Ugens stærkeste og svageste erhvervsdækning

Renter nærmer sig forsiderne: Foreløbig er det kun kommenterende økonomer, der advarer om, at tiden med meget lave renter kan være ved at være forbi, som h er og her i Børsen. Men i en tid, hvor boligejerne tilsyneladende optimistisk anser sig for at være ”renteimmune,” som Finans.dk formulerer det , vil medierne udvise rettidig omhu på læsernes vegne ved at lade rentehistorierne trænge frem til forsiden. I Nationalbankens anden kvartalsoversigt i 2016 påpegede tre af bankens økonomer, at en pludselig stigning på et procentpoint over hele rentekurven alt andet lige vil bevirke, at boligpriserne efter et par år er 5-10 procent lavere end ellers. Der har i de forgangne fem år været mange advarsler om, at nu var stigende renter for alvor på vej, og derfor er blandt andre husejere og –købere måske i stigende grad ubekymrede. Men ændringen kan komme hurtigt. I begyndelsen af 1990’erne medførte skiftende pengepolitik-, vækst- og inflationsforventninger i store lande store renteudsving, og alene i 1994 steg renten på danske tiårige statsobligationer (en rente, der typisk også er retningsgivende for realkredit) med over 3 procentpoint.

Mærsk udråbt som vinder i oliespil: Maersk Oil blev umiddelbart udråbt som vinder af forhandlingsspillet med staten om de fremtidige beskatningsforhold for olieudvinding i Nordsøen og dermed sandsynligvis også for Thyra–gasfeltets fremtid. Maersk har fået så gode vilkår, at det er sandsynligt, at selskabet også vil være interesseret i det nærliggende Svanefelt, konstaterer Søren Linding i en god opfølgning og kommentar. Han løser en af de opgaver, perspektiveringen, der trænger sig på for de traditionelle medier, ved at vove en vurdering og udråbe Mærsk til vinder af forhandlingsspillet. Berlingske Business udmærkede sig ved at opnå nogle lidt usædvanlige citater fra Maersk Oil-chef Gretchen Watkins, der fortalte, at det havde taget tid at få alle partnerne i Dansk Undergrunds Consortium (DUC) med på aftalen. Det kunne man så, hvis man spekulerer i den slags, se som et signal om, at Maersk gerne vil have bedre kontrol med DUC ved at købe den DUC-andel, som Shell har sat til salg.

En endog meget selvstændig profil: ”Navneskiftet er et af flere elementer i foreningens strategi om at få en klarere og mere selvstændig profil,” oplyste Børsen mandag i en kort artikel om, at Foreningen Nykredit bliver til Forenet Kredit. Indrømmet – det er ikke nogen stor sag. Men avisen kunne ikke desto mindre godt have sparet sine læsere for blot at viderebringe den smarte retorik, når nu alle ved, at omtalte selvstændighed hidrører fra, at foreningen og dens medlemmer skal køres ud på et sidespor ved en børsnotering af koncernen.

Det, vi mangler at fortælle om hvidvask: Lederskribent Thomas Bernt Henriksen på Børsen taler sandsynligvis for døve øren, når han opfordrer til at spare på forargelsen over Danske Bank og Nordea i sagen om hvidvask af penge fra Rusland og Moldova. Alle andre medier har entydigt fortalt historien sådan, at de to storbanker er skurkene, der har givet kriminelle spillerum, mens alle vi andre er ofrene for deres nedrige forbrydelser. Det er mere end ærgerligt, og det viser, at der er behov for, at medierne åbner øjnene for, hvad der foregår. Naturligvis skal banker ikke hjælpe kriminelle, og det er også både moralsk og juridisk forpligtet til at afholde sig fra. Men få – og herunder altså desværre heller ikke mange journalister – forstår, hvor omfattende kontrollerne mod hvidvask allerede er, og hvor enorme omkostninger de har for borgerne, både i form af penge og tab af retssikkerhed og privatliv. Helt kritisabelt er det, som Thomas Bernt Henriksen nævner – at politikere straks har været ude og love strengere straffe. Dermed giver de borgerne et falskt indtryk af, at bankerne har frit spil. Det er meget langt fra virkeligheden, og hvidvaskloven er faktisk lige blevet strammet markant.

Keep it simple, eller hold kæft: “Jakob Riis er en overordentligt dygtig mand, og vi er kede af, at han forlader os. Men han er trods alt ikke uundværlig, og livet går videre.” Så enkelt kunne Novo Nordisks bestyrelsesmand Göran Ando have kommenteret koncerndirektøren afgang. I stedet kastede han sig ud i snørklede forklaringer om, at Jakob Riis’ bidrag havde været mere eller mindre uvæsentligt, og at tidligere lovprisninger blot var for at holde den gode stemning. På torsdagens generalforsamling trak han så, ifølge Børsen, det hele tilbage med en bemærkning om, han ”virkelighed fortryder”, hvad han har sagt. Hele situationen er en påmindelse om den simpleste regel inden for kommunikation: Hvis man ikke kan sige, hvad man virkelig mener, skal man holde sin kæft. Ellers er risikoen for bagslag stor. F.eks. er der næppe nogen, der i dag kan gennemskue, hvilken betydning Jakob Riis havde for Novo Nordisk – men alle ved, at der er et eller andet knas med ham.

læs hele udgivelsen her

MOS/STK