KÆRE LÆSER
Fremover vil vi indlede den ugentlige udgave af ØU Finans med en kort gennemgang af, hvad vi har valgt at fokusere på i den aktuelle udgivelse.
Vi er klar over, at vi skriver til travle folk, der ønsker need-to-know frem for nice-to-know. Også af den årsag er hovedparten af vores artikler komprimeret på én side.
I denne udgave fortsætter vi flere af vores artikelserier og tager fat i andre vigtige, aktuelle dagsordener.
Fagredaktør Carsten Vitoft har været inviteret til en charmeoffensiv i Forsikring & Pension, som havde arrangeret et pressemøde om alternative investeringer. Vitoft har i flere år haft dækket problemet med pensionssektorens “skæve” værdiansættelser på aktiver for over 1000 mia. kr. F&P vil tilsyneladende gerne fortælle, at der ikke er nogen problemer. Men pensionsbosserne var ikke interesserede i at svare på nærgående spørgsmål.
Vi har også kigget nærmere på dansk økonomi og nogle af bankernes Q1-regnskaber. Ligesom det øvrige Europa og USA fortsætter dansk økonomi med at vise robusthed. Men under overfladen begynder der at poppe nogle advarselssignaler op. Det drejer sig om danskernes privatøkonomi og udviklingen i privatforbruget. Derfor ligner regeringens seneste prognose det rene skønmaleri.
Vi har også gravet lidt i Nykredits Q1-regnskab: Umiddelbart har realkreditkæmpen leveret det historisk bedste resultat. Men det positive resultat er i høj grad baseret på engangsposter. Under overfladen er der flere advarselssignaler, bl.a. stigende restancer i realkreditten og vigende nettorenteindtægter.
Vi har også en status på den amerikanske regionalbank-krise, som fortsat lægger et stort pres på både europæiske og danske bankaktier. Vi har genbesøgt nogle af de vigtigste risikoindikatorer for at afkode, hvor vi står. Om vi er på vej ud af skoven, eller om der er flere ulykker på vej. Under alle omstændigheder synes det at være et paradoks, at bankerne opjusterer på stribe, mens bankaktierne får hug.
Vi fortsætter også vores artikelserie om Nationalbanken, hvor journalist Henrik Denta fortæller historien om, at Nationalbanken i mange år ikke har betalt udbytte af de årlige overskud. Udbyttemodellen skulle ellers have givet noget afkast til staten. Men Nationalbanken ønsker at polstre pengetanken, så den bedre kan modstå de svære tider, som den forventer forude.
Endelig bringer vi vores årlige kortlægning af aktivt ejerskab, engagement og arbejde med ansvarlige investeringer hos de 30 største danske institutionelle investorer. Som tidligere år har vi på otte målepunkter på forskellige parametre fundet links til de konkrete oplysninger hos de enkelte investorer, bl.a. voting records, eksklusionslister og dialoglister. Med kortlægningen starter vi en artikelserie med fokus på investorernes rapportering og indholdet i deres aktive ejerskab.
God læselyst!
Med venlig hilsen
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.