Med den lette ændring af ordvalget i overskriften fra sidste års ”kan” til ”nu går det fremad” er tonen slået an til 2024, samtidig med at der også ligger en klar konstatering og anerkendelse af den pæne afslutning på det 2023, der helt frem til slut oktober stadig lignede endnu et rædselsår til sektoren.
Helt oplagt er det dog først og fremmest på hele ØU Life Sciences vegne at benytte lejligheden til at ønske alle læsere et godt nytår og samtidig takke for opbakningen i det netop afsluttede år. Efter et par svære år ser vi frem til et spændende 2024, hvor vi vil gøre vort ypperste for at bringe spændende analyser, interviews, etc. fra den børsnoterede Life Science verden i Skandinavien.
Modelporteføljen haltede igennem det meste af året, men nåede dog i mål med et positivt resultat på +11 % for 2023 og har i skrivende stund leveret en imponerende start for 2024 på 8,4 %. Selvom porteføljen ikke kunne følge med de Novo-tunge referenceindeks i 2023, så er det tilfredsstillende at nå i positivt terræn efter en lang og skuffende periode. Især udviklingsselskaberne har haft det ganske svært i 2023, og det ses tydeligt i porteføljen. Det har været dyrt at hente kapital, og det har også kostet på flere af selskaberne i modelporteføljen, men vi har omvendt også nydt godt af, at flere af de mere kommercielle selskaber har leveret varen og vægtet tungere end de kapitalhungrende selskaber. 2023 blev nemlig som forventet et år, hvor kapitalfremskaffelse var meget dyrt for selskaberne og ikke mindst for deres eksisterende aktionærer.
Kapital kapital kapital
Også i 2023 var fortegningsemissioner gift for de eksisterende aktionærer. Omkostningerne har været meget høje og kursudviklingen katastrofal for de selskaber, der var nødsaget til at hente penge for at kunne fortsætte det vigtige og kapitalkrævende arbejde med udvikling eller udrulning af nye lægemidler og medtech-produkter.
En række selskaber har skåret til og skåret fra for at sikre, at pengekassen holder så længe som muligt, og for at investorer overhovedet vil finde det værd at fylde den op igen.
Kapitaladgangen og den kommercielle udrulning er områder, vi her på redaktionen vil prioritere endnu højere i det nye år. Med kursderouten de senere år kan 2024 blive året, hvor de mest succesrige investeringer kan gøres til de mest attraktive værdiansættelser. Det bliver sandsynligvis også året, hvor de mindre og mellemstore selskaber bliver de mest interessante at kigge på. Naturligvis fordi de har det laveste kursmæssige/værdimæssige udgangspunkt.
Uafhængige afhængige er vi stadig
Som en af de ganske få uafhængige og selvstændige analysehuse i Norden er vi helt afhængige af jer læseres opbakning, og den sætter vi stor pris på. ”Købe-analyserne” (commissioned research) er stadig at finde mange steder, og de er nærmest dominerende blandt alle andre end de helt store likvide aktier. Det øger behovet for en selvstændig og uafhængig aktør, der forhåbentlig kan komme lidt bedre rundt om alle aspekter af et givent selskab. Især de mindre positive af slagsen.
Vi vil stadig fokusere på at have en troværdig og ikke mindst læseværdig (og til tider alsidig) Life Science publikation båret af en dygtig og erfaren analytikergruppe. Det kræver ressourcer, og jeg vil da ikke undlade at nævne, at vi altid gerne vil udvide vor analytikergruppe.
Hermed er opfordringen givet til alle, som interesserer sig for biotek, medtech, pharma og alt derimellem og har en analytiker i maven om at skrive på [email protected]. Det gælder selvfølgelig også, hvis man blot kender én, der kender én, etc.
Nytårsudgave
De 2 første udgaver af ØU Life Science er lidt anderledes. Vi kigger på sektoren i et lidt bredere perspektiv og går især udenfor vor normale hjemmebane i Skandinaven. Der er også plads til de klassiske bud på vinderaktier i 2024 og en opfølgning på buddene fra 2023. Vi starter i Danmark i denne udgave og breder os i næste udgave lidt mere ud.
I dag skriver Lars Hatholt om udviklingen i amerikansk biotek og giver også et lille indblik i sit eget amerikanske biotech-univers i VRAA-porteføljen, der igen i 2023 leverede et flot resultat – også hvis man fjerner den ene aktie, der steg med fantastiske 500+ % og blev opkøbt.
I denne uge er der også en opdatering af tabellerne og modelporteføljen per ultimo 2023.
Vi er altid glade for at modtage nye perspektiver på indholdssiden og sætter stor pris på feedback fra jer læsere, som er gode til at se dét, vi ikke altid selv ser. Det kan både være tips om emner eller specifikke selskaber, der skal kigges nærmere på af både positive eller negative årsager. Der er jo mere end 150 noterede selskaber i universet, så der er utvivlsomt aktier, vinkler og historier, som vi misser undervejs. Det vil være utopi at tro andet.
Tøv endelig ikke med at skrive på [email protected].
Investorkonferencer
Også i 2024 vil vi gennemføre flere Life Science investorkonferencer med selskaber indenfor en række forskellige sygdomsområder og på en række forskellige udviklingstrin. Det har også i 2023 været en glæde at byde velkommen til erfarne og spørgelystne tilhørere, som er med til at sikre et fornuftigt udbytte til tilhørerne hver eneste gang. Udover at møde selskaberne og deres ledelser er konferencerne også et glimrende sted at møde andre investorer, ligesom der også altid er mulighed for at tale med ØU Life Science redaktionen om stort og småt.
Den næste investorkonference løber af stablen d. 28. februar i det. vi godt kan betegne som vores velfungerende hjemmebane i Symbion Science Park. Husk at du på vores hjemmeside (www.ugebrev.dk) kan du altid gense præsentationerne fra tidligere konferencer. Konferencerne varetages af Svend Schat-Holm, som besvarer alle spørgsmål desangående på [email protected], uanset om du er tilhører eller som selskab har et ønske om at præsentere. Sluttelig er der kun tilbage at sige velkommen til et 2024 med masser af nye investeringsmuligheder.
Steen Albrechtsen – Redaktør
P.s. Jeg har selv brugt en del af denne uges vågne timer på præsentationer fra den vigtige årlige J.P. Morgan konference. Alle offentlige præsentationer kan ses her: https://jpmorgan.metameetings.com/confbook/ healthcare24/home.html
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.