For langt de fleste selskaber blev bestyrelseshonorarerne holdt i ro sidste år. Men efter en årrække med honorarstigninger har danske bestyrelser også nået et solidt niveau i forhold til de øvrige nordiske lande. Også i år er bestyrelserne for A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk topscorere.
Bestyrelsesmedlemmerne hos A.P. Møller Mærsk er de suverænt bedst betalte i de danske bestyrelseslokaler. Det gennemsnitlige honorar var sidste år 1,76 mio. kr. efter en stigning på seks procent i samlet honorar. Den danske rederikoncern oplyser ikke honorarer for de enkelte medlemmer, men formanden får antageligt et honorar i omegnen af to til to en halv million, og de menige medlemmer omkring halvanden mio. kr.
Medlemmerne af bestyrelsen for Novo Nordisk får i gennemsnit 1,3 mio. kr, og formanden får i alt et honorar på 2,8 mio. kr. incl. rejsegodtgørelse. og 1,8 mio. kr. uden. På de efterfølgende pladser kommer Nordea, Genmab, Torm, ISS, DSV og Danske Bank – som alle ligger på et gennemsnit mellem 800.000 og én mio. kr. pr. bestyrelsesmedlem. I topgruppen med de højeste bestyrelseshonorarer har der været de største stigninger til især Torms bestyrelse, som er kommet igennem et vanskeligt turn around, der var ved at koste selskabet livet. Andre selskaber med pæne stigninger er ISS med en stigning på 13 procent, Chr. Hansen og TDC med forhøjede honorar på i gennemsnit 14 procent.
Bemærkelsesværdigt ligger flere af landets største ikke-noterede selskaber ganske langt nede af listen, med moderate bestyrelseshonorarer. Eksempelvis Arla Foods, Danfoss, DLG og især Danish Crown med et gennemsnitligt bestyrelseshonorar på 380.000 kr. Med andelshavere ses der tilsyneladende ikke behov for internationalt konkurrencedygtige honorarer.
På ranglisten over de højeste honorarer presser det mindre børsnoterede selskab Newcap sig ind, med et gennemsnitligt honorar på 660.000 kr. Selskabet er videreførelsen af det tidligere Capinordic Bank, og selskabet er hovedaktionærdomineret ved den århusianske rigmand Mogens de Linde, som også er bestyrelsesformand. Andre bestyrelsesmedlemmer er blandt andet en advokat og en revisor. Selskabet kom ud af 2016 med et underskud på seks mio. kr. efter at have haft 3,3 mio. kr. i bestyrelseshonorarer.