Kære læser
Vi står i disse måneder med den mest oplagte købsmulighed i flere år. Den overordnede historie er meget enkel: Som det ser ud nu, ligger det fast, at der ikke kommer flere amerikanske og europæiske renteforhøjelser i denne rentecyklus.
Historisk har netop perioder, hvor markedsudsigten vender fra renteforhøjelser fra centralbankerne til rentenedsættelser, været fremragende købsmuligheder.
Forklaringen er, at markedet ved udsigt til rentenedsættelser begynder at inddiskontere ny fremgang i makroøkonomien på lidt længere sigt. Historisk har der altså været tendens til, at “markedet” ser forbi en mulig nærtstående recession. Også fordi en recession vil accelerere centralbankernes rentenedsættelser.
Netop det er for tiden den nye helt dominerende historie.
Men hvad så på den korte bane efter de seneste ugers hæsblæsende aktierally? Umiddelbart ville det være mest oplagt, at vi nu skal gennem en teknisk korrektion på 2-3 procent ned. Men det tror vi ikke vil ske.
Shortfondene lukker positioner
De professionelle investorer står for tiden på nakken af hinanden for at komme ind i aktiemarkedet igen. Og shortfondene begynder nu at lukke deres positioner for at undgå at blive kørt endnu mere over.
Som det fremgår af oversigten over shortpositioner i danske aktier i denne uge, har shortfondene nedbragt deres poster i tolv selskaber den seneste uge. Det er en ekstremt vigtig gamechanger på aktiemarkedet, som man ikke kan overvurdere betydningen af.
Vi vurderer altså, at man skal holde fast i sine aktier og øge, hvis man ikke allerede har fyldt op. I Økonomisk Ugebrevs Portefølje er vi fuldt investeret, og de seneste uger har været årets absolut bedste. Afkastet i porteføljen er aktuelt godt 7 pct. mod Copenhagen Benchmark på 3,5 pct. og C25-indeks ligger på 0,5 pct.
Netop udsigten til rentenedsættelser har også startet en ny sektorrotation: Tech, industri, materialer og cyklisk forbrug har på det seneste klaret sig bedre end healthcare og andre stabile sektorer.
Rentefølsomme sektorer som ejendomme og rentegældstyngede selskaber vil også begynde at klare sig bedre.
Det gælder også de industrier, som sælger finansieringstunge kapitalgoder, eksempelvis vindmøller, mineudstyr (FLS) og kabler til energiinfrastruktur (NKT). Blandt ugens højdespringere var Netcompany, cBrain og Columbus. Også Vestas, Ørsted, Pandora, HusCompagniet, Novozymes og NNIT klarede sig godt.
Udsigt til spændende positive måneder
I det følgende vil jeg gennemgå nogle af resultaterne i de tværgående dataanalyser af det danske aktiemarked:
I den forgangne uge var der større reduktioner i shortpositionerne i Royal Unibrew, NKT, ALK og GN Store Nord, og det er et klart positivt signal. Der er fortsat store udestående positioner i Ambu og GN, som kan understøtte et fortsat short squeeze. Omkring ændring i analytikerestimater var der største positive justeringer over seneste fire ugers periode i Vestas, Ambu, Novo Nordisk og Danske Bank. Endelig viser oversigten med tekniske analyse, at der kom nye købssignaler i blandt andet Demant, Netcompany og DSV.
Grundlæggende står vi foran nogle spændende positive måneder, hvor vi er tilbage i en buy the dip situation, altså hvor man skal anvende ethvert lille tilbagefald på aktiemarkedet til at købe lidt mere op.
Og hvad er så party-spoilere lige nu? For det første hvis den amerikanske statsrente igen tordner i vejret. Det vil skabe usikkerhed om rentefaldshistorien.
For det andet hvis der opstår stor nervøsitet for en dyb recession. Men det sker ikke lige foreløbig med næsten fuld beskæftigelse.
God læselyst
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.