Lundbeck er kommet pænt igennem årets første tre måneder blandt andet takket være en meget høj stærke dollarkurs i 1. kvartal samt solid organisk vækst, som har boostet det amerikanske salg ganske betragteligt. Der er dog som ventet røde tal på bundlinjen, men de er mindre end forventet. I forbindelse med regnskabet har Lundbeck også løftet sløret for navnet på selskabets nye adm. direktør, hvilket på dagen var kraftigt medvirkende til en stigning på 20% i aktiekursen. Siden er aktiekursen faldet noget tilbage, da realiteterne fortsat er at Lundbeck står foran et vanskeligt 1. halvår 2015 om end udsigterne for hele året tegner mere lovende.
Lundbeck kom ud af 1.kvt 2015 med et underskud efter skat på -81 mio. kr. mod et overskud i 1.kvt 2014 på 381 mio. kr. Lundbecks samlede omsætning er som følge af patentudløb og dermed generisk konkurrence på vigtige bærende lægemidler fortsat under pres og faldt tilbage med 1% til 3.563 mio. kr. Samtidig er de samlede driftsudgifter vokset med 19% til 3.595 mio. kr., særligt drevet af øgede produktionsomkostninger samt investeringer i salgsfremmende aktiviteter i forbindelse med en række nye produktlanceringer, hvilket betyder at resultatet på EBIT-niveau også er svækket med 600 mio. kr. og nu viser et underskud på 32 mio. kr.
Amerikansk vækst opvejer nedgang i Europa
Salget for Lundbecks portefølje af kommercialiserede lægemidler præges fortsat af ekstreme forskelle. Det negative aspekt er en kontinuerlig erodering af antidepressivet Cipralex, hvor salget er dykket med 47% til 812 mio. kr. som følge af patentudløb i Europa og Canada.
Et tilsvarende fald på 48% til 181 mio. kr. ses for Ebixa som er løbet af patent i Europa, og hvor Lundbeck nu er stoppet med at offentliggøre specifikke salgstal for Europa, hvilket vi tolker derhen at salget nu er nede under 50 mio. kr. mod 183 mio. kr. i 1.kvt 2014. Desuden er salgstallene for Brintellix i Europa med et salg på 8 mio. kr. fortsat skuffende, men lægemidlet er dog også kun lanceret i 12 lande hidtil. I marts 2015 har man modtaget en positiv vurdering fra EMA’s ekspertkomité CHMP, hvilket tillader markedsføring i alvorlig depression samt tilføjelsen af kognitive forbedringer (opmærksomhed, koncentration, tænke- og beslutningskraft mv.) til indlægssedlen.
Der er dog også spirende succeshistorier i Europa; Eksempelvis er salget af pillen mod alkoholisme Selincro ved at tage fart og omsætningen er gået fra 3 mio. kr. til 41 mio. kr. særtlgt drevet af det franske marked. Herudover er den månedlige skizofrenimedicin Abilify Maintena steget fra 2 mio. kr. til 45 mio. kr. og er nu lanceret og med fuld tilskudsberettigelse i samtlige større europæiske lande. Alene i 1.kvt er Abilify Maintena lanceret på seks nye europæiske markeder herunder Frankrig. Det samlede billede for Lundbecks europæiske salg viser dog et fald på 40% til 961 mio. kr. Det amerikanske produktsalg brager til gengæld derud af og omsætningen er her steget med hele 79% til 1.335 mio. kr. Målt i lokal valuta, dvs. amerikanske dollars, er salget steget med 50%, så det lukrative valutaspænd for danske kroner vs. dollaren er altså langt fra hovedforklaringen på væksten. På produktniveau drives fremgangen særligt af niche epilepsimedicinen Onfi i behandlingen af Lennox-Gastrout syndrom, hvor stærk efterspørgsel har skabt en salgsfremgang på massive 129% til 390 mio. kr. Et nyt studie opstartet i marts 2015 vil endvidere undersøge Onfi i Dravets syndrom, en sjælden form for epilepsi der typisk rammer børn samt unge i teenagealderen. Solid vækst ses også for Lundbecks andet epilepsimiddel Sabril, hvor salget er steget med 43% til 230 mio. kr. ligeledes drevet af stigende efterspørgsel. Salget for Xenazine målrettet den genetiskbetingede nervesygdom Huntingtons sygdom er også vokset flot med 38% til 501 mio. kr., hvilket tilskrives en større patientbase og en højere penetrationsrate.
Brintellix har været på markedet i USA siden starten af 2014 og salget er steget fra 8 mio. kr. til 74 mio.kr. Brintellix ligger med en markedsandel på 15% af depressionsmarkedet for ikke-generiske produkter og med en andel på 18% blandt førstegangsrecepter. Endelig viser CNS-blodtryksmedicinen Northera flot vækst og har omsat for 42 mio. kr. i det blot andet fulde kvartal siden lanceret i 4.kvartal 2014.
På internationale markeder er Lundbecks salg stor set stagnerende på niveauet 1151 mio. kr. som følge af nedgang i Cipralex-salget på små. 100 mio. til 567 mio. kr., som opvejes af tilsvarende vækst i salget af Azilect, Ebixa, Brintellix, Abilify Maintena og øvrige lægemidler (herunder kræftmedicinen Treanda i Canada) som under ét er vokset med 21% til 584 mio. kr.
Mulighed for opjustering i 2.halvår 2015
Lundbecks indtjeningsmarginer er stærkt forværret i 1.kvt. og bruttosalgsmarginen er således forringet med 600 basispoint til 65,8%, mens nettosalgsmarginen er faldet med 1530 basispoint til 23,6%. Driftsmarginen på EBIT-niveau er faldet med 1680 basispoint til -0,9%. Forklaringen ligger i at de mange nye produktlanceringer trækker tænder ud både i forhold til produktionsomkostningsbasen og samtidig kræver det større ressourcer at generere et opstartssalg. Ledelsens forventninger til hele 2015 fastholdes dog og man venter derfor fortsat en omsætning på 13,2-13,7 mia. kr. og et kernedriftsresultat før afskrivninger og engangsudgifter der går i nul.
I forbindelse med regnskabsfremlæggelsen offentliggjorde Lundbeck dets nye adm. direktør. Det bliver Kåre Schulz som har 25 års erfaring fra Novo Nordisk og som længe var i betragtning som Lars Rebiens naturlige afløser på adm. dir. posten hos Novo. Kåre Schulz tiltræder her i maj og det er selvsagt en særdeles vigtig statement, at Lundbeck har været i stand til at tiltrække en kapacitet af den kaliber. Aktiekursen responderede prompte på nyheden og steg med 20% på dagen for regnskabsfremlæggelsen.
Der er ikke udsigt til sorte tal på bundlinjen i 2015, men vigtigt for Lundbeck på den længere bane er, at afhængigheden af det europæiske salg er for kraftigt nedadgående og nu kun udgør 28% af salget mod 46% af salget i 1. kvt. 2014. Til gengæld udgør det langt mere lukrative og liberale amerikanske medicinmarked nu 39% af omsætningen mod 21% i 1.kvt. 2014, hvilket er stærkt positivt. Vi begynder derfor så småt at se lys for enden af tunnelen for Lundbeck og 2015 bliver formentlig det første år, hvor fortsat omsætningstabet i Europa vil blive ophævet af tilsvarende salgsfremgang i USA. Herudover begynder porteføljen af nylancerede lægemidler i Europa så småt at vise potentiale herunder særligt Selincro og Abilify Maintena og forhåbenligt også Brintellix der nu vil stå stærkere i markedet med den nye indlægsseddel for svær depression og kognitiv funktion. Der er derfor begrundet håb om at man fra 2016 og frem også vil få stabiliseret den europæiske forretning om end på et lavt niveau i sammenlignet med tidligere år.
Vi forventer ikke at Lundbeck får problemer med at ramme omsætnings- og indtjeningsmålet for 2015 og vi vurderer at man faktisk bør kunne ramme i den høje ende og formentlig også med udsigt til en opjustering i 2. halvår. Vi tror nu at Lundbeck bør kunne ramme en omsætning på minimum 14 mia. kr. og med et underskud efter skat på lige over 1 mia. kr.
Peter Aabo
Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her










