Kvinder er langt bedre til at tage højde for forretningsmæssige risici end mandlige ledere. De inddrager generelt flere perspektiver i en beslutningsproces end mænd. Sådan lyder budskabet i bogen ”When Women Lead” af den amerikanske journalist Julia Boorstin. På baggrund af en undersøgelse konkluderer hun også, at de bedste ledergrupper består af både kvinder og mænd.
Hvem er de bedste topledere? Mænd eller kvinder? Massevis af undersøgelser har konkluderet både det ene og det andet. Denne bog bygger på interviews med 120 kvinder og analyser af virksomheder med kvindelige ledere. Den forsøger at gå i dybden med at forstå, hvordan kvindelige ledere adskiller sig fra deres mandlige kolleger.
Forfatteren påstår ikke, at kvinder generelt er bedre ledere end mænd. Men den giver en god beskrivelse af, hvor kvinder reagerer anderledes og bedre end mænd, ligesom den beskriver de barrierer, kvinder står over for.
Forskellene ses især i finansieringsstrukturen: Kvindelige iværksættere henter mindre end tre pct. af den nye venturekapital. Blandt andet fordi der er langt færre kvindelige iværksættere. Men når de så får venturekapital, så får de generelt mindre end halvt så meget som mænd.
Det betyder ofte, at de ikke er i stand til at skabe en så kraftig vækst fra starten, som mænd er. De tvinges til at ”skabe mere med færre midler”, som Julie Boorstin skriver. De må med andre ord være mere kreative og udholdende end mænd, hvis de vil klare sig i konkurrencen.
På den baggrund kunne hun godt skrive en bog om, hvor uretfærdigt livet er for kvindelige iværksættere og ledere. Men hun har i stedet valgt at fokusere på, hvad kvinder formår i forhold til mænd, når det lykkes at komme over barriererne.
Konklusionerne lyder blandt andet: De er bedre til at håndtere risici, der kan ligge indbygget i forskellige beslutningsscenarier. De er også mere empatiske over for kolleger og kunder. Og så er de er bedre end mænd til at gå deres egne veje, når der er problemer. De fokuserer på et bredere og større formål end at skabe profit, og de er dermed bedre end mænd til at tage hensyn til sociale og miljømæssige målsætninger.
Men hun beskriver også, at der er et tydeligt skel mellem mænd og kvinder, især i den måde, kønnene vurderer hinanden.
I forbindelse med sin research og sine interviews har hun oplevet, hvordan mange mænd er særdeles ømfindtlige, hvis de får kritik fra kvinder.
Så kommer følelserne op til overfladen, og hun er blevet kritiseret for en hård tone – en kritik, mange mænd ikke vil bruge over for en mandlig journalist, skriver hun. Hun mener, at de kvindelige egenskaber – f.eks. at de er mere rolige og sårbare end mandlige ledere – ofte er en fordel.
Kvinder er bedre til netværk
Mange kvinder er bedre til at skabe netværk og hjælpe hinanden, end mænd er. Efter de mange interviews drog hun den konklusion, at kvinder er bedre til at skabe en erhvervsverden, der er mere retfærdig og rimelig. Men stadig med gode resultater på bundlinjen.
Kvinder er – mere end mænd – tilbøjelige til at se på sammenhænge og finde strukturelle løsninger fremfor bare at gå efter et hurtigt resultat. De er tilbøjelige til at se efter flere perspektiver i en sag og inddrage andre i beslutningen. Og de er mere optaget af at finde et formål med virksomheden – udover at tjene penge.
Det er blot egenskaber, som normalt ikke betragtes som afgørende for en god lederpræstation, skriver hun.
Men så skriver hun noget, der vil overraske mange: Disse egenskaber er ikke medfødte – eller specifikt kvindelige. De er udviklet af kvinderne i løbet af deres uddannelse og karriere, somme tider fordi de som kvinder har været nødt til at agere anderledes end mænd for at klare sig.
Kvinder tør udtrykke deres angst, og det får dem også til at tale med andre kvinder og inddrage flere faktorer. Og det betyder, at de bliver bedre end mænd til at håndtere udfordringer og kriser. De skaber bevidst ledergrupper med vidt forskellige egenskaber og holdninger for at få et bredere input. Men heri indgår også mænd, fordi mænd i en ledelse er essentielt.
Samtidig kommer hun med en bemærkelsesværdig iagttagelse: Så snart kvinder udgør over 30 pct. af en ledergruppe, ændres magtforholdene og dynamikken i en virksomhed. Bogen er altså ikke et kampråb om, at kvinder skal have magten og er bedre til at drive en virksomhed. Men at der skal være mænd og kvinder for at få de bedste resultater.
Hugo Gaarden