Tema: Top 1000 direktionsskift i 2016. I stribevis af store danske virksomheder er udskiftningen af CEO’en i de seneste år blevet fulgt af en hurtig CFO-udskiftning. Det stadig tættere samarbejde mellem CEO og CFO samt virksomheders behov for at demonstrere, at forandringer er dybtgå-ende, giver et nyt skæbnefællesskab.
Topledelsen ansættes og afskediges i stigende grad som hold. I de seneste år er en særlig tendens således blevet mere almindelig: Når CEO’en bliver skiftet ud, så ryger CFO’en kort tid efter. Og noget sjældnere ryger også COO’en og andre topchefer med.
Ikke mindst 2016 har leveret eksempler på, at topcheferne i store danske virksomheder ansættes, og ikke mindst afskediges (eller siger op) i portioner. Siden midten af 2015 er CFO’er med mange års erfaring fra virksomheden holdt op kort tid efter opsigtsvækkende CEO-skifter i blandt andet A.P. Møller-Mærsk, Carlsberg og Rockwool. I de foregå-ende år er det sket i forbindelse med topchefskifter i FLSmidth, DONG Energy, Nilfisk og NKT Cables.
I 9 af 27 danske Large Cap selskaber er det seneste CEO-skifte blevet efterfulgt af et CFO-skifte inden for 18 måneder, og i 7 af dem endda indenfor 12 måneder. Det er derudover også, men mindre overraskende, sket i TDC og Nets, simpelthen fordi CFO’en er blevet CEO. Men hos de fleste af de store har CFO-stillingen faktisk ikke åbnet vej til CEO-stillingen. Tværtimod har CFO’en typisk været så nært identificeret med en afgående CEO, at de to har fået et skæbnefællesskab.
Men CEO’en og CFO’en ses i stigende grad som et team, der sammen leder virksomheden, og som tegner den udadtil. De repræsenterer ofte begge ledelsen over for investorer, medarbejdere og medier.
CEO- og CFO-skifter løfter børskursen
At CEO’en og CFO’en i dag begge har en nøglerolle i virksomheden bliver understreget af en undersøgelse , som Standard & Poor’s har udarbejdet. Undersøgelsen viser, at både CEO- og CFO-afgange ofte betyder et vendepunkt i i et selskabs kursudvikling og i selskabets nøgletal. På udviklede markeder uden for USA efterfølges CEO- og CFO-skifter gennemsnitligt af et ekstraafkast over de efterfølgende 12 måneder på henholdsvis 5,3 procent og 4,1 procent, fremgår det. Som en anekdote kan nævnes, at CEO Niels Jacobsens fratræden forleden fra William Demant var med til at løfte aktiekursen. Skæbnefællesskabet betyder, at det bliver mere almindeligt, at en ny CEO selv vil udvælge en ny CFO og andre nære medarbejdere. A.P. Møller-Mærsk udskiftede for eksempel inden for ganske få måneder efter udnævnelsen af den nye topchef, Søren Skou, i juni 2016 hele sin topledelse. Søren Skou har blandt andet taget sin langvarige samarbejdspartner CFO Jakob Stausholm med fra Maersk Line til koncernledelsen, hvor han har afløst Trond Westlie. Med det tætte samarbejde, der i dag er mellem CEO og CFO, og også formand, skal de mennesker, der udfylder disse roller, i højere grad end nogensinde før passe til hinanden. Kompetencer, temperament, kemi og holdningen til ledelse og strategi skal spille sammen. Og hvis de kernekomponenter mangler, så vil det være CFO’en, der går eller bliver fyret.
CFO-skifte signal om forandring
Der er naturligvis også eksempler på, at CFO’er er blevet siddende, selv om CEO’en er skiftet ud. Anders Götzsche i Lundbeck og Jesper Brandgaard i Novo Nordisk er så godt indarbejdede i deres job, så kompetente og måske så tilpasningsdygtige, at de i hvert fald foreløbig bliver siddende under de nye topchefer, henholdsvis Kåre Schultz og Lars Fruergaard Jørgensen. Ved ikke at skifte ud i resten af Novo Nordisk-ledelsen vil bestyrelsen formentlig også demonstrere stabilitet og tillid til den hidtidige ledelses overordnede strategi.
Om CFO’en bliver siddende kan netop også afhænge af, i hvor høj grad den nye CEO og bestyrelsen ønsker at markere, at en virksomhed bevæger sig ind i en helt ny fase. A.P. Møller-Mærsk har tydeligere end nogen virksomhed markeret, at ledelsesskiftet i 2016 betød, at koncernen gik ind i en helt ny epoke. Der er blevet fejet godt igennem. Også Carlsberg havde efter adskillige år med stagnerende omsætning og aktiekurs samt vigende indtjening behov for at demonstrere ganske dramatisk forandring. Kynisk kan man spørge om ledelsen, hvis den nu ville markere kraftig forandring, ikke ventede for længe med at skifte CFO’en ud. For bestyrelser kan den logiske konsekvens af opfattelsen af CEO og CFO som team blive, at overvejelser om udskiftning af CFO’en ofte vil gå i gang lige så snart man har besluttet at udskifte CEO’en.
Morten Sørensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.