I den finansielle verden er der umiddelbar skepsis over for Christian Kettel Thomsen. Samtidig er der undren over, at Finanstilsynets afgående topchef Jesper Berg ikke fik jobbet, som han faktisk søgte. Alle tre direktionsmedlemmer i Nationalbanken har nu deres udspring i centraladministrationen eller i den akademiske forskerverden, hvilket ses som en stor svaghed, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne analyse.
Christian Kettel Thomsen har i en menneskealder uden tvivl været en meget dygtig topembedsmand i centraladministrationen. Men er han det rigtige valg som ny nationalbankdirektør?
I den danske finansverden er der betydelig skepsis over for Thomsens faglige profil. Ikke mindst fordi der under de aktuelle urolige finansmarkeder med ulmende bankuro er hårdt brug for kompetencer og erfaring i landets øverste pengepolitiske myndighed.
Christian Kettel Thomsen har i årtier været departementschef i Erhvervsministeriet og Statsministeriet, indtil han af statsminister Mette Frederiksen i januar 2020 blev fyret og udskiftet med Barbara Bertelsen. Kettel Thomsen blev et halvt år senere indsat på en retrætepost som vicedirektør i den europæiske investeringsbank.
Mangler praktisk erfaring
Ifølge EIB’s hjemmeside var hans ansvarsområde bl.a. ”the future relationship with the United Kingdom, financing of urban development, housing and social housing, financing of agribusiness and the bioeconomy, evaluation and impact assessment” samt udlånsforretninger til en stribe EU-lande.
Han har altså aldrig arbejdet direkte med de finansielle markeder i en kommerciel finansvirksomhed, hvor man lærer at forstå, hvordan mekanismerne er på finansmarkedet, hvor dynamikkerne som bekendt er yderst komplekse og under konstant forandring. Og hvor det også kan være ekstremt vigtigt at forstå de markedspsykologiske reaktionsmønstre.
Økonomiske skrivebordsteoretikere kan her komme til kort, fordi de tror, finansmarkedet er effektivt og forudsigeligt. Det er det ikke. Og hvad sker der, når de europæiske statsgældskrise er blusser op igen med den italienske statsgæld som en tikkende bombe, også under den danske krone?
De finansielle markeder præges af et en bred vifte af forhold, herunder geopolitik, renter og globale tendenser. Og det er vigtigt at have viden om og erfaring med, hvordan investorer og tradere reagerer, når man skal gyde olie på vandene.
Kettel Thomsen kan næppe få stor hjælp fra den mangeårige nationalbankdirektør Per Callesen, som er uddannet økonom og har en baggrund som embedsmand i Finansministeriet.
Blandt finansfolk var der derfor stor overraskelse over udpegningen af Kettel Thomsen. Udpegningen ses som et politisk valg.
Der stod ellers oplagte kandidater parate til at overtage jobbet efter Lars Rohde, bl.a. Finanstilsynets direktør Jesper Berg. Han ses at have den perfekte profil, bl.a. med en fortid i Nationalbanken og Nykredit og senest altså som direktør for Finanstilsynet, hvor en vigtig opgave også har været at forholde sig til udviklingen på finansmarkederne. Desuden har han et enestående internationalt netværk, som kan være guld værd i en mulig valutakrise.
Et alternativt hold
logisk set havde det mere oplagt at give Jesper Berg eksempelvis fem år som nationalbankdirektør for derefter at overlade posten til det nuværende direktionsmedlem, 51-årige Signe Krogstrup, som har en baggrund som forsker og embedsmand i internationale organisationer, men også fra den schweiziske centralbank.
Særligt udviklingen de seneste år med stor turbulens på rente-, valuta- og aktiemarkederne på bagkant af krigen i Ukraine, coronakrisen, den stigende inflation og centralbankernes renteforhøjelser, har med stor sikkerhed øget behovet for knivskarpe kompetencer og indsigt i finansmarkedets dynamikker i Nationalbanken.
Men der sås altså tvivl om, hvorvidt den er til stede.
Christian Kettel Thomsen har til gengæld vist andre positive sider, bl.a. ved at være langt mere kommunikerende med omgivelserne, end Lars Rohde var. Økonomisk Ugebrev har tidligere skrevet, at Nationalbanken efterhånden lignende en støvet ø midt i en verden, hvor åbenhed, transparens og ekstern kommunikation ses som naturligt. Man kan således håbe på, at Kettel Thomsen vil gennemføre den helt nødvendige modernisering.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.