Jagt på en ankerinvestor: Stabilisator og sovepude

Vestas-formand Bert Nordberg vil gerne have en stabil ankerinvestor med en større aktiepost ind i ejerkredsen.

Stadig flere børsnoterede selskaber får rent faktisk ankerinvestorer, blandt andet er de store familiefonde ivrige opkøbere. I bedste fald kan det give velplanlagt langsigtet vækst. I værste fald dæmper det ledelsens motivation. God governance er afgørende, med adskillelse af selskabernes bestyrelser og ejerfondene.

Det ville være trygt at få en ankerinvestor ind i Vestas spredte aktionærkreds, mener formanden for vindmøllekoncernens bestyrelse, Bert Nordberg. Han kunne ikke lokke en stor erfaren investor ind som aktionær med 15-20 procent, da han tiltrådte i 2012, da Vestas var i krise. Og i dag vil det blive rigtigt dyrt at købe en stor aktiepost i Vestas.

Bert Nordberg vil gerne have en langsigtet ejer, som bestyrelsen kan diskutere med, og som giver langsigtet stabilitet. Måske vil han også gerne sikre virksomheden bedre mod kapitalstærke internationale teknologikoncerner eller kapitalfonde, der bliver interesserede i Vestas.

Stadig flere ankerinvestorer
I givet fald står han næppe alene med sine synspunkter. Selv om formænd og topchefer for børsnoterede selskaber erklærer sig åbne over for overtagelsestilbud (det skal de jo), så ønsker mange af dem at blive ved med at stå i spidsen for en selvstændig virksomhed.

Og en del ønsker sig også lidt mere uafhængighed over for et aktiemarked, som de anser for kortsigtet. Se blot den seneste uges tumult omkring udviklingen i Pandora-aktien. En ankerinvestor vil, forestiller man sig, kunne acceptere langsigtede investeringsplaner med nedgang i den frie pengestrøm og deraf følgende begrænsning af aktietilbagekøb og udbytteudbetalinger.

Mange bestyrelser for større danske børsnoterede virksomheder har faktisk fået deres ønske opfyldt i de seneste fem år. En hel stribe danske investeringsselskaber og fonde har fundet nye roller som netop en slags ankerinvestorer. Novo AS er nu storaktionær i ikke blot Novo Nordisk, Novozymes og NNIT, men også i Chr. Hansen og FLSmidth & Co.

Kirkbi er blevet storaktionær i ISS, Lundbeckfonden er storaktionær i ALK. Oticon Fonden i ikke blot William Demant Holding men også i Jeudan og Össur. Chr. Augustinus Fabrikker er i de seneste år blevet storaktionær i et voksende antal mindre og mellemstore børsnoterede selskaber, så som Gyldendal, Tivoli og Royal Unibrew. Det er tænkeligt, at de store pengetanke vil købe betydelige poster i endnu flere børsnoterede selskaber. A.P. Møller Holdingkan f.eks. blive storaktionær i ikke blot Danske Bank og A.P. Møller-Mærsk, men også i andre børsnoterede virksomheder.

Stribevis af bestyrelser for danske børsnoterede selskaber har nu en storaktionær, der kan blokere fjendtlige overtagelser, og som eventuelt også kan være langsigtet strategisk sparringpartner.

Men der er også en principiel risiko i ejerforhold, der giver bestyrelse og topledelse en betydelig grad af tryghed. Netop når der ikke er en stabil hovedejer, kan pres fra aktiemarkedet og risikoen for fjendtlige overtagelser i høj grad bidrage til at holde ledelsen vågen. Der er stadig betydelige danske børsnoterede selskaber, som DSV, NKT, TDC, GN, Pandora, Genmab – og netop Vestas – som ikke har en stærk storaktionær. Og i disse selskaber finder vi netop nogle af de bedste eksempler på ledelser, der i de seneste år har optrådt særligt aktionærvenligt og som har formået at forene højt afkast med langsigtet vækst.

Governance bliver endnu vigtigere
Det er sandsynligvis muligt at forene fordelene ved langsigtede stabile ejerforhold med de fordele, som presset fra aktiemarkedet skaber. A.P. Møller Holding lægger i sin igangværende omstrukturering op til, at gruppen vil forsøge at gøre netop det. Men hvis det skal lykkes, må de store pengetanke netop udøve rollen som aktive, krævende ejere. For det langsigtede ejerskab indebærer også en fare: Forholdet mellem ankerinvestor og børsnoteret virksomhed kan blive lidt for tæt, så man forstår hinanden lidt for godt. I takt med at de store pengetanke får en større rolle, bliver det derfor også stadig vigtigere, at de opretholder vigtige corporate governance-principper, der sikrer en sund og kritisk distance mellem ankerinvestor og børsnoteret virksomhed.

Det er vanskeligere at opretholde denne distance, når den magthavende personkreds hos ankerinvestoren ikke holdes klart adskilt fra nuværende og tidligere ledelse i den børsnoterede virksomhed.

Falck-koncernens struktur kan være et eksempel på dette, idet der er overlap mellem ejerfondene og selskabets bestyrelse.

læs hele udgivelsen her

Morten A. Sørensen