Nordkorea og USA er ikke på vej i krig – endnu

Præsident Trump skruede yderligere op for den amerikanske retorik mod Nordkorea, da han udtalte, at hvis ikke landet stoppede med truslerne mod USA, så ville det ”be met with fire and fury like the world has never seen”. Men der er en række grunde til, at man ikke skal forvente, at en militær konfrontation er forestående, skriver Jacob Kirkegård fra The Peterson Institute for International Economics i denne makrokommentar.

For det første er Trumps nationale sikkerhedsteam – i modsætning til mange af hans andre udnævnelser – meget kompetent, og de ved udmærket, at med titusinder af nordkoreanske missiler og artillerikanoner kun ca. 25 km nord for Seoul, der har mere end 20 mio. indbyggere, findes der ingen militær løsning på problemet.

Al snak om kirurgiske luftangreb på missil- og atomforsøgsstationer er farlig og naiv, da kun et altomfattende atomangreb på hele Nordkorea ville kunne neutralisere truslen mod Sydkorea. Og selv ikke Donald Trump – og da slet ikke de mange generaler blandt hans toprådgivere – ville finde på at udslette et andet land på grund af retoriske angreb eller løbske missiler. Kun et fuldbyrdet nordkoreansk militært angreb a la japanernes på Pearl Harbour i december 1941 på amerikanske baser eller allierede vil kunne udløse et knusende amerikansk modsvar.

For det andet har et regime som det nordkoreanske med Donald Trumps skærpede retorik allerede fået meget af det, de gik efter i denne seneste optrapning af konfrontationen, og de har derfor ikke umiddelbart nogen grund til at indlede en egentligt militær konflikt. Hermetisk lukkede diktaturstater som Nordkorea har altid af indenrigspolitiske årsager behov for at have en ydre fjende, som man kan skyde skylden for al dårligdom i landet over på. Og det er jo en rolle, som Donald Trump spiller overbevisende.

For det tredje er det åbenlyst, at Trump-administrationen – til dels på grund af det røgslør, præsidentens retorik lægger ud i medierne i dag – er i fuld gang med at videreføre Obamas multilaterale, FN-baserede sanktionsstrategi mod Nordkorea for at tvinge landet til forhandlingsbordet. FN’s Sikkerhedsråd vedtog for nyligt enstemmigt på amerikansk initiativ yderligere sanktioner mod Pyongyang, hvilket næppe kan tolkes som andet end Trumps accept af, at der ikke rigtigt findes andre realistiske muligheder for at påvirke situationen i Nordkorea.

For det fjerde er Trump-administrationen for nyligt slået ind på en – i forhold til Obama’s politik – mere konfrontatorisk kurs over for Kina, med hensyn til Nordkorea. Donald Trump og Xi Jinping havde et vellykket første møde i Mara-Lago tilbage i april, hvor Trump tilsyneladende tilbød kineserne at afblæse de mange økonomiske tiltag mod Kina, han havde talt om i sin kampagne, imod at Beijing lagde et kraftigere økonomisk pres på Nordkorea.

Imidlertid har de seneste måneder vist at Beijing ikke rigtigt har ændret sin politik overfor Kim Jong Un, hvorfor Donald Trump da også gentagne gange har tweetet sin utilfredshed med den kinesiske nølen. Nok så vigtigt er den amerikanske regering derfor nu begyndt direkte finansielt at sanktionere kinesiske firmaer, inklusivt statsejede, som har store aktiviteter i og samkvem med Nordkorea, på samme måde som de tidligere sanktioner mod Iran blev gennemført.

Derudover synes det også mere og mere klart, at USA i de kommende måneder vil stramme den generelle handelspolitik over for Kina betydeligt. Denne stramning skyldes naturligvis også en række økonomiske faktorer, men det synes klart, at skuffelse i Trump-administrationen over Kinas manglende samarbejdsvilje med hensyn til Nordkorea er den mest tungtvejende politiske årsag til, at kursændringen kommer nu.

Det vil dog være en fejltagelse at tro, at Kina er på vej til at ændre holdning til Nordkorea. Præsident Xi står overfor den 19. partikongres i slutningen af året og har brug for stabilitet lige nu. Kina mistede med henrettelsen af Kim Jong Un’s onkel og alle andre højtstående kinesisk-uddannede regimefolk sin bagvej til magtens centrum i Pyongyang tilbage i 2013, og dets reelle indflydelse i dag er usikker, ligesom Kina stadigt konsekvent modsætter sig et genforenet Korea under sydkoreansk ledelse. Kinas største frygt vedbliver at være et regimekollaps med millioner af flygtninge til følge.

Man skal derfor ikke regne med, at Beijing snart for alvor strammer sanktionsskruen, hvorfor Nordkorea vil kunne fortsætte sin kurs mod et interkontinentalt atombevæbnet missil, som kan nå USA’s fastland. Hvorvidt en militær konfrontation med USA kan undgås til den tid er uvist, men det bør næppe være base-casen. Det er utænkeligt, at USA i fremtiden vil bruge atomvåben i et præventivt angreb på Nordkorea, ligesom det er vanskeligt at forestille sig, at Nordkorea vil udslette sig selv med et atomangreb på USA. Asien synes i stedet på vej mod en permanent tilstand på atomkrigens tærskel.