Pensionsmæglerne og pensionsbranchen er tæt på at forlænge en aftale, der går direkte imod anbefalingerne fra Konkurrencerådet. Rådet har længe ønsket at stoppe en praksis, hvor mæglerne forhindrer konkurrencen om at rådgive danskerne om deres pensioner, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
Hvis der er noget, som har skilt vandene i pensionsbranchen i de seneste 20 år, er det kampen om, hvem der skal rådgive danskerne om, hvor de skal placere deres pensionskroner. Det er et marked på mere end 1 mia. kr. i ren indtjening, men det er mange år siden, det har fungeret godt.
For kun fire år siden slog Konkurrencerådet i en omfattende rapport fast, at det ikke gavner konkurrencen, at pensionsmæglerne ene og alene har sat sig på rådgivningen. Opgaverne bør sendes i udbud, præcis som det sker med pensionsselskabernes opgave om at forvalte kundernes pensionsopsparinger, mener rådet.
Anbefalede forbud
Men trods årevis med slagsmål om dette spørgsmål er mæglerne og pensionsselskaberne nu ved at indgå en ny aftale, hvor de igen deler markedet imellem sig.
”Konkurrencestyrelsen har i rapporten analyseret aftalen, og de anbefaler politikerne ved lov at forbyde den udbudsform, hvor det på forhånd er fastlagt, at den samme mægler skal stå for udbuddet og mæglerbetjene kunderne. Det sidste er en kraftig indikation af, at Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen opfatter denne udbudsform som uhensigtsmæssig – men ikke ulovlig. Derfor er der heller intet problematisk i brancheaftalen mellem F&P og FMF, der netop for denne udbudsform regulerer fuldmagter og informationsstrømme til fordel for pensionskunderne,” lyder det fra vicedirektør Jan V. Hansen fra pensionsselskabernes brancheforening F&P.
Konkurrencestyrelsen har dog ikke opgivet kampen:
”Konkurrencerådets anbefalinger til pensionsmarkedet er stadig relevante. Vi følger løbende op på dem og har bl.a. udgivet flere artikler, hvor vi sætter fokus på, hvad der skal til for at styrke konkurrencen om danskernes pensionsordninger,” skriver kontorchef Niels Enemærke i en mail til Økonomisk Ugebrev.
Ifølge aftalen må pensionsselskaberne ikke rådgive medarbejdere i virksomheder om deres egne pensionsprodukter. Den opgave reserveres til pensionsmæglerne. Derfor holdes rådgivningsopgaven ude af pensionsudbuddene, så skønhedskonkurrencen går nu kun på at finde det rigtige pensionsselskab til at forvalte pensionsopsparingen.
Med andre ord lever pensionsmæglerne af at udsætte pensionsselskaberne for en konkurrence, som mæglerne altså selv vil fritages fra. Konkurrencerådet mener, at også rådgivningsdelen bør sendes i udbud. Netop indtægterne fra denne rådgivningsdel udgør langt den største del af pensionsmæglernes markant stigende indtjening. Se også denne artikel herom.
Man kan så undre sig gevaldigt over, hvorfor pensionsselskabernes egen brancheforening støtter mæglerne i dette spørgsmål. Store dele af fagbevægelsen mener nemlig heller ikke, at pensionsmæglerne selv er uvildige, når de kun vil samarbejde med de pensionsselskaber, der tillader mægleren at holde rådgivningen for sig selv.
De pensionsselskaber – eller særligt pensionskasser – som siger nej til pensionsmæglernes monopol-tjans, får absolut ingen kunder fra pensionsmæglerne, og det er måske også forklaringen på, at pensionsbranchen støtter op og indgår en ny – og efter Konkurrencerådets opfattelse konkurrenceforvridende – aftale med mæglerne.
Finanstilsynet også involveret
Det er kompliceret stof. Men mindre kompliceret bliver det ikke af, at Finanstilsynet også har været indblandet i problemstillingen. Det er nemlig Finanstilsynet, der helt tilbage omkring 2014 opfordrede pensionsbranchen og mæglerne til at indgå en aftale omkring udbud af firmapensioner.
Økonomisk Ugebrev har spurgt Finanstilsynet, hvilken signalværdi det sender til branchen, at to af landets tungeste myndigheder tilsyneladende ikke kan samarbejde på så centralt et område, og om tilsynet har overvejet at anbefale ny lovgivning, ligesom Konkurrencerådet har gjort det.
Finanstilsynet oplyser, at man ikke er enig i denne fremstilling af problemet, men at en sådan aftale formentlig vil være i strid med EU-lovgivningen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra direktør i mæglernes brancheforening Pernille Jepsen.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.