Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Samfundsansvar

2/3 af klimatunge C25-selskaber har reduceret klimaaftryk

Claus Strue Frederiksen

tirsdag 21. marts 2023 kl. 16:52

2/3 af klimatunge C25-selskaber har reduceret klimaaftryk

Elleve C25-selskaber havde sidste år et CO2-aftryk over en million ton. Heraf har to øget deres udledninger, syv har reduceret og to har ingen sammenlignelig data. Selvom tendensen umiddelbart er positiv, maner både Dansk Industri og Rådet for Grøn Omstilling til besindighed. C25-selskaberne udleder til sammen fortsat mere end syv gange så meget CO2 som nationalstaten Danmark. Klimaaftrykket fra C25 er dog faldet med hele 40 procent det seneste år, men det skyldes især et stort fald hos cementgiganten FLSmidth.

FLSmidth, ISS, Jyske Bank, Nordea, Rockwool, Vestas og Ørsted tilhører alle gruppen af C25-selskaber, der har et årligt samlet (scope 1, 2 og 3) CO2-aftryk på over en million ton og som det seneste år har reduceret deres CO2-aftryk.

Eksempelvis har Nordea reduceret sit samlede CO2-aftryk fra 10,7 millioner ton i 2021 til 9,7 millioner ton i 2022 – et fald på 9 procent. Aftrykstallet er inkl. investeringsporteføljen, der udgør 99,9 procent af bankens CO2-aftryk og som jævnfør internationale rapporteringsstandarder er en del af finansielle virksomheders værdikæde og derfor kategoriseres som en del af scope 3 aftrykket.

A. P. Møller – Mærsk og DSV er de to eneste C25-selskaber med et samlet årligt CO2-aftryk på over en million ton, der rapporterer et højere aftryk i 2022 end i 2021. For Mærsks vedkommende er der tale om en stigning fra 76,4 millioner ton CO2 til 77,9 millioner ton CO2 – en stigning på to procent (læs mere om Mærsks klimaresultater samt respons fra bæredygtighedschef Lene Serpa her).

Ni C25-selskaber har et CO2-aftryk under en million ton, heraf er det kun Novozymes, der har et mindre aftryk i 2022 end i 2021. Syv selskabers aftryk er steget (Ambu rapporterer ikke om scope 3 i 2022). Eksempelvis er Trygs samlede CO2-aftryk steget fra 1,5 tusind ton i 2021 til 3.9 tusind ton i 2022. I et svar til Økonomisk Ugebrev oplyser den danske forsikringsgigant, at stigningen hovedsageligt skyldes, at Tryg i april 2022 overtog Trygg-Hansa og Codan Norge – hvorved aftrykket fra disse nyerhvervede enheder indgår i Trygs klimaregnskab for 2022.

Samlet set falder klimaaftrykket i otte C25 selskaber og stiger i ni.** Men som ovenstående tabeller illustrerer, sker hovedparten af stigningerne i selskaber med relativt beskedne udledninger. Dertil kommer, at CO2-aftrykket i C25 fra 2021 til 2022 samlet set falder med 40 procent.

Selvom C25-aftrykket er faldet det seneste år, er det dog stadig enormt. De 19 virksomheder, der har oplyst om deres samlede CO2-aftryk for 2022, har tilsammen et aftryk på 327 millioner ton. Til sammenligning lå Danmark såkaldte territoriale aftryk ifølge Danmarks Statistik i 2021 på 44 millioner ton CO2.***

Ifølge Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, illustrerer det samlede C25-aftryk, at de store virksomheder spiller en nøglerolle i den grønne omstilling: ”Den helt store historie er, at C25-selskaberne til sammen udleder mere end syv gange så meget CO2e som nationalstaten Danmark. Det viser, hvor ekstremt vigtigt det er, at C25-selskaberne viser lederskab og sikrer hurtige og markante CO2-reduktioner i hele værdikæden, dvs. også hos underleverandørerne i Scope 3. Vi kan ikke længere nøjes med at tale om, hvad politikerne skal levere i forhold til klimakrisen. Det er også ekstremt vigtigt, at erhvervslederne i Danmarks førende selskaber tager den opgave på sig at udvikle en bæredygtig forretningsmodel. Det kræver, at de så hurtigt som muligt frigør sig fra de fossile brændsler, elektrificerer mest mulig af produktionen og by design minimerer ressource- og energispildet i hele værdikæden.”

Bjarke Møller advarer også mod at lægge for meget i, at C25-aftrykket er faldet det seneste år: ”Man bør være forsigtig med at lave for håndfaste konklusioner ud fra et år til det næste. I 2021 mærkede vi stadig efterskælvet fra coronapandemien, og i 2022 oplevede vi en stor energisikkerhedskrise. Vi bør kigge på den langsigtede tendens over flere år. Selv om flere selskaber er begyndt at tage udfordringen på sig, så performer for mange af C25-selskaberne stadig alt for dårligt.”

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef i Dansk Industri, maner også til besindighed: ”Der er altid grund til at glæde sig, når aftrykket falder. Og der er bestemt gode tendenser at spore i tallene. Men selvom det umiddelbart ser rigtig godt ud, så kan der være mange årsager til, at selskabers aftryk ændrer fra det ene år til det andet.”

Hun uddyber: ”Eksempelvis trækker frasalg typisk ned i klimaregnskabet, hvorimod forretningsudvidelser typisk trækker aftrykket op. Desuden har pandemi, forsynings-, energi- og geopolitiske kriser præget verden de seneste år, og det kan have stor betydning for enkelte selskabernes aftryk. Så hvis tallene er knap så gunstige næste år, får du mig ikke til at sige, at det er en katastrofe. Det afgørende er, at tendensen, investeringer og fokus er på ret kurs mod lavere aftryk.”

Anne Højer Simonsen understreger, at det er vigtigt at se på virksomheders samlede scope 1, 2 og 3 aftryk, som jo er det, mange selskaber sætter mål for og forsøger at nedbringe i disse år. Hun advarer dog mod, at lade det være eneste fokuspunkt.

”Når man skal bedømme danske virksomheders klimaindsats, er det vigtigt også at inddrage de positive afledte klimaeffekter, som mange danske virksomheders produkter og services har. En del C25-selskaber leverer noget, som gør andre virksomheder og samfund rundt omkring i verden i stand til at producere og leve mere klimavenligt – disse produkter spiller en afgørende rolle i den globale grønne omstilling, selvom de ikke indfanges i selskabernes aftryksdata,” siger Anne Højer Simonsen.

* Nordea har i 2022 også inkluderet aftryk for udlånsporteføljen. Vi har i ovenstående valgt kun at medtage aftryksdata inkl. investeringsporteføljen for derved at kunne sammenligne 2021 med 2022. 

** De resterende syv C25 selskaber har enten ikke sammenlignelige data (Danske Bank og Novo Nordisk) eller oplyser ikke om deres samlede scope 1,2 og 3 aftryk i både 2021 og 2022. Det gælder eksempelvis Carlsberg og Royal Unibrew, der begge rapporterer på scope 3, men ikke på årlig basis.

*** Der vil formentlig forekomme tilfælde af såkaldt dobbelttælling i forbindelse med sammenlægningen af C25-selskaberne klimaaftryk – hvis eksempelvis en C25-virksomhed køber produkter/services eller investerer i en af de andre C25-selskaber, så kan den det ene selskabs scope 1 aftryk indgå i det andet selskabs scope 3 aftryk. Disse dobbelt-beregnede CO2-udledninger står dog næppe mål med det ”manglende” klimaaftryk fra de fem C25 selskaber, der ikke indgår i beregningen. Læg dertil at visse selskaber (eksempelvis Tryg) udelader væsentlige dele af værdikæden i deres scope 3 beregning.

BOKS:

Økonomisk Ugebrevs kortlægning af C25-selskaberes klimaaftryk inkluderer både scope 1, 2 og 3 CO2-aftryk. For finansielle virksomheder indebærer det, at det indirekte CO2-aftryk fra finansvirksomhedernes investeringsporteføljer også medregnes. Ifølge internationale rapporteringsstandarder hører udlåns- og investeringsporteføljer med under finansvirksomheders scope 3 aftryk. Det er  både Danske Bank, Jyske Bank og Nordea opmærksomme på i deres rapportering.

Økonomisk Ugebrevs opgørelse adskiller sig fra en tilsvarende opgørelse i Børsen, der konkluderer, at 14 danske C25-selskaber har øget deres CO2-aftryk det seneste år. Økonomisk Ugebrev kommer derimod frem til, at ni C25-selskabers CO2-aftryk stiger; otte reducerer deres CO2-aftryk; to (Danske Bank og Novo Nordisk) har ikke sammenlignelige tal (grundet helt ny beregningsmetode), tre (Carlsberg, Ambu og Royal Unibrew) rapporterer ikke på deres samlede scope 1, 2 og 3 aftryk i 2022 og to (Bavarian Nordic og Genmab) rapporterer slet ikke på scope 3. Forskellen i de to opgørelser er blandt andet, at Økonomisk Ugebrev kun medtager data, som er baseret på samme beregningsmetode fra år til år, og hvor der også oplyses som Scope 3-udledninger.

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

[postviewcount]

Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Jobannoncer

Finance Controller – få sparringspartnere fra hele Europa (fuldtid)
Region Syddanmark
Udløber snart
Er du økonom, og drømmer du om at bidrage til et bedre sundhedsvæsen og være tæt på beslutningerne på en af landets største børne- og ungeafdelinger?
Region Hovedstaden

Mere fra ØU Samfundsansvar

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank