Det ligner en kamp om magten i Nykredit

Hvorfor er topledelsen for Nykredit så forhippet på en børsnotering for enhver pris? Hvorfor afviser Michael Rasmussen enhver debat om andre løsninger, eksempelvis frasalg af aktiviteter, obligationssalg, eller salg af en mindre, unoteret ejerandel?

Topledelsen for Nykredit, med topchef Michael Rasmussen i spidsen, virker mere og mere skinger og panisk for at få gennemført den varslede børsnotering. Det ene argument for en børsnotering efter det andet fordufter. Men der skal tilsyneladende, for enhver pris, gennemføres en børsnotering hen over hovedet på medlemmerne af Foreningen Nykredit, der ejer ca. 90 procent af Nykredit Realkredit. Flere underlige meldinger fra Nykredit er udsendt i æteren de seneste uger. Først kom en direktør til at sige, at børsnoteringen alene skyldes kendte kapitalkrav frem til 2019, hvilket er i total modstrid med det, ledelsen har sagt de seneste år. Meldingen har hele vejen klokkeklart været, at børsnoteringen var nødvendig af hensyn til skærpede, men ikke kendte kapitalkrav fra EU efter 2019. Nykredit indrømmer, at meldingen fra den enlige direktør var noget vrøvl. Men den hænger alligevel stadig i luften, fordi man tilsyneladende klamrer sig til alle argumenter inden for rækkevidde.

Tvivlsomme bidragsforhøjelser
Et andet eksempel var en avishistorie om, at hemmelige notater til repræsentantskabet afslørede, at det ville koste medlemmerne, altså låntagerne, betydelige beløb i ekstra bidragsforhøjelser, hvis der ikke kommer en børsnotering. Det har jo nok ikke været svært at lokke ud af Nykredit, som jo har en klar interesse i at markedsføre den slags synspunkter. Og er ekstra bidragsforhøjelser overhovedet realistiske? Ikke hvis de andre siger stop, eller hvis der kommer et nyt discount-realkreditinstitut. Bundlinjen er nok, at Nykredits topledelse har hulens travlt med at få gennemført børsnoteringen, også selvom noteringsplanerne foreløbig kun er vedtaget af et repræsentantskab, håndplukket af bestyrelsen og Nykredits ledelse. Spørgsmålet er nu, hvor mange argumenter der skal på bordet, før repræsentantskabet træder i karakter og begynder at stille spørgsmål ved det smarte ved en børsnotering. Eksterne aktionærer i et børsnoteret Nykredit vil stille krav om højere afkast, hvilket vil lægge pres på ledelsen for at øge indtjeningen gennem højere bidrag. Hastværket skyldes uden tvivl, at tiden arbejder mod Michael Rasmussens børsnoteringsplaner. For det første vil de kommende valg til repræsentantskabet med stor sikkerhed give plads til flere kritiske medlemmer i repræsentantskabet, som bestyrelsen og topledelsen hidtil har haft fuldstændigt styr på. Inden for få år kan det meget vel være, at et flertal i repræsentantskabet tager magten. For det andet er Nykredit efter bidragsforhøjelserne blevet en super god forretning. Og de næste års overskud vil polstre kapitalgrundlaget langt ud over, hvad der sikkert er brug for. Nationalbankens analyse af kapitalforholdene i realkreditten har allerede vist, at Nykredit er mere velpolstret end de øvrige institutter. For det tredje er det velkendt, at udlånstabene efter finanskrisen ligger i Nykredit Bank, der har været en enorm finansiel belastning for koncernen. Realkreditlånerne betaler nu en kæmpe regning for denne strategiske fejlsatsning. En fejlsatsning som den nuværende bestyrelsesformand har medvirket til, men som alligevel ikke har hindret hende i at indtage formandsposten. Men der er lys forude for Nykredit Bank, da værdien af de bogførte renteswaps på bankens bøger for hele 72 mia. kr. vil stige markant i værdi, i forlængelse af de kommende års stigende renter.

Ringe risiko for kapitalmangel
Men vil Michael Rasmussen afvente de kommende års positive udsigter? Næppe. Men det burde han måske. Det er nemlig vanskeligt at regne sig frem til scenarier, hvor Nykredit kommer til at mangle kapital i 2020 og frem. Og der er masser af andre veje end en børsnotering, eksempelvis kan mere egenkapital skaffes ved at sælge kapitalforvaltningsforretningen eller banken.

Men hvorfor vil Michael Rasmussen så have en børsnotering? Den eneste logiske forklaring er, at han vil have magten i eget hus. Men det er altså tvivlsomt, om det er den bedste vej for medlemmerne af Nykredit. Måske skulle ledelsen vælge at spørge medlemmerne og ikke kun de håndplukkede passive marionetter. Set udefra er det både bemærkelsesværdigt og beskæmmende, at Nationalbanken, Finanstilsynet, Konkurrencestyrelsen, Konkurrencerådet, regeringen og oppositionen, skiftende erhvervsministre og deres departementschef ser stiltiende til, at dette absurde skuespil udspilles for fuldstændigt åbent tæppe.

læs hele udgivelsen her

MWL