Økonomisk Ugebrev har spurgt Danmarks største banker, forsikringsselskaber og kapitalforvaltere til deres arbejde med ESG, herunder hvad de betragter som deres største ESG-resultater. Mange af de danske finansvirksomheder peger på klimaresultater, eksempelvis i form af konkrete CO2-reduktioner eller lancering af grønne investeringsprodukter. Men også resultater vedrørende kønsligestilling og menneskerettigheder fremhæves.
I et survey, udsendt til 16 selskaber inden for bank, forsikring og kapitalforvaltning, peger hovedparten på vigtigheden af klimaresultater, som er knyttet til deres investeringsportefølje i form af konkrete CO2-reduktioner og/eller grønne finansielle produkter.
Eksempelvis fremhæver Flemming Ramberg Mortensen, områdedirektør, Sekretariat, Strategi og ESG i Sydbank, at Sydbank i efteråret 2022 udstedte grønne obligationer for 3,7 milliarder kroner samt at banken det seneste år har reduceret sit samlede scope 1, 2 og 3 CO2-aftryk med 12 procent.
Hovedparten af selskaberne peger på flere forskellige konkrete ESG-resultater.**
Eksempelvis oplyser Tim Kristiansen, COO i C WorldWide, at C WorldWide er godt på vej til at nå i mål med at bringe porteføljeselskaberne i overensstemmelse med Parisaftalens 1,5-graders målsætning: ”For nuværende møder vores selskaber en temperaturændring på 1,7 grader og er som udgangspunkt godt på vej mod målet. Derudover har 61 procent af vores porteføljesleskaber enten forpligtet sig til eller allerede fået godkendt reduktionsmål af drivhusgasser Science Based Targets initiative.”
Ifølge Tim Kristiansen hører overholdelse af menneskerettigheder, særligt i leverandørkæden, også til blandt tidens største ESG-udfordringer. C WorldWide fokuserer i den forbindelse på overholdelse af principperne bag UN Global Compact (UNGC).
”Alle vores investeringer bliver vurderet af de enkelte porteføljeforvaltere i forhold til, om de overholder UNGC. Vi opfordrer vores porteføljeselskaber til at blive medlemmer af UNGC. I vores globale portefølje, der udgør størstedelen af vores AUM, er 55 procent af selskaberne medlemmer, hvilket er en stigning på 14 procent det seneste år,” oplyser Tim Kristiansen.
Andre ESG-resultater: Både Tryg og Topdanmark peger på en stigning i reparationer og genbrug i deres skadesbehandling, frem for at udskifte til nyt. Topdanmark oplyser i den forbindelse om en stigning i reparation af kofangere fra 28 procent i 2021 til 32 procent i 2022 samt om en stigning i brug af brugte reservedele ved bilskader fra 2,05 procent i 2021 til 2,53 procent i 2022.
Danske Bank blev for nylig omtalt som klimafrontløber i Financial Times. Verdens største finansmedie hæfter sig særligt ved, at Danske Bank er den første og eneste storbank i verden, der har stoppet for nye udlån til fossile selskaber, der udvider deres fossile produktion.
I forbindelse med Økonomisk Ugebrevs ESG-survey peger Kristin Parello-Plesner, bæredygtighedschef i Danske Bank, på en lang række klimaresultater, som banken har opnået de seneste år. Han oplyser blandt andet: ”Vi har i løbet af de seneste to år reduceret vores udlån til olie- og gasproducenter med omkring 50 procent. Dermed er vores udlån til virksomheder, hvor fossile brændsler indgår i forretningsmodellen, nu nede på omkring 2 procent af vores samlede udlån. Vi har stoppet for nye udlån til virksomheder, der udvider deres fossile produktion. Siden 2020 har vi nedbragt vores investering i produktion af fossile energikilder med 37 procent.”
Mere om Danske Banks arbejde med klima og bankens seneste klimaresultater findes her.
* Dette er første del af undersøgelsen. Anden del af ØU’s ESG-survey om finansbranchen udkommer dette efterår, her er fokus på danske pensionskassers arbejde med ESG.
** Økonomisk Ugebrevs ESG-survey for finansbranchen består af tre spørgsmål: Hvad er de tre største ESG-udfordringer? Hvad gør I konkret for at bidrage til at løse udfordringerne? Og, hvad har I skabt af resultater de seneste år? I forbindelse med besvarelsen af de to sidste spørgsmål har mange selskaber peget på en lang række ESG-aktiviteter samt en hel del ESG-resultater – denne artikel præsenterer et udvalg af resultaterne. En oversigt over udfordringerne og udvalgte ESG-aktiviteter finder her.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.