Hvad er det med KMD? Striben af kritiske artikler om it-serviceudbyderen KMD fortsatte i denne uge, idet flere borgmestre og også Coop nu kritiserer KMD, fremgik det af JP/Politikens Finans.dk. Som mediebruger undres man efterhånden: Hvad er det der sker i og omkring KMD? Udnytter kunderne muligheden for at lægge skylden for ethvert it-problem, som alle store virksomheder og offentlige myndigheder jo har et par stykker af, over på leverandøren, og har Coop-chefen brug for at aflede opmærksomheden fra et problematisk regnskab . Eller er KMD i virkeligheden nærmest inkompetent? Det må være oplagt for erhvervsmedierne at gå mere i dybden for at afdække, hvad der sker. Sandheden ligger antageligt et sted midt imellem. Ofte har den ene part mere skyld end den anden. Men hvem?
Tidens fyringslogik: Vi fyrer for at skabe vækst og for at fastholde så mange arbejdspladser som muligt er det paradoksale omkvæd, som den ene store virksomhed efter den anden, nu også Grundfos, kommer med som forklaring på nye fyringsrunder, der gennemføres samtidig med, at overskuddene tælles i milliarder. Men hvordan er det nu, at man skaber vækst ved at skære ned? Mange store virksomheders ledelser synes efterhånden så fikserede på den indforståede logik i deres egen effektiviseringsdagsorden, at de har svært ved at forklare sig over for medarbejdere og offentlighed. Det øger spændingen mellem de mennesker, som nyder godt af virksomhedernes større overskud, globalisering og professionalisering på den ene side og dem, som sendes ud af arbejdslivet, på den anden.
Hvorfor var det nu, at senioranklageren i Parken sagen var inhabil? Først på ugen kørte sagen om den tilsyneladende inhabile statsanklager i Parken-sagen i alle medier for fulde omdrejninger. Vi fulgte interesseret med, og vi har stadig ikke forstået, hvad problemet er. For det første erklærede han faktisk sig selv for inhabil, da han havde underskrevet en ansættelseskontrakt med Gorrissen Federspiel, og dette blev også oplyst til retten. Som bekendt blev ansættelseskontrakten efterfølgende ophævet. For det andet er man vel kun inhabil, hvis man kan blive mistænkt for at varetage flere forskellige modsatrettede interesser på én gang. At Gorrissens partner er formand for Clipper, som har anlagt erstatningssag mod Parken – og derfor potentielt mod Flemming Østergaard, er der vel ingen modsætning i. Senioranklageren har hele tiden haft interesse i at få Flemming Østergaard og Parken dømt, og Clipperhar fuldstændig samme interesse. Bundlinjen er da også, at der ikke har været en eneste uafhængig ekspert, som efterfølgende har sået tvivl ved dommens validitet og juridiske holdbarhed. I hvert fald ikke nogen, der ville stille op i avisen, for journalisterne har helt sikkert prøvet. Fra vores udkigstårn virker det som en sag, som er blevet plantet, og hvor medierne simpelthen ikke har kunnet dy sig for at skrive historien, ikke fordi de forstod, hvad der var galt, men fordi alle andre skrev den, og fordi den handlede om Flemming Østergaard. Den sag dør hen ligeså hurtigt som den startede.
Parken sagen: Danmarks Radio burde have ressourcer til egen research. På Dr . dk bringes en stribe historien om Parken-sagen under et samlet tema med overskriften ”Parken sagen”. Men næsten alle artikler er leveret af Ritzau. Seneste overskrifter lyder blandt andet ”Flemming Østergaard: Dom overgår min vildeste fantasi” og ”Rystet Glistrup: Jeg har ikke haft noget med handlerne at gøre.” Virkelighedens retssager, hvor rigtige mennesker bliver idømt fængselsstraffe, er en alvorlig sag. Og der ligger også journalistisk set nogle menneskelige dramaer og tragedier bag. Derfor er det ikke så underligt, at Ritzau stikker deres mikrofoner op til næsen af de to hovedpersoner, der selvfølgelig skal have mulighed for at udtrykke deres opfattelse af dommen. Men journalisten kunne måske godt lige have kigget lidt i dommen for at forstå, hvorfor de to, Jørgen Glistrup og Flemming Østergaard blev dømt til fængselsstraf. Som minimum kunne journalisten have forholdt de to nogle af dommernes vurderinger og de fakta, som beskrives i dommen, og måske dristet sig til et par modspørgsmål. Måske ville journalisten kun ville have den menneskelige vinkel, uden et anstrøg af substans. Sådan virker det i hvert fald.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.