Økonomisk Ugebrev Ledelse fremhæver i hver udgave erhvervsledere, som vi senest har lagt mærke til, og som vi synes fortjener en bemærkning med på vejen. Fagredaktør Morten A. Sørensen udpeger her ugens topchefer.
Gitte Aabo, CEO for GN, vil rejse 7 mia. kr. ved en aktieudstedelse for at styrke balancen efter, at det store opkøb af Steelseries og stærkt stigende arbejdskapital i 2022 medførte, at den nettorentebærende gæld i 2022 steg til 14,7 mia. kr. fra 4,8 mia. kr., mens nettoresultatet faldt med over to tredjedele. For 2023 sættes en bred ramme for forventningerne – med en ventet organisk vækst på mellem minus 6 og plus 6 pct. for koncernen, mens EBITA-marginen i de to divisioner Hearing og Audio ventes at blive mellem 10 og 16 pct. og dermed omtrent som i 2022.
Alexander Kara, CEO for NKT, vil øge aktiekapitalen med op til 20 pct. for at finansiere investeringer i fortsat vækst efter en organisk omsætningsfremgang på 15 pct. tre år i træk. Omsætningen i standardmetalpriser nåede således 10,8 mia. kr. i 2022, hvor koncernens internationale ordreindgang var på 20,1 mia. kr. – ifølge NKT svarende til en markedsandel på 34 pct. af ”det tilgængelige højspændingsmarked”. Overgang til vedvarende energi og elektrificering driver væksten. Den varslede kapitaludvidelse medførte et kursfald på over 14 pct..
Paul Chaplin, CEO for Bavarian Nordic, har gennemført en kapitaludvidelse med et bruttoprovenu på 1,6 mia. kr., hvilket umiddelbart medførte et kursfald på over fem pct. Provenuet skal bruges til at finansiere et opkøb af en portefølje af rejsevacciner inklusive en produktionsfacilitet og en forskningsfacilitet. Efter fremgang i 2022 venter Bavarian Nordic i 2023 en omsætning på cirka 6 mia. kr. og et EBITDA-driftsresultat på 2,2 mia. kr.
Torben Carlsen, CEO for DFDS, har fået godkendt købet af irske McBurney med 800 ansatte og 400 lastbiler kort tid efter, at transportkoncernen har præsenteret en fremgang i omsætningen på 49 pct. til 27 mia. kr. i 2022. EBITDA-driftsresultatet er steget 45 pct. til 5 mia. kr. DFDS venter i 2023 et fald i EBITDA på 4,5-5 mia. kr. – eksklusive opkøb som McBurney – på grund af risikoen for en økonomisk afmatning i Europa.
Jacob Aarup-Andersen, CEO for ISS, kunne melde om en organisk vækst på 9,4 pct. i fjerde kvartal 2022, en overskudsgrad på 3,8 pct. og en fri pengestrøm på 1,7 mia. kr. For 2023 ventes væksten at blive 4-6 pct., overskudsgraden på 4,25-4,75 pct. og den frie pengestrøm på cirka 2 mia. kr. – en udvikling, der skal fortsætte i de kommende år og sikre stigende udbytter.
Bill Gates, stifter af Microsoft, har overraskende købt 3,8 pct. af Carlsbergs hollandske konkurrent Heineken for omkring 850 mio. euro.
Klaus-Michael Kühne, der kontrollerer Europas største logistikvirksomhed Kühne & Nagel og er storaktionær i det tyske containerrederi Hapag-Lloyd, erklærer åbent i det tyske Manager Magazin sin interesse for at købe Deutsche Bahns logistik-datter DB Schenker – som også det danske DSV synes stærkt interesseret i, og som ventes sat til salg i år.
Jens Wittrup-Willumsen, bestyrelsesformand for Skako, har på grund af uenighed om de nærmere vilkår afbrudt forhandlingerne med det jyske familieejede investeringsselskab Zefyr, der ellers havde udtrykt interesse for at købe alle aktiviteterne i Skako. Skako bliver dermed foreløbig på børsen.
Jan van de Winkel, CEO for Genmab, venter en stærk vækst i omkostningerne til 9,8-10,6 mia. kr. i 2023 efter omkostninger på 8,2 mia. kr. i 2022. Der skal investeres mere i porteføljeudvikling og produktlanceringer. Omsætningen ventes at blive 14,6-16,1 mia. kr. mod 14,6 mia. kr. i 2022, og driftsresultatet ventes at falde til 3,9-6,2 mia. kr. fra 6,4 mia. kr.
Niels Frederiksen, CEO for Scandinavian Tobacco Group, udvider porteføljen af cigarvirksomheder med køb af amerikanske Alec Bradley Cigar Distributors for cirka 500 mio. kr. Alec Bradley havde i 2021 en omsætning på 25 mio. USD og en EBITDA-overskudsgrad på 24 pct.
Jan Rindbo, CEO for bulk- og tankskibsrederiet Norden, venter for 2023 et nettoresultat på 2,3-3 mia. kr. efter at have nået 5,2 mia. kr. i 2022. Indtjeningen i Norden ventes således at fortsætte på et højt niveau takket være bl.a. salg af skibe og stærk indtjening i tankmarkedet.
Morten A. Sørensen
Morten A. Sørensen ejer aktier i Bavarian Nordic
foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.