Theresa Mays farlige mission til Trumpland

Theresa May blev den første statsleder der sikrede sig et personligt møde med Donald Trump som præsident.

Hun bliver også den første leder, der taler med republikanerne på Kongressens årlige politikudflugt. Men for Theresa May er omfavnelsen af Donald Trump politisk sprængfarlig for både hende selv og Storbritannien, skriver Jacob Funk Kirkegård fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne kommentar.

For det første har Theresa May i sin iver for at mødes med Donald Trump overset, at han faktisk tabte det amerikanske præsidentvalg med flere millioner stemmer. Hun har alligevel kun aftalt et møde med Trump og republikanerne i Kongressen. Det er faktisk et klart brud på traditionen med, at nationale ledere fra store lande mødes med både den siddende præsident, men også med lederen af det andet parti. Det vil næppe blive glemt af demokraterne i Kongressen. Skrækeksemplet på, hvad den slags partiskhed fra fremmede statsledere kan medføre i Washington, er naturligvis Benjamin Netanyahu i Israel. Han kan i dag reelt kun mødes med republikanerne. Han har med Trump pludselig fået en amerikansk præsident, som ligger til højre for ham selv i spørgsmålet om Jerusalem og fred med palæstinenserne. På samme vis risikerer Theresa May at blive sat i boks med Donald Trump, og så komme under pres fra ham for fx at søge at splitte EU eller afvise økonomisk tilnærmelser til Kina. Og når Trump engang igen er ude af Det Hvide Hus, så efterlades Storbritanien helt uden politisk støtte fra en fremtidig demokratisk præsident.

For det andet er det klart, at både Donald Trump og Theresa May måske har det til fælles, at de begge har fået deres ”job” i kraft af en nationalistisk vælger protest mod en fjern globaliseret elite. Begge har de en kortsigtet politisk interesse i at få det til at se ud som om en ny UK-US frihandelsaftale er på trapperne. Theresa May har desperat brug for at kunne sætte noget i stedet for medlemsskabet af det indre marked. Selv kun snak om en aftale med USA er derfor politisk gavnligt for hende i forsøget på at holde sammen på det Konservative Parti i Underhuset. Og Donald Trump er jo dealmaker nok til at kunne se, at Theresa May er politisk desperat. Og at hun derfor måske er villig til at acceptere en meget økonomisk hård ”America First” aftale – helt efter Trumps hoved. Sådan en aftale vil jo også være et modsvar fra May til beskyldningerne om engelsk isolationisme.

De faktiske økonomiske realiteter i forbindelse med reelle frihandelsforhandlinger mellem USA og Storbritanien er dog sådan, at selv hvis man helt ignorer påvirkningen af Brexit i forhandlingerne med resten af EU, så er mulighederne for en ambitiøs aftale meget små. USA afviste blankt at tale finansiel regulering med EU i TTIP-forhandlingerne, og der er derfor reelt ingen chance for, at Washington vil diskurere disse ting blot med Storbritanien, hvorfor City of London og den finansielle sektor vil have meget lille potentiel gavn af en sådan frihandelsaftale.

Dernæst vil amerikanske landbrugsinteresser helt sikkert kræve, at Storbritanien åbner sit marked for amerikansk eksport, hvilket givet vil være en konkurrence britiske landmænd vil tabe. For en regering med et flertal på kun 15 i Underhuset er det næppe politisk spiseligt at underminere rurale konservative medlemmers genvalgschancer.

Og så er der jo det helt basale forhold, at den britiske samhandel med USA blot er en trediedel af handlen med resten af EU, hvilket i økonomisk optik gør at en UK-US frihandelsaftale slet ikke kan håbe at blive en erstatning for at være med i det indre marked. Specielt for små og mellemstore britiske virksomheder, som ville have meget svært ved at komme ind på det amerikanske marked, men som idag er aktive deltagere i det indre marked, vil blive hårdt ramt af en politisk dikteret falsk ekvivalens mellem ny potential samhandel med USA og eksisterende med resten af EU.

Og så er der jo det forhold, at Trump ikke er nogen Ronald Reagan, men istedet for The Gipper’s principielle modstand mod totalitarisme og politiske evne til komprimere på skat og immigration, faldbyde økonomisk nationalisme, uforsonelig anti-immigration, potentiel genoplivelse af tortur-lignende metoder mod terrorister og uansvarlig finanspolitik. Så chancerne for, at et fremtidigt personligt forhold mellem Theresa May og Donald Trump kommer til at minde om forholdet mellem Reagan og Thatcher er meget lille, medmindre Theresa May retter fuldstændigt ind med Trumps synspunkter. Det ville dog betyde, at forholdet nok ville minde mere om den for Tony Blair så politisk katastrofale omflamring af George W. Bush i forbindelse med Iraq krigen. Og historien og den britiske opinion har jo været ubarmhjertige i deres dom over Blair for til syvende og sidst uønskede tilnærmelse til USA. Theresa May er derfor advaret.

læs hele udgivelsen her