Kort rente: Moody’s vurderer i en analyse, at ECB vil tøve med for hårde udmeldinger, og næppe komme med en plan for udfasning af opkøb her i september. Det er den markante styrkelse af EUR, der bekymrer.
ECB har gentagne gange meldt ud, at der her i efteråret vil komme en plan for de videre opkøb af obligationer. Analytikerne Tomas Holinka og Barbara Teixeira fra Moodys vurderer i en analyse, at ECB
efter al sandsynlighed vil skubbe udmeldingen til oktober.
De giver også et bud på, hvordan en udfasning af opkøbene kan komme til at se ud. I første omgang forventer de, at centralbankchef Draghi på september mødet vil udtrykke bekymring over styrkelsen af EUR. Derimod venter de ikke, at der her kommer en melding om udfasning af obligationsopkøbene, fordi det sandsynligvis ville føre til en yderligere styrkelse af EUR, og det er ikke i ECB’s interesse. Det ville virke som en pengepolitiks stramning, som tilmed vil være med til at presse inflationen nedad, og det er ikke det man ønsker. Derimod ligger det nærmest som en bunden opgave for Draghi, at komme med en udmelding i oktober. Moodys forventer her, at der vil komme en plan for udfasning således, at niveauet på nu 60 mia. EUR om måneden i obligationsopkøb fra januar vil blive reduceret med ti mia. EUR til 50 mia. EUR. Herefter forventer de, at udfasningen vil betyde, at der hver måned skæres yderligere ti mia. EUR af opkøbene, så juni 2018 bliver den sidste måned med opkøb på ti mia. EUR.
Bag disse forventninger ligger dels en konstatering af, at den europæiske økonomi har udviklet sig ganske stærkt i første halvår. Med kvartalsvækst i første og andet kvartal på henholdsvis 0,5 og 0,6 procent. Alle de store lande – Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien har bidraget. Men analytikerne vurderer, at der er tegn på at økonomien har mistet momentum her i tredje kvartal, og at det derfor vil være uforsigtigt bare at fremskrive fra andet kvartal. PMI har vist sig svagere. Samtidig er der sket en styrkelse af EUR over for USD på 14 procent, og det underminerer eksportsektorens konkurrenceevne. Derfor er konklusionen, at ECB vil være meegt forsigtig de kommende måneder.
Ejlif Thomasen