Kære læser
”Gode” data for inflation og arbejdsmarked fortsætter med at rulle ind, og det har på det seneste presset både de lange renter og de mellemlange renter ned.
Det næste år forventes nu 4-5 rentesænkninger i USA, og det løfter i den grad aktiemarkederne for tiden. Og umiddelbart er det svært at se, hvad der skal afspore dette aktierally, som efterhånden er ved at blive selvforstærkende. Mange professionelle investorer har travlt med at komme med på vognen.
Men vi skal ikke være blåøjede. Der er også stærke negative kræfter i gang under overfladen, når det handler om professionelle investorers og finansielle virksomheders risikovillighed og kreditvillighed. Det er som at bevæge en supertanker: Det går ikke så hurtigt. Men det er en bevægelse, som er svær at bremse.
Mange eksperter har i over et år forudset en dybere recession lige forude. Men som vi ved, er den endnu ikke kommet, i hvert fald ikke for alvor. I store dele af den vestlige verden, er der fortsat næsten fuld beskæftigelse. Og det er med til at skabe en robust modstandsdygtig makroøkonomi.
Men de seneste måneder er der sket noget. Arbejdsmarkedet i Europa og USA er nu under begyndende svækkelse, industri og serviceerhverv er ved at gå ned i gear, og privatforbruget begynder også flere steder at vise svaghed. Spørgsmålet er, om det vil fortsætte?
Umiddelbart er svaret: ja.
Måske får vi en dybere recession
Den såkaldte credit impulse er i den vestlige verden klart på vej ned. Og det virker som en bremse på samfundsøkonomien, indtil centralbankerne for alvor sætter de korte renter ned. Så nu kan det blive et kapløb med tiden om at sætte renterne ned.
Så vi skal holde øje med, om recessionsfrygten engang til foråret får overtaget. Så kan historien på aktiemarkedet blive vendt på hovedet.
I det følgende gennemgår jeg nogle af ugens signaler i vores tværgående dataanalyser af aktierne på det danske aktiemarked. Samlet set har de vist sig at være gode indikatorer på, hvad der driver de enkelte aktier, både op og ned.
For det første fortsætter analytikerne med at opjustere deres estimater for det kommende års overskud i Vestas og Ambu, som vi har i begge porteføljer, og som de seneste måneder har leveret solide kursafkast.
Modsat rammes blandt andet Mærsk, Bavarian Nordic og til dels Netcompany af analytikernes nedjusteringer. For A.P. Møller-Mærsk er det dramatiske nedjusteringer, som næppe er indarbejdet i den aktuelle aktiekurs.
For det andet fortsætter shortfondene med at trække følehornene til sig i en stribe selskaber. Blandt andet i Bavarian Nordic, Netcompany, Mærsk, FLSmidth og Pandora.
Det afspejler muligvis, at shortfondene er ved at trække sig ud af disse aktier, og det sker ved at afdække deres shortpositioner med opkøb, så de kan levere de lånte aktier tilbage. Modsat har shortfondene på det seneste øget deres positioner i NKT, Demant og Lundbeck.
For det tredje viser signalerne i den tekniske analyse fortsat en lang række købssignaler med de stærkeste positive signaler for Vestas, Danske Bank, Tryg, Pandora og GN Store Nord. Nye salgssignaler er der den seneste uge kommet i Novo Nordisk (kortsigtet), ISS, Netcompany og DSV.
God læselyst
Morten W. Langer
Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her





