danske pensionskassers fokus på ESG og samfundsansvarlige investeringer har været støt stigende de seneste år. Alle har udviklet ansvarlige investeringspolitikker og en del, som eksempelvis AP Pension og Velliv, har valgt at udbyde særligt grønne og bæredygtige produkter til de kunder, der ønsker at gøre en ekstra forskel.
Økonomisk Ugebrevs Pensions Survey 2023 indikerer imidlertid, at begejstringen for ESG-hensyn i investeringspolitikken er på tilbagetog blandt pensionsopsparerene. Andelen af respondenter, der enten er positive eller meget positivt indstillet overfor at medtage ESG-overvejelser i investeringspolitikken, har ellers i en årrække ligget stabilt på 56-57 procent, men er i år faldet til 51 procent.*
Andelen af pensionsopsparere, der er meget positivt indstillet overfor inddragelse af ESG-overvejelser, er faldet det seneste år og udgør i 2023 blot 13 procent, hvilket er det laveste niveau siden vi begyndte at måle på det i 2019. Den vigende begejstring for ESG-hensyn kan muligvis tilskrives det seneste års negative afkast på pensionsopsparingerne.
Mikkel Bro Petersen, pressechef i Velliv, er ikke overrasket over, at undersøgelsen viser et fald i pensionsopsparere, der er positivt eller meget positivt stemt overfor inddragelse af ESG-hensyn i investeringspolitikken.
”2022 har været et hårdt år – kunderne oplevede, at lønnen rakte kortere, og deres pensionsopsparing blev mindre. Derfor er jeg ikke overrasket over, at undersøgelsen viser et beskedent faldt i opbakning til at inddrage ESG i investeringspolitikken. Vi har dog ikke i Velliv kunne se samme billede, hvor stadig flere kunder vælger VækstPension Aftryk (Vellivs ESG-produkt, red.),” siger Mikkel Bro Petersen.
Som det fremgår af ovenstående tabel udgør andelen af respondenter, der er negativt eller meget negativt stemt overfor, at pensionskasserne medtager ESG-overvejelser i investeringspolitikken, sammenlagt 17 procent i 2023, hvilket er en anelse højere end de forudgående år – der er dog langtfra tale om en dramatisk stigning.
Desuden er det værd at bemærke, at andelen af respondenter, der er positivt eller meget positivt indstillet overfor pensionskassernes arbejde med ESG-investeringer, fortsat er langt højere end andelen, der er negativt eller meget negativt indstillet. Men positiv-andelen er klart vigende.
I 2023 er andelen af respondenter, der enten er positivt eller meget positivt stemt overfor pensionskasserne arbejde med ESG, tre gange så høj som andelen respondenter, der er negativt eller meget negativt stemt.
Den positive indstilling overfor pensionskassernes inddragelse af ESG-hensyn i investeringspolitikken synes dog for mange respondenters vedkommende at forudsætte, at det ikke har negativ indflydelse på afkastet. Som det fremgår af nedenstående tabel er hovedparten af respondenterne ikke indstillet på, at ESG-hensyn resulterer i et lavere afkast på deres pensionsopsparing.
Siden vi begyndte at måle på det i 2021 har mellem 52 og 56 procent af respondenterne ikke været villige til at acceptere, at ESG-hensyn resulterer i et lavere afkast på deres pensionsopsparing. I samme periode har mellem 26 og 29 procent af respondenterne været indstillet på, at samfundsansvarlige investeringer fører til et lavere afkast på deres pensionsopsparing.
I det lys er det helt forståeligt, at pensionsselskaberne vedbliver med at insistere på, at afkast og ansvarlighed går hånd i hånd. Eksempelvis oplyser PensionDanmark på deres hjemmeside: ”Arbejdet med ansvarlige investeringer understøtter målet om at sikre vores medlemmer det højst mulige afkast, samtidig med at vi løfter vores ansvar som investor.”
Torsten Fels, administrerende direktør i PenSam, var også meget klar i mælet, da han for nylig udtalte følgende til Økonomisk Ugebrev: ”Vores investeringer er ikke drevet af en moralsk dagsorden, men af finansielle hensyn – det handler om at skabe det bedst mulige afkast. Heldigvis går de to ting hånd i hånd.”
De forskere, som eksempelvis Andrew A. King og Kenneth P. Pucker og Thomas Dyllick og Karin Muff, der har ytret sig kritisk overfor erhvervslivets win-win fortælling, har således hverken formået at overbevise pensionsselskaberne eller hovedparten af deres medlemmer om, at forretning og bæredygtighed ikke altid går hånd i hånd.
* Økonomisk Ugebrevs Pensions Survey bygger på svar fra pensionsopsparere, som er meldt til Økonomisk Ugebrevs investeringsnyheder eller abonnenter på ØU Formue (mere om undersøgelsen findes her). Grundet en meget lav svarprocent i 2020 er data fra 2020-undersøgelsen ikke inddraget i denne artikel.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.