Kommentaren blev bragt første gang i ØU Finans søndag den 12. februar.
Nationalbanken, Finanstilsynet og skiftende regeringer har i årevis holdt hånden under og over bankerne, fordi de har set det som afgørende, at bankerne tjener penge, og at de er solide, så der ikke opstår risiko for bankkrak. Nu bevæger vi os ind i nye tider, hvor spørgsmålet måske snarere bør være: Er der en overgrænse for, hvor meget en bank bør kunne tjene? Chefredaktør Morten W. Langer filosoferer over spørgsmålet.
Ja, vi vil gerne have solide banker, der tjener penge. Banksektoren er vigtig, fordi den – i hvert fald på papiret – udgør den økonomiske lim, der holder samfundet sammen.
Det er også en af de vigtigste årsager til, at vi på Økonomisk Ugebrev dedikerer rigtig mange ressourcer på at forstå og beskrive, hvad der sker i banksektoren, og om sektoren har de markedsvilkår, som er ret og rimelige.
Men vi har bestemt også fokus på, om der er mekanismer, der betyder, at kunderne, altså private danskere og erhvervslivet, betaler for meget for de ydelser, de henter i bankerne. Hvis forbrugere og virksomheder betaler for meget, svarer det til en ekstra skat, der lægger det beslag på velfærd, vækst og skabelse af nye arbejdspladser.
Dygtige lobbyister
Måske af gode grunde har Nationalbanken, Finanstilsynet og skiftende regeringer i årtier har mest fokus på, at vi skulle have solide og lønsomme banker. Oveni kommer så, at bankernes lobbyister, med tidligere Finanstilsyn-direktør Ulrik Nødgaard i spidsen, er fantastisk dygtige – altså til at varetage bankernes interesser.
Hensynet til forbrugerinteresser, herunder hensynet til erhvervslivets underskov, har helt klart været i baggrunden. Ja, Konkurrencerådet har udarbejdet grundige redegørelser om konkurrenceforholdene i realkreditten, bankerne og pensionssektoren, som konkluderede, at konkurrencen var mangelfuld, og der var endda gode anbefalinger med. Men disse anbefalinger har politikerne kun behandlet sporadisk.
Som det fremgår af ugens tema om bankernes Q4-regnskaber, står den danske banksektor foran et ekstremt guldår, hvor overskuddene vil eksplodere. Altså medmindre vi får en dyb økonomiske recession til efteråret, og det ligger ikke i kortene lige nu.
I analysen af Spar Nord i denne udgave skønnes, at den nordjyske bank sandsynligvis kommer ud af året med en forretning af egenkapitalen på den gode side af 20 pct. Bankens aktionærer og bankens ledelse vil blive forgyldt, alene på grund af udefrakommende forhold, nemlig de stigende udlånsrenter.
Med en så høj forretning af kapitalen burde konkurrencen, i hvert fald teoretisk set, lokke nye aktører, som forsøger at kapre kunder med skarpere, lavere priser, på banen. Men sådan fungerer det ikke, og det er ikke kun bankernes skyld, men også kundernes skyld og myndighedernes og politikernes skyld
Et sted at starte kunne være, at politikerne og myndighederne gjorde noget for at skabe øget gennemsigtighed og åbenhed om priser og vilkår. Forhenværende erhvervsminister Simon Kollerup blev modig på vej ud af døren, og i Økonomisk Ugebrev foreslog han bl.a., at storbanker, der fungerer som finansielle supermarkeder, skal have produkter på hylderne fra flere forskellige udbydere.
Formål: Så skulle bankernes rådgivere ikke kun anbefale egne, men også andres produkter inden for realkredit, pension, investeringsforeninger, forsikring og så videre. Det kunne være med til at skabe reel konkurrence, fordi rådgiverne i de store banker ville blive tvunget til at præsentere andre udbyderes produkter, og ikke kun egne – måske dyre og dårlige – produkter.
Forudsigelig debat
I dag handler det hele næsten kun om distributionskraft: Jo mere kundekontakt, man har, jo mere sælger man. For det handler grundlæggende om at sælge og ikke om at rådgive – hvis der skulle rådgives, måtte der vel reelt set være flere forskellige produkter, hvor kunden fik præsenteret fordele og ulemper ved de forskellige udbyderes produkter.
Når bankerne næste år på denne årstid kommer med regnskaber, vil der sikkert komme eksorbitante overskud. Og hvis det går som forventet, vil der også poppe en offentlig debat op om bankernes store og stigende overskud.
Måske skulle politikerne eller myndighederne for en gang skyld være et skridt foran. Men det sikkert ikke det, som ligger mest lige for, ihukommende at Simon Kollerup blev ramt af en shitstorm fra branchen og ukritiske erhvervsmedier, efter at have kaldt bankerne for ”grådige”.
Morten W. Langer
