Hovednyheden siden sidst er naturligvis vores tilkøb i to af de eksisterende positioner. Derudover har det været en periode med tilbagegang, og det kan tilskrives udviklingen i enkelte aktier. Endelig ser vores tålmodighed med en de helt store danske pharma-aktier ud til endelig at blive belønnet.
Tilkøbene kan næppe komme som en overraskelse i forhold til de udmeldinger vi er kommet med gennem lang tid om, at det er tid til at øge investeringsgraden, der har ligget omkring 75 % i et stykke tid.
Vores tilvalg af Hansa Biopharma og Ascelia er naturligvis i tråd med de analyser, der har været bragt her i ØU Life Science, hvor potentialet har været tydeligt fremlagt. Særligt for Ascelia Pharma har det voldsomme kursfald i slutningen af 2022 også spillet ind i vurderingen.
Vi har bogført købene til de i handelsmailen angivne kurser (58 SEK for 800 stk. Hansa Biopharma og 14,50 SEK for 2.000 stk. Ascelia Pharma). Særligt for Ascelia satte vi pga. aktiens begrænsede likviditet købskursen lidt højere for ikke at skabe en fordel i modelporteføljen, hvis nu aktien skulle stige som følge af vores handel. Det skete så umiddelbart ikke, og den ligger i dag omkring 14,20 SEK. Hvis Ascelia lykkes med sit fase 3 studie, vil det i forhold til porteføljens potentielle afkast være helt ligegyldigt, om købskursen var 14,50 SEK eller 14,20 SEK. Vi anser risikoen ved studiet som lavere end biotek generelt, men man skal naturligvis heller ikke være bleg for, at det næsten er en binær nyhed, hvor der, hvis det mod forventning går galt, næppe er meget tilbage at bygge virksomheden videre på. Ikke mindst, fordi der nok også skal rejses penge til selskabets andet ben (irinotecan-tabletten Oncoral), som er tidligere i udviklingsfasen. For Hansa Biopharmas vedkommende har vi ikke en lige så stor og binær kurstrigger forude, som det er tilfældet i Ascelia Pharma. Her har vi mere fokus på, at Hansa efter et par svære lanceringsår forhåbentlig er ved at være der, hvor snebolden begynder at rulle. Kommercialiseringen har taget lang tid, men vi ser efterhånden, at flere og flere lande indgår tilskudsaftaler på Hansas lægemiddel. Alene på grund af den høje pris ser vi det som et godt tegn på, at der er lydhørhed overfor værdien af lægemidlet.
Hansa har bestemt ikke anlagt en optimistisk linje overfor investorerne omkring lanceringen, og det har givetvis været en god strategi, når lanceringen (herunder indkøring af klinikker og deres fortrolighed med produktet) tager så lang tid, som det er tilfældet, og patienterne per kvartal sandsynligvis kan tælles på 2 hænder. Forventningerne hos investorerne er sandsynligvis skruet godt ned, og dermed er der en større chance for at overraske positivt henad vejen. Det har også vægtet for os, at der er styr på finansieringen frem til i hvert fald 2025 efter den seneste kapitaludvidelse i 2022. I disse tider er det klart en fordel for aktien ikke at have denne tunge sky hængende over sig. Vi forventer, at blot spæde tegn på en stigende salgskurve vil gøre underværker for kursen. Det så vi senest i juli 2022, hvor aktien næsten blev fordoblet fra 50 SEK til 100 SEK på ganske kort tid.
En sådan udvikling er ikke nødvendigvis vores målsætning, men vi vil da tage det med som en kærkommen gave. Vort hovedfokus er, at der er tilpas mange stjerner omkring selskabet (omsætning, partnerskaber, m.v.), som nu potentielt kan stå rigtigt i 2023 og 2024, og det kan bringe fornyet interesse fra de store institutionelle investorer og dermed en betydelig købsinteresse.
Efter tilkøbene vægter Hansa Biopharma 7 %, og givet aktiens risikoniveau mener vi godt, at den på sigt kan løftes til 10 %. For Ascelia Pharma er 5,5 % vores grænse lige nu.
Resten af porteføljen
Ser vi på resten af porteføljen, var der tocifrede fald til flere aktier, herunder Hansa og Cantargia. Disse fald ser vi som en konsekvens af den flotte start på året for begge aktier. Faldet i Immunovia er der heller ikke meget at sige til, udover at der nok er tale om, at investorerne gør sig klar til en kapitaludvidelse. Immunovia aflægger regnskab d. 23. februar, hvor vi forventer at blive klogere på fremtiden samtidig med, at vi frygter en kapitaludvidelse.
Af de faldende aktier har vi egentlig kun lyst til at fremhæve InDex Pharmaceuticals, hvor investorerne ikke tog vel imod en potentiel forsinkelse i rekrutteringen til selskabets afgørende fase 3 studie, som man jo ellers har rejst kapital til engang. Forsinkelsen betyder nemlig ifølge selskabet, at man ikke kan være sikker på at nå i mål med den nuværende kassebeholdning, og at det derfor kan blive nødvendigt at rejse yderligere kapital hen ad vejen. Det var ikke sød musik for investorerne, som sendte aktien ned med 34,4 %. Klart skuffende med en sådan udmelding, og aktien vægter nu kun 2,1 %. Det er nærmest 2. gang, at vi bliver ”offer” for en emission i den aktie, og det understreger ”farligheden” i de mindre aktier, når noget ikke går helt som planlagt, eller at man skal bruge kapital på det forkerte tidspunkt.
På den positive side vil vi til slut fremhæve Lundbeck, som er steget pænt ovenpå helårsregnskabet. Aktien virker stadig meget billig, men det er naturligvis et godt signal, at aktien langt om længe også kan tiltrække købere. Det har ikke været tilfældet i meget lang tid.
Afkast og investeringsgrad
I kroner og øre er status, at porteføljen faldt med næsten 25.000 DKK til 843.000 DKK. Det sænkede afkastet år-til-dato fra 6,8 % til 3,8 % for Modelporteføljen. De to referenceindeks gik hver især frem med 2-3 %, og det brede Nordic-40 indeks ligger nu forrest år-til-dato med et afkast på 5,1 %.
Investeringsgraden steg som følge af tilkøbene til 81 %. Vi forventer at fortsætte vores forårsrengøring i porteføljen over de næster uger og vil både være at finde som købere og sælgere af aktier.
Steen Albrechtsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.