Lundbeck fremlagde i slutningen af august et ganske flot regnskab for 1. halvår 2016. Toplinjen viste en samlet omsætningsvækst på 5 % til 7,52 mia. kr. og samtidig er driftsresultatet på EBIT-niveau forbedret med 5,5 mia. kr, til et overskud på 0,95 mia. kr.
Efter skat kunne Lundbeck for 1. halvår 2016 fremvise et overskud 0,42 mia. kr, mod et underskud på 3,99 mia. kr. i 1. halvår 2015. En vigtig årsag til den kraftige forbedring skal dog findes i, at Lundbeck i 2015 iværksatte en større restruktureringsplan, som blandt andet har betydet, at R&D-udgifterne for 2015 er blevet reklassificeret kraftigt i vejret med 4,8 mia. kr.
Det væsentligste aspekt i Lundbecks regnskab er, at omsætningen relateret til salg af lægemidler viser en hæderlig fremgang på 5 % til 7,33 mia. kr. Herunder viser de fem produkter, som Lundbeck har identificeret og kategoriseret som kerneprodukter, en salgsfremgang på hele 99 % til 2,90 mia. kr. Lundbecks nye ledelsesteam har vist sig særdeles effektive til at kontrollere selskabets driftsudgifter, som samlet set er reduceret med 46 % til 6,57 mia. kr. Særligt interessant er det, at udgifterne til produkter, salg og marketing under ét er reduceret med ca. 12 % til 4,79 mia. kr. Det betyder, at Lundbecks indtjeningsmarginer viser en kraftig forbedring i forhold til 1. halvår 2015. EBIT-marginen viser nu hæderlige 12,7 % mod en dundrende negativ EBIT-margin i 1. halvår 2015. Lundbecks langsigtede målsætning er en EBIT-margin på 25 %.
Som følge af det flotte halvårsregnskab har ledelsen nok engang opjusteret forventningerne til hele 2016. Omsætningen er opjusteret med 0,4 mia. kr, således at man nu forventer at lande i intervallet 14,6-15,0 mia. kr. Desuden er driftsresultatet (EBIT) opjusteret med 0,2 mia. kr, og det ventes nu at lande i intervallet 1,5-1,7 mia. kr.
Lundbeck oplyser desuden, at man forventer et underskud på de finansielle poster på 0,15-0,20 mia. kr. samt en skattesats på 50 %. Samlet set betyder det, at Lundbeck nu forventer et overskud efter skat på 0,65-0,78 mia. kr. i 2016.
Hele artiklen blev udgivet i Økonomisk Ugebrev Formue nr. 33.
- Er du abonnent kan du tilgå udgivelsen og læse hele artiklen. (Hent adgangskode)
- Er du ikke abonnent kan du prøve 3 uger gratis nedenfor, hvorefter du får adgang til hele udgivelsen.