Modelporteføljen ligger en smule højere end sidst, men det var slet ikke nok til at følge med de to referenceindeks, der for alvor har fået fart på i april. Vi har siden sidst udnyttet tegningsretter og øget positionen i Immunovia, hvis fortegningsemission ikke var nogen succes.
Nordic Health Care og Nordic-40 ligger begge betydeligt bedre end ved opdateringen sidste gang. Målt på afkastet år-til-dato er Nordic Health Care gået fra +4,4 % til imponerende +12,3 %, mens Nordic-40 er gået fra +3,8 % til +6,6 %. Det er markant bedre end den mere beskedne fremgang fra +3,7 % til +4,2 %, som Modelporteføljen kan præstere siden sidst målt på afkastet år-til-dato. I absolutte tal er det en fremgang fra 843.000 DKK til 847.000 DKK i porteføljeværdi. Det er de mindre selskaber med kapitaludfordringer, der stadig har det svært, mens de større ser ud til at klare sig nogenlunde helskindet igennem. I porteføljen er typeeksemplet på den udfordring pt. Immunovia
Fortegningsemissionen i Immunovia er netop overstået, og som lovet udsendte vi en handelsmail d. 29. marts, hvor vi udnyttede de tildelte 1.500 tegningsretter til at tegne 2.000 stk. nye aktier á 6,70 SEK, svarende til en relativt beskeden yderligere investering på 13.400 SEK. Tabellen vil være opdateret med de nytegnede aktier i næste udgave, når emissionen er formelt gennemført. Immunovia vægter nu 2,1 % proforma inkl. de nye tegnede aktier ved den aktuelle kurs på 6,30 SEK. Det endelige resultat af emissionen er netop offentliggjort, og det var ikke opmuntrende læsning. Kun 75 % af emissionen blev tegnet, og her var det endda garanterne, der kom til at hænge på cirka halvdelen af emissionen. Således blev der kun udnyttet tegningsretter svarende til 34,4 % af udbuddet, hvortil kom 2,2 %, der ønskede at tegne uden tegningsretter. I betragtning af den meget lave tegningskurs er det et klart udtryk for en meget høj grad af mistillid hos investorerne, som altså ikke har kunnet se noget potentiale i aktien eller forretningen.
Med emissionen får Immunovia 150 mio. SEK i kassen før omkostninger, og det vil ikke engang øge selskabets runway med et helt år. Der skal altså virkelig til at ske noget på nyhedsfronten, hvis ikke man igen om ganske få kvartaler skal stå med hatten i hånden og bede om flere penge på en meget lav kurs.
Det er uændrede tilskudsordninger og øget salg, der vil være de bedste midler til at genskabe tilliden. Hvis det sker, har vi i historien set talrige eksempler på at sentimentet omkring en aktie kan ændre sig på rekordtid. Vi skal heller ikke undlade at nævne, at sentimentet i hele industrien er dårlig pt., og at det sandsynligvis også har spillet ind på hele emissionsprocessen.
Helt som man kunne forvente, er aktiekursen straks faldet ned under tegningskursen på 6,70 SEK, men vi er ikke endnu klar til at købe flere aktier, selvom vi ikke har noget imod at være kontrær, når vi ser muligheder.
De to tunge aktier i porteføljen – Zealand Pharma og Elekta – får selvstændige omtaler på ugebrev.dk i løbet af ugen. Den stærkt gennemførte emission i Zealand Pharma har styrket vor tro på, at fedmeeventyret kan give betydeligt mere upside til aktien, nu hvor finansieringen ej heller er nogen udfordring eller anker på aktiekursen. Vi er derfor ikke i så høj grad som tidligere på udkig efter en mulighed for at reducere beholdningen. Aktien vægter aktuelt omkring 10 %. Elekta er vi heller ikke parate til at reducere i endnu trods det fine kurscomeback fra bunden.
Det har derudover været fattigt på nyhedsfronten, og de fleste øvrige udsving ser vi som almindelige markedsbevægelser. Vi har dog her til sidst lyst til lige at notere den fortsatte fremgang i Lundbeck, som aktuelt ligger omkring en kurs på 156 DKK i gammel regning – før aktiesplittet. Aktien fortsætter dermed sin stille og rolige fremgang, som sandsynligvis er drevet af de nært forestående PDUFA-datoer, hvor især den mulige godkendelse af alzheimers-indikationen i maj kan blive interessant. Siden sidst har vi bogført udbytte fra Lundbeck på 1.450 DKK. Aktien ligger nu over 30 % oppe i år og vægter aktuelt 9,3 % og har dermed stadig masser af plads at løbe på.
Slutspillet i Nordic Nanovector er undervejs, og det vil ganske givet føre til det endelige farvel til aktien i porteføljen. Selskabets generalforsamling d. 26. april er blevet udskudt på ubestemt tid, fordi der fortsat forhandles i kulisserne om selskabets fremtid.
Nye emner på vej
Påskeferien har ikke ændret på vores liste over mulige kandidater. Vi kigger stadig på Calliditas og Camurus blandt de lidt større og mere modne, kommercielle selskaber. Lidt længere ude på risikoskalaen ser Xspray og Infant Bacterial Therapeutics også spændende ud, men her spiler timing en meget stor rolle. Det er dog også aktier, der i forvejen ligger i porteføljen, og de tilføjer som sådan ikke noget nyt udover mere risiko og afkastpotentiale.
Vi holder stadig et meget vågent øje med Alligator Bioscience, som er meget volatil i øjeblikket. Vi afventer startskuddet af den store emission på 200 mio. SEK, der forventes gennemført på kurs 0,45 SEK, og som løber af stablen i slutningen af april (24. april er forventeligt sidste handelsdag med ret til at modtage tegningsretter gratis). Vi forventer stadig, at det vil være ”billigst” at købe en position via tegningsretterne, når disse kommer i handel. Mere herom i næste udgave af ØU Life Science.
Vi holder også stadig øje med en række mindre medtech-navne, som har været igennem svære og meget udvandende emissioner. Dem holder vi et vågent øje med, mens vi vurderer om de er for ”små” til at komme ind i modelporteføljen, og om de allerseneste grimme spor fra Immunovia skræmmer for meget.
Steen Albrechtsen
Redaktør Steen Albrechtsen og/eller dennes nærtstående ejer aktier i næsten alle selskaber i modelporteføljen.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.