Realkreditkonkurrence: Glem alt om politisk action

Konkurrencerådets rapport om ”Konkurrencen på realkreditmarkedet” er på mange måder skelsættende. Rapporten kan ikke kun blive et vigtigt vendepunkt for realkreditsektorens tyve års tag–selv-bord, hvor det helt risikofrit har været muligt at forhøje priser uden at blive udfordret. Den kan også være starten på en ny æra for Konkurrencerådet, som nu endelig synes at være trådt i karakter.

Økonomisk Ugebrevs journalist Ejlif Thomasen har skrevet op mod 50 artikler de seneste fem år om, hvordan den finansielle sektor har kunnet brandbeskatte danske husholdninger og virksomheder med uskønne og uhæmmede bidragsstigninger, uden at de kunne stille noget som helst op. Skiftende regeringer og erhvervsministre, både af socialdemokratisk og borgerlig observans, begyndte allerede få år efter finanskrisen kulminerede igen at logre villigt efter finanssektorens dygtige lobbyister, godt understøttet af Finanstilsynets og Nationalbankens ønske om at få en stærk finanssektor. Det var først efter en folkestorm, efter Totalkredit varslede højere bidragssatser, at erhvervsministeren hårdt presset tog sig sammen til at iværksætte en undersøgelse af konkurrencen i realkreditten.

Forventningen hos både finanssektoren, på Christiansborg, hos erhvervsministeren og i Finanstilsynet og Nationalbanken var nok, at det ville ende, som det plejer. Nemlig at interesseorganisationerne med hjælp fra ministeren fik masseret Konkurrencerådet på plads, så det blot blev endnu en telefonbogtyk rapport, som hurtig ville gå i glemmebogen uden andet end pæne ord og et par virkningsløse forslag.

Som tiden er gået med en gedigen forsinkelse, er det blevet mere og mere klart, at Konkurrencerådet måske alligevel havde integritet og strittede imod sektorens og ministerens hårde pres. Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, har først og fremmet vist, at det nye uafhængige konkurrenceråd måske alligevel kan bruges til noget, og at det ikke blot fungerer som en legitimering af erhvervsministerens manglende handlekraft og sløve interesse i at gøre det nødvendige for landets boligejere og erhvervsliv. Nemlig et opgør med de aktuelle monopollignende priser, som koster op mod ti mia. kr. årligt.

Men rapporten fra Konkurrencerådet er på ingen måde en garanti for, at der vil ske yderligere herfra. Finanssektoren har sammen med Brian Mikkelsen allerede lagt snubletråde ud foran de kræfter, der gerne vil gå videre for at skabe konkurrence i realkreditsektoren. For nylig offentliggjorde Erhvervsministeriet en rapport fra en arbejdsgruppe, der kaldes ”erhvervsministerens basel-ekspertgruppe”, som består af et medlemsflertal fra den finansielle sektor.

Den 11. august, altså for lidt over en uge siden, kom ”et foreløbigt skøn” med effekten af de ”mest sandsynlige Basel effekter” baseret på skærpede kapitalkrav. I Brian Mikkelsens pressemeddelelse hedder det blandt andet, at ”ekspertgruppens foreløbige skøn viser, at de største danske institutters samlede kapitalkrav kan stige med i størrelsesordenen 64 til 92 mia. kr. – svarende til en stigning på 27 til 39 pct. i forhold til allerede kendte fremtidige kapitalkrav.”

Ministeren påpeger, at skønnet er foreløbigt, men det har tilsyneladende været vigtigt at komme på banen lige før Konkurrencerådet kom med sine konklusioner. Kan det virkelig tænkes, at arbejdsgruppen har haft behov for at signalere, at realkreditten bestemt har behov for at tjene mange penge fremover, for at honore stigende kapitalkrav, også selvom konkurrencen er en by i Rusland?

Ville ministeren så spille med på den lidt platte fremgangsmåde, idet det jo er klart for enhver, at Basel-kravene er udskudt indtil videre, og udvalgsflertallet fra finanssektoren har en klar interesse i at male fanden på væggen?

KOSMETISKE ÆNDRINGER?

Bundlinjen er, at der næppe er politisk flertal for at gennemføre andet end kosmetiske ændringer, selvom der er masser at tage fat på. Officielt vil de danske myndigheder gerne have effektiv konkurrence, fordi det er godt for samfundsøkonomien og for innovationstempoet. Men det er heller ingen hemmelighed, at når det kommer til konkret action bliver det pludselig svært.

Engang offentliggjorde Konkurrencestyrelsen en årlig Konkurrenceredegørelse, der år efter år udstillede Danmark som et u-land, når det gælder effektiv konkurrence. Den politiske løsning var for en gangs skyld effektiv og håndfast: Man besluttede at droppe de årlige konkurrenceundersøgelser.

Og så var ”problemet” jo næsten væk.

MWL