Ugens stærkeste og svageste erhvervsdækning

Kapitalfonde spinner løs. Priserne på virksomheder er blevet for høje, mener nogle af de kapitalfonde, som gerne vil købe virksomheder. Hvis man skal tro Børsen er vi derfor tæt på en ny prisboble. Der er et problem med den slags artikler (som vi vist i tidens løb også selv har leveret et par stykker af): Man får købersidens opfattelse, og når Børsen selv erkender, at historien ”lugter af spin,” hvorfor gør man så så meget ud af den? Kapitalfonde har i årevis og nærmest uanset prisniveauet påpeget, at nogle sælgeres prisforventninger er urealistiske ”lige nu.” Desuden er artiklen rigeligt ukonkret: Der er ingen eksempler på de priser, der bliver betalt (for eksempel opgjort i ebitda / enterprise value eller andre anerkendte målestokke) eller eksempler på bestemte handler. Vi skal ikke bebrejde kapitalfondene, at de udtaler sig i overensstemmelse med deres interesser og fremsætter vise betragtninger. ”Du skal kigge dig godt for og have modet til at sige nej, men pengene skal jo også investeres, så man skal skynde sig langsomt,” hedder det for eksempel. Jovist, hvem kan være uenig? Artiklen er et godt eksempel på, at en skarp og selvstændig faktabåret analyse kan være bedre end en masse citater. Alt i alt får vi en tilsyneladende kontant nyhed, der i virkeligheden er temmelig luftig, men som Børsen tirsdag finder anledning til at lancere på forsiden og over to sider i avisen.

Let og frit i Jyske Bank. Børsen bringer torsdag et tankevækkende interview med Jyske Banks topchef Anders Dam. Interviewet er vellykket, fordi det i al stilfærdighed får afsløret nogle indre modsætninger i topchefens og bankens selvopfattelse (om det så er hensigten med interviewet eller ej). Tonen skal være fri, understreger Dam på den ene side, men på den anden side skal man vist alligevel være forsigtig med at være alt for fri, for hvis ”du som den eneste hver gang falder uden for i forhold til, hvad vi mener er sund fornuft, så må vi have en snak om, om det overhovedet giver mening at være her,” som topchefen siger. Han vil have klar besked fra medarbejderne om fejl og uhensigtsmæssigheder, men er i øvrigt så ”positiv,” at han ikke kan komme i tanke om fejl, han selv skulle have begået. Sådan kan man jo også sætte et eksempel.

Den enes brød & falske finansieringer. For hver politisk aftale, der koster penge, hører man politikere forsikre, at det hele skam er finansieret. Medierne gengiver det som regel troskyldigt, uden at hæfte sig meget ved, hvad denne finansiering består i. Men naturligvis er der nogle, der skal betale, og i forbindelse med aftalen om en skatterabat vedrørende den fortsatte olieudvinding fra Thyra-feltet er 450 mio. kroner taget fra forskudsmomsordningen. Den handler, som Børsen prisværdigt fortalte onsdag før påske, om, at eksportvirksomheder kan få en kredit via momsafregningen. Pengestrømmen går altså fra håbefulde eksportvirksomheder til blandt andet Mærsk.

Eller, sådan er det i hvert fald på papiret. For et andet træk ved disse finansieringer er, at de ofte er løse i kødet. Det fornemmer man i dette tilfælde, at Børsens journalist er på sporet af, dog uden helt at turde give denne vinkel fuld gas. Men altså: De 450 mio. kroner er beregnet ud fra, at der på forskudsmomsordningen er udestående kreditter på 10 mia. kroner, og betragtningen er så, at de penge alternativt kunne være placeret til afkast på 4,5 procent. Men staten er ikke en virksomhed, der skal vælge mellem investeringsalternativer for at opnå det bedst mulige afkast. Den relevante betragtning er i stedet, hvad staten selv betaler i rente – og det er for tiden stort set ingenting.

Den virkelige forklaring på, at momsforskudsordningen overhovedet kommer ind i billedet, er nok, som finansminister Kristian Jensen forklarer i et tilhørende interview , at ordningen er konkurrenceforvridende, så Danmark har pligt til at afskaffe den. Fint nok, som nation skal vi naturligvis overholde internationale aftaler. Men det er urent trav, når regeringen i første omgang forsøger at kalde ændringen noget andet, og endnu mere urent trav, når man så samtidig sælger det som en besparelse, der i det nuværende kapitalmarked reelt ikke findes. Den pointe kunne Børsen godt have banket igennem.

Ugens citat. Karsten Ree har den ulykke, at han havde gigantisk succes med Den Blå Avis, men at han alligevel er mere kendt for de efterfølgende fiaskoer, når han har investeret sin formue. Et hint til at forstå, hvorfor det i en række tilfælde er gået skidt, fandt man i en artikel i Børsen torsdag. Artiklen handler om biotekselskabet Dandrit, som Ree for to år siden investerede 20 mio. kroner i, men tilsyneladende uden at gøre meget ud af forarbejdet. I hvert fald siger han: ”Jeg var ikke klar over N.E. Nielsen var formand. Med den forhistorie, jeg har med ham, så havde jeg ikke købt noget.” Forhistorien består i, at Nielsen også var formand for Amagerbanken, hvor Ree lod sig overtale til at lægge penge til det sidste redningsforsøg.

læs hele udgivelsen her

MOS/STK