Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Ledelse

Pandora-milliardær har tabt en milliard kroner

Morten W. Langer

fredag 11. august 2023 kl. 11:25

Pandora-milliardær har tabt en milliard kroner

Rigmanden Rene Sindlev havde ved udgangen af 2012 en bogført egenkapital i sit holdingselskab på 994 mio. kr. Formuen kom dengang fra salg af hans aktier ved børsnoteringen af smykkekoncernen Pandora, hvor han var med til at opbygge den amerikanske forretning. Økonomisk Ugebrevs gennemgang af rigmandens seneste regnskaber viser, at milliarden nu, ti år senere, er væk. Chefredaktør Morten W. Langer har gennemgået regnskaberne, som viser, at Rene Sindlev kan få svært ved fortsat at holde hånden under sin amerikanske cafekæde Dr. Smood og det børsnoterede biotekselskab Enochian.

Rene Sindlevs holdingselskab, RS Group, har ikke aflagt regnskab for 2022, fordi det er under frivillig likvidation, så man skal grave dybere for at få indsigt i hans selskabers sundhedstilstand. Til gengæld foreligger der regnskaber for de underselskaber, der er direkte ejere af hans store aktieposter i den amerikanske cafekæde Dr. Smood og i børsnoterede Enochian, som vi gennem de seneste fem år har fulgt tæt i Økonomisk Ugebrev.

Samlet set viser regnskaberne en gigantisk finansiel nedtur, der sår tvivl om Rene Sindlevs evne til fortsat at understøtte Dr. Smood og Enochian. Ifølge regnskabet for RS Group for 2012 var den bogførte egenkapital dengang ellers 994 mio. kr., som altså kom fra salget af Rene Sindlevs Pandora aktier.

I dag, ti år senere, ser alle pengene ud til at være væk. Særligt de seneste år har været meget kostbare for Rene Sindlev, da begge hans store investeringer indtil videre har svigtet. Rene Sindlev oplyser dog nu, at Dr. Smood aktuelt er i “kraftig vækst”, hvilket dog er i modstrid med store nedskrivninger på gælden i det netop aflagte regnskab. Udviklingen i biotekselskabet Enochian, som er børsnoteret på den amerikanske Nasdaq børs, har de seneste år også været en meget dyr fornøjelse. 2022-regnskabet for Rene Sindlevs underselskab RS Bio viser, at han sidste år tabte 392 mio. kr. på sin aktiepost i Enochian.

Værdien af ejerskabet på 18 pct. af biotekselskabet faldt ifølge regnskabet fra 461 mio. kr. til 69 mio. kr. “Forskningsgrundlaget er solidt funderet i en cancer platform med gode data, så her er kun tale om kursudsving”, siger han.

Det aktuelle værditab spiser det meste af den selskabsformue på 549 mio. kr., som Rene Sindlev ved udgangen af 2021 rådede over i sit holdingselskab RS Group. Alt andet lige er der 88 mio. kr. tilbage efter modregning af dette kurstab. Nedturen i Enochian stoppede dog ikke ved udgangen af 2022, men er fortsat i år. Kursen på den børsnoterede aktie er yderligere halveret, hvilket aktuelt betyder et kurstab på yderligere 34 mio. kr.

Hertil kommer, at der i 2022 har været driftsunderskud i den amerikanske cafekæde Dr. Smood, samt at der er nedskrevet 60 mio. kr. på et lån til cafekædens amerikanske selskaber fra hovedaktionæren, altså Rene Sindlev. Alene baseret på dette regnestykke er den skønnede egenkapital nu negativ. “Nedskrivningen er regnskabsteknisk og ikke udtryk for værdien af Dr. Smood selskaberne”, siger Rene Sindlev.

Det er måske også det, der har fået bankerne til at ryste lidt på hånden, da bankerne ifølge regnskabet har pant i ejendomme for udlån. Rene Sindlev oplyser dog, at han i dag ikke har banklån, så udsalget af hans danske ejendomme sker ikke efter pres fra bankerne.

I efteråret 2021 kom det frem, at Rene Sindlev var begyndt at sælge ud af sine ejendomme. Blandt andet privatboligen på Stumpedyssevej uden for Hørsholm for en salgspris på 80 mio. kr. Samt restaurantbygningen Custom House på Havnegade ud mod Københavns Havn. Rene Sindlevs privatadresse er nu i Cannes i Frankrig. “Jeg bor ikke i Danmark, og derfor har jeg ikke nogen grund til at have dansk bolig”, siger han.

Med den meget spinkle egenkapital i Sindlevs selskaber er det nu spørgsmålet, om han fortsat har tilstrækkelig kapital til at holde dem kørende til at sikre fortsat drift og dækning af fortsatte underskud. I Enochian har han senest indskudt ekstra tyve mio. kr. i form af aktiekøb. Købet kom næsten samtidig med en ny finansieringsaftale med finansselskabet Lincoln Park, som har karakter af dead spiral financing. Aftalen betyder, at Enochian kan pålægge Lincoln at købe nye aktier for ca. 150.000 kr. om dagen, som altså udgør en finansieringskilde for Enochian. Bagsiden af medaljen er, at Lincoln kan sælge de nyindkøbte aktier videre i markedet, hvorved aktien kan blive presset af dette udbud.

Ved en børskurs under én USD, kan det give Enochian finansiering på 4,5 mio. kr. om måneden. Det er imidlertid tvivlsomt, om det er nok til at holde biotekselskabet flydende. Ifølge det seneste kvartalsregnskab har selskabet et månedligt cash burn på mindst en mio. USD (ca. 7,5 mio. kr.) næsten udelukkende til administration.

Finansieringsaftalen med Lincoln hænger kun sammen, hvis aktiekursen kommer over en USD. Men det vil umiddelbart kræve gode nyheder fra selskabet, eller en eller flere investorer, som formår at styre kursen opad. En redning kunne også være, at shortsellere købte op i aktien for at afdække deres position. Men statistikken viser, at det har de allerede gjort: Kun fem pct. af aktiekapitalen, svarende til 1,4 mio. aktier, er shortet.

I cafekæden Dr. Smood med otte forretninger, fordelt på Miami og New York, blev det i regnskabet for 2021-oplyst, at der var nye investorer parate til at indskyde kapital til en samlet værdiansættelse af kæden på 1,1 mia. kr. “Ledelsen forventer, at der på baggrund af afsluttede og igangværende forhandlinger med investorer, endeligt vil blive foretaget yderligere meget væsentlige investeringer/kapitaltilførsler fra eksterne investorer i Dr. Smood koncernen i løbet af året 2023. Investeringerne foretages p.t. på baggrund af en værdiansættelse af Dr. Smood koncernen svarende til DKK 1.175.000.000 pr. 1. oktober 2022”, blev det oplyst.

Ifølge regnskabet for holdingselskabet for Dr. Smood, som er aflagt for nylig, er Rene Sindlev og sønner dog fortsat 100 pct. ejere, også af de amerikanske datterselskaber, så intet tyder på, at der dags dato er blevet indskudt ny kapital. Rene Sindlev oplyser dog, at der er indskudt ny kapital fra eksterne investorer gennem de amerikanske Dr. Smood-selskaber, men han ønsker ikke at dokumentere dette.

I 2022-regnskabet for Dr. Smood, aflagt den 18. Juli 2023, altså for knap en måned siden, oplyses følgende: “Ledelsen anser det for forsvarligt af aflægge årsrapporten med fortsat drift for øje, idet selskabets kapitalejer har givet tilbagetrædelseserklæring for sit tilgodehavende i Dr. Smood ApS i en periode på 12 måneder frem til medio juli 2024 og som følge heraf ikke kræve tilbagebetaling af ethvert tilgodehavende som selskabet måtte have i Dr. Smood ApS.”

Rene Sindlev har altså lovet at dække fortsatte driftsunderskud ud af egen lomme. Også selvom det allerede har kostet dyrt de seneste år. I 2022 fik Dr. Smood eftergivet 60 mio. kr. og året før 42 mio. kr. i gæld til hovedaktionæren. Det fremgår ikke klart, hvor store de samlede driftsunderskud var i den amerikanske cafekæde.

Det oplyses dog, at “Der er foretaget nedskrivning på udlån til de amerikanske datterselskaber med over 60 mil. kr. Selskabet er via datterselskabet Dr. Smood Inc. ejer af en Cafekæde i USA ved navn Dr. Smood, som har været negativt påvirket af afledte virkninger af Covid-19 med nedlukning af aktiviteten i perioder. Det har i 2022 været nødvendigt at stille arbejdskapital til rådighed for Dr. Smood Inc., samt give henstand med betaling af gældsbreve, for at Dr. Smood Inc. kunne gennemføre driftsaktiviteterne. Selskabskapitalen blev den 8. november 2022 forhøjet med nom. kr. 1.132.993 til kurs 11.150, så selskabskapitalen nu er nom. kr. 1.300.000. Kapitalforhøjelsen er gennemført ved en gældskonvertering.”

Til gengæld har René Sindlev store forventninger til fremtiden, idet gælden er ombyttet til aktier svarende til en markedsværdi for hele selskabet på 145 mio. kr. I likvidationsregnskabet for RS Group blev det ellers tidligere oplyst, at der er ved at blive solgt nye aktier til eksterne investorer, modsvarende en markedsværdi på 1,1 mia. kr. Genstanden for investorinteressen skulle efter det oplyste igen være det danske kendismiljø, der også for over fem år siden indskød ca. 35 mio. kr. i det nynoterede Enochian til syv USD per aktie. I dag er aktiekursen godt en halv USD, så indtil videre har deres investering ikke været overdrevent god, faktisk er kurstabet 93 pct. af indskudskapitalen. I likvidationsregnskabet for RS Group skriver ledelsen blandt andet, at “ledelsen forventer, at der på baggrund af afsluttede og igangværende forhandlinger med nye investorer samt eksisterende og nye celebrities, endeligt vil blive foretaget yderligere og væsentlige investeringer/ kapitaltilførsler fra eksterne investorer i Dr. Smood koncernen både i 2023/2024, og at fokus på forretningen vil komme fra helt nye områder som vil kunne tilføre en betragtelig øget omsætning samt indtjening fremover.”

Så Rene Sindlev er altså fortsat optimistisk, når det gælder fremtiden for hans forretninger. Han oplyser endvidere til Økonomisk Ugebrev, at han oprindeligt havde værdier for 1,9 mia. kr. Så der kan stadig være ekstra private penge. “Alt hvad der er op ad bakke, har vi lagt bag os”, siger Rene Sindlev til Økonomisk Ugebrev.

Morten W. Langer

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Bestyrelsesguiden

Få de vigtigste nyheder om praktisk bestyrelsesarbejde, ledelse og strategi i SMV.
Udkommer hver onsdag.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Jobannoncer

Finance Controller – få sparringspartnere fra hele Europa (fuldtid)
Region Syddanmark
Er du økonom, og drømmer du om at bidrage til et bedre sundhedsvæsen og være tæt på beslutningerne på en af landets største børne- og ungeafdelinger?
Region Hovedstaden

Mere fra ØU Ledelse

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Og modtag ØU’s rapport om Top 40 Ledelseskonsulenter gratis.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank