Tvivlsomme investeringstilbud i supermarkedet: Den danske dagligvarehandel er i gang med at ruste sig mod e-handel fra udlandet, og særligt mod Amazon. COOP vil således facilitere crowdfunding til nye produkter, der blandt andet skal forhandles digitalt, skriver Børsens finansjournalist Tor Johannesson på avisens bagside . Men samtidig fanger han skarpt absurditeten i et lignende tiltag: Koncernen vil også facilitere privates udlån til mindre erhvervsvirksomheder, mod en rente på 3-4 procent. Det kan måske lyde attraktivt, når nu folk ikke får rente på deres almindelige indeståender. Men: Der er naturligvis en risiko ved sådanne udlån, og denne risiko er åbenbart så betydelig, at COOP selv mener, at renten er for lav. I hvert fald vil koncernens bank ikke tilbyde samme rente på sine konto med rentebinding – faktisk vil den ifølge avisen helst ikke sælge disse produkter. Det er et emne, det er værd at grave videre i, for det er et problem i disse år, at småinvestorer blander opsparing med lav risiko og investeringer med høj risiko sammen i én pærevælling. Det skal vi nok komme til at høre meget mere om, når konjunkturerne på et tidspunkt vender.
Hvem skal vi frygte mest? Børsen leverede også en tankevækkende artikel om, hvad Dansk Supermarked gør i henseende til e-handel. Koncernen vil blandt andet være en platform for danske e-butikker, så der kommer et dansk modsvar til Amazon, fremgik det onsdag . Men dagen efter meddelte en række danske netbutikker, at de absolut ikke havde nogen trang til at komme i dagligvaregigantens kløer, og at Amazons tilbud var mindst lige så godt, hvis det endelig var. Igen bliver vi mindet om, at vi ikke bare skal se globaliseringen som et uhyre, der truer hæderkronede danske virksomheder og brancher. I mange tilfælde er det blot sundt, at der bliver rusket op i disse virksomheder og brancher.
Kulørt hvidvask i banksektoren: Sagen om hvidvask-problemer i Danske Bank i Estland bliver stadig mere kulørt. Berlingske Business følger blandt andet her op, men også Finans.dk følger med og problemerne kan måske også omfatte bagmands – politiet . Det er en af mediernes fornemste opgaver at følge den slags sager op, om end sagen kan forgrene sig så meget, at den bliver uoverskuelig for mange mediebrugere: Et typisk problem for kampagnejournalistik.
Berlingske om Ubers afløser: Business beretter om, at mindst 500 tidligere Uber chauffører planlægger at fortsætter i eget navn og med egen app, når Uber lukker ned den 19. april. Automatreaktionen fra den etablerede taxabranche udeblev ikke: Til Business lyder meldingen: ”Direktør for Dansk Taxi Råd, Trine Wollenberg, fortæller, at hun har noteret sig, at mange kunder i høj grad ikke går op i, hvordan Ubers chauffører bliver aflønnet eller om der bliver betalt skat. Men hun mener ikke, at samfundet og lovgivere kan være ligeglade med netop det.” Måske skulle taxadrektøren lige se, hvad det er den nye tjenete planlægger, og hvordan de indretter sig. De siger, at de vil holde loven og betale den skat, de skal betale. Det er vel et meget godt udgangspunkt. Endnu engang indikerer taxabranchen, at de bare ikke vil have konkurrence, fordi de vil have spillepladen for sig selv. Ikke så sympatisk.
Oligarken og olien: En af ugens mest fristende artikler leverede Børsen torsdag med nyheden om, at en russisk rigmand, Mikhail Friedman, vil byde på Dongs olie og gasvirksomhed og dermed kan stikke en kæp i hjulet for danske mediers (og måske også politikeres) ønskevision om, at Maersk Oil overtager disse aktiviteter. Nuvel, store virksomhedshandler er ofte omgivet af en masse rygter, og tiltrækker i øvrigt aktører af mange slags. Hvem der for alvor kan gennemføre en handel, kan vise sig at være en anden historie. Men det gør ikke denne her mindre læseværdig.
MOS/STK
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.