En ny bog om Kinas voksende globale magt fokuserer på kommunistpartiets rolle og den magt, partiet har fået gennem statsstyringen af alt. I ”Beijing Rules” skriver den amerikanske journalist Bethany Allen, at de vestlige lande må udarbejde fælles helhedsløsninger for politik, økonomi, erhverv og kultur for at kunne hamle op med Kina. Journalist Hugo Gaarden anmelder bogen.
Ordet coersion – tvang – er blevet et nøgleord fra Vestens side i beskrivelsen af Kinas voksende globale magt og indflydelse, og det er den stille politiske tvang i forhold til omverdenen, som er det gennemgående tema i Bethany Allens bog.
Bethany Allen mener, at Kina bruger en række strategier for gradvist at få mere indflydelse, og Kina forstår at udnytte de vestlige svagheder:
Kina binder markedsadgang til politisk samtykke. Kina finansierer anlægsprojekter for at få fodfæste. Kina bruger toldtariffer som straf og sin vaccinepolitik for at få geopolitiske fordele. Det er der ikke noget nyt i. Det afgørende er, om den systematiske tvang er et problem for resten af verden, og om det er anderledes end den amerikanske udenrigspolitik.
Bethany Allen taler flydende kinesisk og har boet fire år i Kina. Derfor mangler hun noget bredde i sin erfaring med verdens næststørste supermagt. Hun har også svært ved at komme med en klar konklusion, nemlig om Kina går efter global indflydelse eller global dominans.
Hun bruger utroligt mange sider på at skrive om coronakrisen og misinformation, men der er ikke klare beviser eller begrundelse for, at Kina har opnået betydeligt mere magt ved at bruge coersion. Der er ikke dét, der ligner en økonomisk, erhvervsmæssig eller militære analyse af Kinas eksplosive vej op ad verdens magtrangliste.
Men bogen er trods alt interessant for f.eks. erhvervsledere, der ønsker indsigt i, hvor magten ligger i Kina, og hvordan magten udøves. Kina er et autoritært samfund, der bygger på den kommunistiske ideologi, og det er samtidig et superliberalt kapitalistisk samfund.
De fleste i Vesten forstår ikke, at Kina har en unik samfundsmodel, der ikke ses andre steder: Nemlig at der både er socialisme og liberalisme i et samspil, og at kommunistpartiet er den overordnede magt, som sikrer, at der er en balance mellem de to politiske retninger, som både skaber dynamik og stabilitet.
Det beskriver Bethany Allen med detaljerede eksempler på, hvordan kommunistpartiet håndterede coronakrisen, ved undertrykkelsen af oprørsforsøg i Xinjiang-provinsen og ved undertrykkelsen af demokratibevægelsen i Hongkong. Partiet har en stærk styringskraft overalt i beslutningsprocessen.
Det er noget, som mange udenlandske forretningsfolk ikke har tilstrækkelig indsigt i, og det er ellers vigtigt for dem at vide. Mange forstår ikke, at styringssystemet er todelt. Har en dansk virksomhed et problem i en by, vil man uvægerligt gå til borgmesteren for at få en løsning. Man overser, at den egentlige magthaver i den kinesiske by er partichefen i byen og provinsen.
Da Bethany Allen næsten udelukkende har beskæftiget sig med de sager, vi jævnligt læser om, f.eks. om interneringslejre i Xinjiang-provinsen, er det således den ”negative” side af Kinas udvikling de seneste årtier, hun belyser. Hun fylder bogen med en overvældende mængde af data, og hvor sagens kerne tit kan drukne. Derfor kniber det gevaldigt med at drage en samlet konklusion: Er modellen med kommunistpartiet som den overordnede styringsfaktor god eller dårlig? Hun nøjes med at lege undersøgende journalist i de sager, hvor Kina udøver tvang – på hjemmefronten eller globalt.
Men hun erkender, at modellen har haft overordentlig stor betydning for Kinas fremgang, og at USA ikke har forstået det – før Kina var blevet alt for stærk. Derfor har hun også et slutkapitel om, hvordan USA – og Vesten – kan positionere sig for at hamle op med Kina. Vesten må lave en modvægt mod ”Kinas autoritære økonomiske statsmandskunst”.
Hun mener, at demokratierne har behov for at udvikle nogle fælles forsvarsmekanismer mod den kinesiske tvang, svarende til paragraf 5 i NATO-traktaten – at et angreb mod ét land skal betragtes som et angreb mod hele alliancen. Ikke kun militært, men inden for alle centrale områder.
Bethany Allen bidrager til forståelsen af Kina, men hun giver ikke noget svar på, om Kina er en trussel – eller bare den stærkeste.
Hugo Gaarden
