Cees ’t Hart har bragt Carlsberg i øjenhøjde med rivaler

Cees ’t Harts strategisk vigtigste indsats i Carlsberg har været, at koncernens præstationer nu kan måle sig med langt større konkurrenters. Men har hans og bestyrelsens syn på Rusland for længe været for ubekymret, og har han opbygget en ny geopolitisk risiko ved at satse så hårdt på vækst i Kina? Carlsbergs nye chef Jacob Aarup-Andersen står over for nye udfordringer – og fristelser, skriver Morten A. Sørensen.

Cees ’t Hart har opnået et afgørende resultat i sine otte år som topchef for Carlsberg. Carlsberg kan nu måle sig med – eller overgå – vigtige globale konkurrenter, når det gælder vækst, afkastet af de samlede aktiver i koncernen (afkastningsgraden) og evnen til at håndtere sin gæld.

Men hans tid har også været præget af et noget ubekymret syn på aktiviteterne i Rusland og opbygningen af en mulig ny geopolitisk risiko i Kina.

Konkurrenterne er stadig meget større, men Carlsbergs nye topchef fra september, Jacob Aarup-Andersen, overtager en koncern, der har driftsmæssig og finansiel styrke til at hævde sig i konkurrencen på sine markeder og i konkurrencen om at overtage andre virksomheder.

I mange år, indtil Cees ’t Hart kom til, måtte Carlsberg konstatere, at præstationerne for ofte var ringere end de globale rivalers. Så her er sket en afgørende forskel. Carlsberg har i de seneste år modbevist den tidligere så veletablerede maxime i branchen om, at et meget stort volumen er forudsætningen for en overlegen indtjeningsevne.

Geopolitiske risici

Men det er også i Cees ’t Harts tid, at Carlsberg er trængt ud af Rusland, hvor det nu virker meget usikkert, hvad Carlsberg overhovedet kan få for virksomheden der. I bagklogskabens lys er det nu klart, at ikke blot burde Carlsberg tidligere have forsøgt at komme ud af – eller drosle ned – i et Rusland, der i stigende grad kom i modsætningsforhold til den vestlige verden, men også at salgsprocessen i 2022 og 2023 skulle være gennemført med større utålmodighed og ihærdighed. Selvom den russiske forretning stadig klarer sig godt, er værdien af forretningen for Carlsberg siden februar 2022 sunket ned mod nul, og hemmelige håb om, ”at det nok driver over”, er gjort til skamme.

At Carlsberg nu alligevel står økonomisk stærkt, er dog vidnesbyrd om kvaliteten af det arbejde, som Cees ’t Hart og hans kolleger har ydet siden 2015. Men resultaterne er også nået i kraft af, at Carlsberg har indladt sig på nye risici.

Stigende afhængighed af Kina

Carlsberg er blevet langt mere afhængigt af Asien og i særdeleshed Kina, hvor Carlsberg har ekspanderet ud fra Xinjiang-provinsen, der er præget af hårdhændet undertrykkelse af den muslimske minoritet, uighurerne. Dermed har man i de seneste år indladt sig på nye geopolitiske risici, der kan vokse, hvis modsætningerne mellem Kina og Vesten bliver større.

Carlsberg oplyser selv, at markedsandelen på hele det kinesiske ølmarked (der er verdens største, men let skrumpende) er steget fra 6 pct. i 2018 til 8 pct., og Cees ’t Hart mente efter udsendelsen af halvårsrapporten her i august, at andelen muligvis kan nå 10 pct.

Der vil altså blive satset yderligere i Kina. Bag Carlsbergs opkøb i de seneste år har man dog samtidig anet en bestræbelse på at sprede risikoen. Der satses med bolt on opkøb i det europæiske marked med specialmærker i Europa og Nordamerika, med ikke-alkoholiske drikke, og i Asien skal der satses yderligere i især Vietnam og Indien. Cees ’t Hart har på den måde lagt en plan ud i fremtiden for den nye topchef. Den blev yderligere detaljeret, da han efter halvårsmeddelelsen antydede, at Carlsberg måske skulle have investeret endnu mere i it og ny teknologi. Jacob Aarup-Andersen står i Carlsberg med en mere velfungerende maskine og mere overbevisende fremtidsudsigter, end da han for tre år siden overtog topledelsen af ISS. Så bliver det blot mere af det samme i Carlsberg?

Morten A Sørensen