DK Konjunktur: Ugens BNP-data for 2. kvartal fik debatten om overophedning op i det røde felt. I forhold til 2. kvartal 2016 var der rigtig nok pæn vækst. Men i forhold til 4. kvartal 2016 og 1. kvartal 2017 ser det meget magert ud.
Tal er taknemmelige. Også når det gælder en vurdering af udviklingen i økonomisk vækst i dansk økonomi. Ugens BNP-data viste en mere solid udvikling end forventet. I forhold til det ret svage første halvår 2017 var halvårsvæksten i det seneste halvår hele 2,7 procent. I forhold til første kvartal var væksten 0,6 procent, med de vigtigste vækstbidrag fra bruttoinvesteringerne (bidrag + 0,3 procent) og de offentlige udgifter (bidrag +0,1 procent). Størst vækstbidrag var der fra eksport (+0,5 procent) men det blev mere end modsvaret af øget import (vækstbidrag -0,9 procent).
Den ene gode historie er altså, at der er godt gang i eksporten, men at vi stadig importerer. Den anden gode historie er, at bruttoinvesteringerne stiger, især maskiner og transportmidler. Og det vil være rigtig godt, hvis erhvervslivet endelig begynder at investere. Alene i 1. kvartal var der fald i maskininvesteringerne, så vækstbidraget var minus 0,5 procent. Så fremgangen i 2. kvartal modsvarer blot faldet i 1. kvartal. Hvis det så bare var så godt. Danmarks Statistik skriver nemlig, at ”De faste bruttoinvesteringer steg med 1,7 pct. i andet kvartal. Stigningen skal dog ses i lyset af store skibsinvesteringer i andet kvartal 2017. Ses der bort fra skibsinvesteringer, var der et fald i faste bruttoinvesteringer i andet kvartal på minus 1,0 pct.” Hertil kommer, at den drivkraft, som normalt er mest stædig i den økonomiske vækst, nemlig det hjemlige forbrug, står helt stille. Vækstbidraget fra danskernes privatforbrug var nul. Og udviklingen i juli ser bestemt ikke godt ud. ”Nets har netop offentliggjort tal for Dankortomsætningen i juli – om det er det tvivlsomme sommervejr, eller om det skyldes andre forhold kan man ikke sige med sikkerhed, men korrigeret for sæsonudsving faldt den med 2,2% fra juni til juli,” skriver Dansk Erhverv. Normalt er en vækst i dankortforbruget på 2-3 procent lige med uændret privatforbrug, så de seneste tal er ildevarslende.
Desværre underbygges de både af seneste DS data for forbrugertilliden og for udviklingen i detailhandelsomsætningen, som DS skriver følgende om: ”Fra juni til juli går detailomsætningen tilbage med 0,1 pct. Tilbagegangen kommer efter den lette tilbagegang i juni også på 0,1 pct. samt en stort set flad udvikling i april og maj.”
Om Forbrugertilliden skriver DS, at ”Forbrugertilliden faldt til 7,6 i august sammenlignet med 10,5 i juli. Indikatoren ligger dermed på niveau med de seneste seks måneders gennemsnit, som er 7,4. Indikatoren belyser befolkningens syn på den nuværende og fremtidige økonomiske situation.”
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her