Opbremsningen i europæisk økonomi smitter kun langsomt af på dansk økonomi, som fortsat viser stor robusthed. Både privatforbrug og industriens omsætning holder nogenlunde stand, i hvert fald frem til og med september. Beskæftigelsen viser kun moderat svaghed, men det kan være fordi virksomhederne ikke tør slippe overflødige medarbejdere.
Teknisk set er dansk økonomi i recession. I hvert fald, hvis man skal se lidt til den foreløbige BNP-indikator fra Danmarks Statistik for tredje kvartal. Det vigtige bliver dog at afkode i mere detaljerede BNP-data, hvordan det er gået med dels lagerjusteringer, dels offentlige udgifter. Hvis erhvervslivet blot har produceret til lager, har vi bogført noget BNP-vækst før tid, og hvis de offentlige udgifter har leveret til vækstbidraget, har det ikke samme værdi, som hvis det var eksport eller privatforbrug.
Hvis vi kort vender os mod Europa, ser det ikke så godt ud. En stejl nedtur i europæisk økonomi vil på sigt smitte af på dansk økonomi, og lige nu tegner der sig et broget billede for eurozonen. I den seneste PMI-måling fra S&P Global lyder kommentaren (AI-oversat), at “oktober markerer den tredje måned i træk med tilbagegang i forretningsaktiviteten. Nye forretninger dykker stejlt, og fremadrettet tegner det ikke godt. Forretningsaktiviteten er rykket tættere på et recessionsscenarie. Men priserne kører fortsat op. Tallene indikerer, at vi får en tid med udsigt stagflation. ECB vil derfor næppe sænke renterne.”
Lavere tempo
Videre heddet det: ”På grund af manglen på arbejdskraft er servicevirksomheder tilbageholdende med at skære i job. I stedet har de blot nedsat tempoet for ansættelse af personale. Problemet med mangel på kvalificeret arbejdskraft vil sandsynligvis fortsætte på længere sigt. Dette bør forhindre privatforbruget i at styrtdykke, hvilket er særligt vigtigt for servicesektoren.”
Billedet, der her tegnes, passer langt hen ad vejen på dansk økonomi. Dog med den undtagelse, at både industriens omsætningen og privatforbruget holder godt stand med en lille sivende tendens. De seneste data for industriens omsætning viser, at mønsteret er ved at skifte: Over det seneste år har industriens omsætning ekskl. medicinalindustri været markant faldende. Og overordnet har den positive udvikling været trukket af medicinalindustrien (læs Novo Nordisk).
Ændringen ligger i, at industriens omsætning ekskl. medicinalindustri de seneste tre måneder igen er begyndt at stige en smule. Et kig ned i branchetallene viser, at bl.a., plast-, beton- og elektronikindustri er begyndt at vise styrke de seneste måneder. Til gengæld trækker medicinalindustrien ikke længere hele læsset, viser tallene fra Danmarks Statistik.
Udviklingen i privatforbruget viser, at detailhandelsomsætningen har ligget nogenlunde stabilt de seneste seks måneder, målt i faste priser. For fødevarer har omsætningen været vigende, mens det samme har været tilfældet for beklædning. Til gengæld har gruppen “andre forbrugsvarer” været stigende. Tallene fra DS viser, at fremgangen er drevet af dyrehandlere, musikinstrumenter, legetøj, boghandel og elektriske husholdningsapparater. Måske er danskerne ved at forberede sig på en kold, mørk og lang vinter.
Lidt flere ledige
Soliditeten i dansk økonomi bakkes op af en fortsat robust beskæftigelse. Over de seneste fire måneder er antallet af fuldtidsledige øget fra 83.000 til 84.400. Hele stigningen ligger på dagpengemodtagere. Geografisk ligger den største stigning i Nordjylland og Østjylland, mens der var uændret beskæftigelse i hovedstaden.
Analytikerne er fortsat optimistiske om dansk økonomi, også for næste år. De nyeste BNP-prognoser fra september og oktober viser en vækst i år på omkring halvanden pct.: Nationalbanken, IMF, De Økonomiske Råd og Danske Bank siger alle 1,7 pct. i år, især drevet af øget offentligt forbrug og eksport. Næste år ser prognosemagerne mellem 1,2 og 1,5 pct. i BNP-vækst, især drevet af privatforbruget og i mindre grad eksporten.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.