Der er fortsat pæn vækst i nettorenterne i 3. kvartal, viser de aktuelle regnskaber. Men vi nærmer os afslutningen på en rejse med følgende centrale spørgsmål: Hvordan vil bankaktierne reagere, når medvinden fra nettorenterne ophører og måske endda vender, spørger finansanalytiker Per Grønborg.
Bankernes vækst i nettorenter fortsatte i tredje kvartal i stort set samme tempo som i andet kvartal. Spar Nord var højdespringeren denne gang med plus 11 pct. i forhold til kvartalet før med Danske Bank som en overraskende nr. to. Det kan dog forklares med et ekstraordinært nettorentebidrag på 307 mio. kr. fra et afklaret skattespørgsmål. Uden dette bidrag havde væksten været på stadig anstændige 6 pct.
Årsstigningstakterne forbliver høje: Sydbank og Spar Nord på henholdsvis 94 pct. og 92 pct., mens Danske Bank halter markant bagefter med en årsstigningstakt på 48 pct. Vores analyse tyder på, at Danske Bank har et efterslæb på mindst 10 mia. kr., som vil blive realiseret over de kommende år. De gennemsnitlige ind- og udlånsrenter for tredje kvartal viser, at indlånsrenterne har taget et pænt spring op i de fleste banker, men også udlånsrenter fortsætter med at stige. Den samlede stigningstakt i rentemarginal er dog klart aftagende. Siden ændringen i centralbankrenten fra og med andet kvartal 2022 har Jyske Bank umiddelbart hævet renten mest, mens Spar Nord fortsat halter bagefter. På indlånssiden har Jyske Bank ligeledes hævet renten mest, mens Spar Nord har hævet renten mindst.
Udsigten for fjerde kvartal er, at medvinden fra højere nationalbankrenter aftager drastisk for stort set at forsvinde i første kvartal 2024. Effekten toppede i fjerde kvartal 2022, hvor den gennemsnitlige nationalbankrente steg med 1,25 procentpoint.
Siden er stigningstakten faldet til 0,49 procentpoint i tredje kvartal. Forudsat uændrede renter vil den være 0,24 procentpoint i fjerde kvartal. Der kan være et vist efterslæb fra rentetilpasninger af både ind og udlån. Men vi nærmer os med hastige skridt enden på de kraftigt stigende nettorenter, når vi kigger på kvartalstal.
For hele året 2024 burde der fortsat være et solidt løft i nettorenteindtjeningen, idet vi startede 2023 på et noget lavere niveau, end vi slutter året med. Naturligvis forudsat at vi ikke ser rentenedsættelser i løbet af 2024.
Betyder det, at bankaktiernes outperformance af markedet er ovre? Her bør man også have valuation med i billedet. Markedet betaler nu mere beskedne 6-7 gange næste års overskud for de danske banker. Det tyder på, at der allerede er indpriset et solidt rentefald og derved fald i nettorenterne ind i de aktuelle aktiekurser.
En afgørende faktor for bankaktiernes udvikling vil blive den kommende udbyttesæson. Lave pay out-ratios bør blive straffet, mens høje pay outratios vil blive belønnet, som vi allerede har set det med Jyske Bank efter deres beslutning om at betale et interimsudbytte i december, eller Danske Banks lignende beslutning i juli.
Ud over nettorenterne er bankerne fortsat udfordret på gebyrindtægterne, hvor specielt de manglende konverteringsindtægter gør ondt. Gebyrer er traditionelt lave i tredje kvartal på grund af ferieperioden, men kigger man i stedet på årsstigningstakten, er den negativ: Mest for Spar Nord med minus 16 pct, hvorimod Sydbank og Danske Bank ligger på mere beskedne minus 5,5 pct og minus 4,4 pct. Jyske Banks tal er påvirket af opkøbet af Handelsbanken, da Handelsbanken ikke var med i tallene for et år siden.
Kredittab blev endnu engang noget, der ikke trak de store overskrifter, da niveauet fortsat er usædvanligt lavt. Det ligger allerede i forventningerne, at kredittabene bliver noget højere næste år. Lad os nu se, om analytikernes og bankernes egne forudsigelser ikke endnu engang viser sig at være for negative.
Målt på egenkapitalforretning er Sydbank endnu engang i top med 25,8 pct. for tredje kvartal, mens Danske Bank halter langt bagefter med mere beskedne 12,6 pct. Justeret for immaterielle poster er den justerede egenkapitalforretning stadig højest i Sydbank med 26,6 pct., og modsat i andet kvartal er Sydbank denne gang foran Ringkjøbing Landbobank.
Spar Nord er på en solid tredjeplads med et pænt forspring til Jyske Bank og specielt Danske Bank. Man skal dog være opmærksom på, at begge disse banker bruger hold til udløb-klassificering af obligationer, og derfor har et efterslæb i nettorentevæksten i forhold til de banker, der bruger markedsværdier.
Kan det forklare hele forskellen? Nej det kan det bestemt ikke – specielt ikke for Danske Bank.
Per Grønborg
Disclaimer: Per Grønborg ejer 11.960 Danske Bankaktier, 5100 Sydbank-aktier og 7500 Spar Nord-aktier.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.