Fra Handelsbanken:
ECB holder som ventet alle renter uændrede
• Ingen ændringer i forward guidance
• Nu rettes alle øjne mod pressemødet, med fokus på signaler om QE og euroen
Ingen overraskelser fra ECB
Der var i første omgang ingen overraskelser fra den Europæiske Centralbanks side, idet alle rentesatser blev fastholdt, og ordlyden i pressemeddelelsen var uændret i forhold til mødet i juli. ECB venter således fortsat at renterne vil forblive på deres nuværende niveau i en forlænget periode, og først blive sat op et godt stykke efter at bankens obligationsopløbsprogrammer (QE) er afsluttet.
Endvidere vil det aktuelle opkøbstempo blive fastholdt til december eller længere hvis det skulle vise sig nødvendigt og i hvert fald indtil banken ser en holdbar tilpasning i inflationen i overensstemmelse med bankens målsætning om en inflation lige under 2%. Banken fastholdt også at QE-programmet kan blive udvidet både i varighed og størrelse, hvis udsigterne bliver mindre favorable.
Dermed holdt ECB sin forward guidance uændret, og der var således i første omgang ingen umiddelbare signaler om en nært forestående ændring i retning af en mindre lempelig pengepolitik. Det kan give anledning til en umiddelbar lille svækkelse af EUR, men vi venter nu med spænding på at ECB-chef Draghi går på talerstolen, hvor han formentligt får brug for alle sine kommunikationsevner i forsøget på at forklare markederne om hvordan pengepolitikken fremadrettet vil blive indrettet.
Fokus på QE-udfasning…
Der er således nok ikke den store tvivl om, at ECB-chef Draghi bevæger sig på en knivsæg i et nervøst marked, hvor han på den ene side skal forsøge at forberede investorerne på, at den ultralempelige krisepolitik ikke er passende længere, uden at sende for høgeagtige signaler som kan føre til uhensigtsmæssige udsving på de finansielle markeder. EUR er allerede blevet styrket markant bl.a. på baggrund af de små meget forsigtige skridt banken allerede har taget i retning af at signalere opstramninger i pengepolitikken, og Draghi vil formentligt helst undgå at puste yderligere til den ild.
Der er dog heller ikke den store tvivl om, at hvis ECB har til hensigt at påbegynde en nedtrapning af QE til næste år, så begynder tidsfristen for at forberede markederne på dette at snerpe til. I går kom det da også frem, at Styrelsesrådet til dette møde er blevet fremlagt forskellige scenarier for at justere QE-programmet, og en diskussion af dette vil formentligt fylde meget på dagens pressemøde. Meldingerne er dog også, at der ikke er tale om egentlige politikforslag, og egentlige beslutninger om QE’s fremtid vil formentligt tidligst blive taget på næste rentemøde i oktober.
… og den stærkere EUR
Overordnet venter vi, at Draghi vil gøre en dyd ud af at overbevise markederne om, at pengepolitikken fortsat vil være lempelig, at QE også vil fortsætte til næste år samt at enhver nedtrapning af programmet vil være meget gradvis. Det er også kommet frem, at bankens opjusterede økonomiske prognose vil byde på en lille nedjustering af inflationsskønnet for 2018 og 2019, som kan ses som en hjælp til at levere et balanceret budskab.
Om Draghi formår at levere et svagt høgeagtigt budskab klædt i duefjer, vil være afgørende for reaktionen på de finansielle markeder og ikke mindst i EUR. Det kan da også blive interessant at se om Draghi viser lidt bekymring om den seneste EUR-styrkelse, om end vi højst venter en ”rynket pande”-kommentar omkring for store udsving på valutamarkederne. Man kan også sige, at Draghi har adresseret problemet en lille smule i nedjusteringen af inflationsskønnet, som han så kan henvise til.