Den organiske vækst i Solar synes at være på vej tilbage, og det styrker troen på en pæn resultatvækst i de kommende år.
På helt kort sigt skal meget gå galt i 2. halvår, hvis ikke man skal præstere noget bedre end den forventede minimmsomsætning på 10,4 mia. kr.
Solars halvårsregnskab viste en omsætning på 5.857 mio. kr. for halvåret og 2.861 mio. kr. for 2. kvartal. I forhold til 2. kvartal 2016 var der tale om en beskeden fremgang fra 2.811 mio. kr, mens fremgangen for halvåret var noget større, da 2. halvår 2016 viste en omsætning på 5.467 mio. kr. Solar har lavet flere flere opkøb de senere år, hvilket slører billedet af den rene organiske vækst lidt. Selv oplyser Solar den organiske vækst justeret for antal arbejdsdage, og den kunne for 2. kvartal opgøres til hele 7,4%. I korrektionen for antal arbejdsdage har påsken stor betydning, og den lå i 2. kvartal i år. Derfor var den underliggende organiske vækst i kvartalet væsentlig højere end regnskabstallene umiddelbart afslørede.
Regnskab indeholdt en mindre justering af omsætningsforventningen, da man præciserede forventningen til ”over 11,4 mia. kr.” fra ”ca. 11,4 mia. kr”. På telefonkonferencen uddybede CFO Michael H. Jeppesen, at der i den hidtidige forventning var et implicit udfaldsrum på flere 100 mio. kr, og at man på baggrund af resultatet for 1. halvår og den efterfølgende periode føler sig ganske komfortable med guidance.
For at nå 11,4 mia. kr. kræves der kun en organisk vækst omkring 1% i 2. halvår, og i lyset heraf er det oplagt, at der ligger en oppræcisering eller opjustering mere ved 3. kvartalsresultatet, hvis vækstbilledet fra 1. halvår holder. Det er vores vurdering, at det bliver tilfældet, da væksten var meget bredt funderet på tværs af divisioner og geografi. Den største division ”Installation” voksede således med 7%, mens væksten i ”Industri” var på 10% i 2. kvartal.
Solar laver fortsat langsigtede opkøb af teknologier, platforme og nærliggende forretninger, som skal hjælpe med at skabe vækst, digitalisere og transformere virksomheden fra en klassisk grossistvirksomhed til en digital sourching- og servicevirksomhed. I år har Solar investeret over 200 mio. SEK i en 20% aktiepost i den svenske First North-noterede virksomhed BIMobject AB , som har verdens førende platform indenfor BIM-indhold. BygningsInformationsModellering driver en digitalisering af byggebranchen, og det forventes, at BIM fremadrettet vil have en væsentlig indvirkning på produktvalg, materialeflow, etc., da brugerne typisk er arkitekter, specifikationsansvarlige og entreprenører.
Solar betalte omkring 22,4 SEK per aktie og med dagens kurs på 28 SEK har det fra et finansielt synspunkt indtil videre været en fornuftig investering. Det fulde omsætnings- og indtjeningspotentiale fra de mange forskellige (men små) opkøb ligger stadig flere år ude i fremtiden, ligsom vi også forventer flere tilkøb fremover.
Peer-grafen viser, at både Solar og Sanistål har et solidt efterslæb i forhold til sektorvinderen Brdr. A&O Johansen, hvilket bør betyde at downsiderisikoen i aktien er begrænset.
Med en P/E for de kommende år på et lavt 2-cifret niveau ser vi fortsat positivt på aktien med det nylige vækstbillede i baghovedet. Vi ser endnu ingen ændringer til vort hidtidige kursmål på 390-400, som er nået 2 gange både i marts og i maj. Der er således lagt op til en upside på knap 10% fra dagens kurs på 370, og på sigt ser vi fortsat et større potentiale, hvis den underliggende vækst, som vi så i regnskabet, viser sig holdbar.
Steen Albrechtsen
Børskurs på analysetidspunktet: 370,00 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 390-410
Læs tidligere analyser af Solar her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her