Vi forventer, at markederne kan stige 5-10 pct. de næste måneder, hvor vi skal holde godt øje med de makroøkonomiske signaler. Vi kan fortsat få en hård økonomisk opbremsning, men det har økonomer og analytikere forudset i snart et helt år nu.
Vores analyse af forventningerne til de kommende regnskaber viser, at analytikerne allerede har nedjusteret og opjusteret i rigt mål for at tilpasse resultatforventningerne til den aktuelle virkelighed.
Eksempelvis er 2023-overskuddene fra blandt andet A.P. Møller-Mærsk og GN Store Nord allerede sat meget ned, så skuffende resultater herfra bør være indarbejdet i de aktuelle kurser.
I Porteføljen har vi nu en god balance mellem defensive papirer, blandt andet Novo Nordisk, Genmab, Bavarian og Chr. Hansen, og cykliske papirer, blandt andet Pandora, FLSmidth, NKT og DSV.
Endelig har vi en tredje gruppe med finansielle aktier, som igen fylder knap 30 pct. af formuen, fordelt med 10 pct. på forsikring og knap 20 pct. på bankaktier. Vores plan for eventuelle justeringerne mellem de tre grupper er, at vi vil justere fordelingen mellem defensive og cykliske aktier efter udviklingen i de fremtidige makroøkonomiske nøgletal. Nye forstærkede tegn på en hård recession vil få os til at rykke mod defensive aktier, og omvendt. Overordnet er det fortsat markedets forventning, at den amerikanske centralbank sætter den korte styringsrente ned til efteråret, og det har historisk været ensbetydende med stigende aktiemarkeder på grund af den aftagende bremseeffekt fra lavere renter lidt længere fremme.
Så grundlæggende er der en underliggende positiv historie, der gør, at store investorer vil stå parate til at købe op, når markedet korrigerer lidt ned.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.