3. kvartalsregnskabet fra RTX indeholdt flere punkter, som indikerer, at nye tider er på vej for de hårdt prøvede investorer. Vækstpausen kan afblæses, og der er også tegn på, at aktionærerne efter to et halvt års udbyttetørke igen kan se frem til aktietilbagekøb eller udbytte. Det er faktorer, der potentielt kan sætte en endegyldig stopper for det langvarige kursfald. Men det kræver naturligvis, at investorerne gider at interesse sig for investeringscasen, skriver redaktør Steen Albrecthsen.
Fondsbørsen har på det seneste givet os talrige eksempler på, hvad der sker med vækstaktier, når væksten går i stå. RTX har været en af disse. Også selvom vækstopbremsingen langt hen ad vejen ikke var selvforskyldt. Facit er i hvert fald, at covid og især de efterfølgende supply-chain udfordringer indenfor semiconductors og andre elektroniske halvfabrikata har medvirket til det, der bedst kan kaldes en vækstpause.
Ledelsens udmelding i 3. kvartalsregnskabet er, at man forventer at nå i mål i indeværende regnskabsår med en omsætning på 700-760 mio. kr. I den forventning ligger implicit en vækst på 40-100 mio. kr. fra sidste regnskabsårs omsætning på 663 mio. kr. Der ligger også et niveauskifte i forhold til omsætningen pre-covid, der nåede ca. 560 mio. kr.
Hvis RTX skal nå årets målsætning, kræver det ”blot” en omsætning på 140 mio. kr. i Q4, hvilket vil være lavere end både 2. og 3. kvartals omsætning på 180 mio. kr. henholdsvis 170 mio. kr. EBITDA-driftsoverskud var efter Q3 65 mio. kr., og årsforventningen lyder på 85-105 mio. Kr. Altså skal der landes mindst 20 mio. kr. i det normalt stærke Q4. Da RTX fremlagde regnskab ultimo august, og dermed kun mangler én måned i regnskabsåret, tror vi bestemt på, at man når i mål på både omsætning og driftsresultat.
RTX har netop fremlagt nye 3-årige ambitioner for omsætning og EBITDA. Den tidligere målsætning på 800 mio. kr. i omsætning og 145 mio. kr. EBITDA, som skulle nås i næste regnskabsår, får dermed lagt to år ekstra oveni. Udskydelsen af målsætningen kan være forklaringen på investorernes tilbageholdenhed. EBITDA-målsætningen på 145 mio. kr. for næste år så da også meget anstrengt ud, mens omsætningsmålet på 800 mio. kr. er inden for rækkevidde.
Den nye 3-års ambition lyder på 1 mia. kr. i omsætning og en EBITDA-margin på mindst 16 pct. i regnskabsåret 2025/2026. Det er dog værd at bemærke, at den tidligere ambition (800 mio. kr. i omsætning, 145 mio. kr. EBITDA) reelt modsvarede en EBITDA-margin på 18,1 pct. Den ambition er altså principielt sænket en anelse til ”min. 16 pct.” i den nye målsætning. RTX’ CFO Mille Tram Lux påpeger overfor ØU Formue, at der er tale om en minimumsmålsætning, og at man stiler højere end 16,0 pct.
En ændret dollarkurs og forskel i produktmixet kan forklare, at marginmålsætningen er lidt lavere end den tidligere, selvom man umiddelbart skulle forvente flere skalafordele, når der nu er tale om en omsætningsambition på 1 mia. kr. i stedet for 800 mio. kr. Der er også usikkerhed knyttet til, hvor langt en række nye produkter er i deres udrulning (/livscyklus) om tre år.
RTX benyttede også lejligheden til at opdatere kapitalpolitikken, således at man fremover ønsker at have en nettolikviditet på 80-100 mio. kr. Da man med udgangen af 3. kvartal ligger på 91 mio. kr., er man principielt i mål. Direkte adspurgt på regnskabspræsentationen om der ikke skulle lanceres et tilbagekøbsprogram svarede CEO Peter Røpke en anelse kryptisk: ”Bestyrelsen har ikke fundet, at timingen var rigtig til at lancere et tilbagekøbsprogram”.
Det kan indikere, at man langt om længe er ved at være i mål med et opkøb, men det kan også have den lidt mere enkle forklaring, at det giver større mening at fremlægge et aktietilbagekøbsprogram, når årsregnskabet er i hus, og man samtidig kan melde forventninger ud til det nye år. Årsregnskabets offentliggørelse er sat til 30. november.
Udover, at RTX er tilbage på vækstsporet, er der altså også udsigt til en kapitalregn. Bl.a. har man et snart overflødigt sikkerhedslager af komponenter på ca. 50 mio. kr., som forventes at kunne afvikles over de næste 9-12 mdr., hvilket alt andet lige vil frigive omkring 50 mio. kr. i kapital, som f.eks. kan benyttes til et tilbagekøbsprogram.
Et større opkøb kan skabe usikkerhed om investeringscasen, og på helt kort sigt er det næppe det, der er brug for. Det kan selvfølgelig også skabe fornyet interesse, men det kræver, at det har en vis størrelse, wow-effekt og solide finansielle perspektiver. Og at investorerne med det samme vil udvise den fornødne tillid, som kan lade tvivlen komme RTX til gode.
Morten A. Sørensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.