Svend Brinkmanns bog ’Oplevelsessamfundet’ blev flået ned af hylderne, da den ramte butikkerne i efteråret. Anmelderkorpset var begejstret. Eminent, skrev Altinget, mens Kristelig Dagblad gav fem stjerner. Desværre skuffer bogen fælt, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen. Han mener, at bogen byder på vindskæve analyser og uigennemtænkte eksempler, der udstiller og underminerer forfatterens papirstynde pointer. 2023 bød dog på et sandt mesterværk: Louis-Ferdinand Célines ’Krig’ er ubetinget årets bedste bog.
Svend Brinkmanns seneste samfundsdiagnose er dybt bekymrende: Vi lever ikke længere i en fælles virkelighed, men i individuelle og adskilte oplevelsesverdener. Det vigtige er ikke, hvordan tingene rent faktisk forholder sig, men hvordan de opleves. Det gælder eksempelvis krænkelsessager. Her lægges der udelukkende vægt på parternes oplevelser, hvorimod virkeligheden hældes ud med badevandet.
Brinkmann skriver: ”Enhver i oplevelsessamfundet kan påkalde sig rettigheder med udgangspunkt i oplevelser. Hvis man oplever, at man er udsat for mobning, så er man udsat for mobning. Hvis man oplever, at man er krænket, ja, så er er man krænket.”
Den dystre pointe bakkes op af en omdiskuteret passage i Københavns Universitets tidligere retningslinjer, hvoraf det fremgik, at hvis en person føler sig krænket, så var der som udgangspunkt tale om en krænkelse. Eksemplet er langt fra velvalgt: Københavns Universitet har, som Brinkmann selv bemærker, for længst skrottet det kluntede ordvalg. Og når end ikke Danmarks woke-højborg nummer ét mener, at krænkelsessager alene bør vurderes ud fra, hvorvidt en person føler sig krænket, så er det næppe en særlig udbredt praksis.
Brinkmann henviser også til fagforeningen Business Danmark, der på sin hjemmeside skriver (eller rettere: skrev), at hvis en person oplever sig udsat for krænkende eller sårende adfærd, så er der tale om mobning. Dette eksempel er dog også forældet. Business Danmark lancerede nemlig en helt ny hjemmeside i august 2023. I den opdaterede version holder fagforeningen for marketingsmedarbejdere sig til Arbejdstilsynets definition af krænkelser – og her er der ingen slinger i valsen:
”Arbejdstilsynet har i høj grad fokus på det faktuelle: Hvad er der konkret sket, og hvor tit?”
Desuden skulle Brinkmann, der jo ellers hævder at holde meget af virkeligheden, prøve at åbne vinduet og stikke hovedet ud. Hvis han gjorde sig den ulejlighed, ville han hurtigt opdage, at vi ikke lever i et oplevelsessamfund, hvor indre forestillinger agerer øverste autoritet.
Det betyder ikke, at vi altid er enige om, hvad der kendetegner ordentlig opførsel. Når visse ord og fraser får universitetsstuderende til at forlade forelæsningen og forlange underviseren bortvist, ruller de fleste af os formentlig med øjnene og tænker, at det nærmere er de ømfindtlige unge, der bør smides på porten.
Men bemærk, at de studerendes barnagtige adfærd ikke udspringer af indre oplevelser, der er totalt afkoblet virkeligheden. De faktiske forhold er vi sådan set enige om. Det er den normative dom om de faktiske forhold, der skaber ståhej. De mener, at visse ord under ingen omstændigheder bør anvendes i en undervisningssammenhæng. Vi er uenige.
Ifølge Brinkmann er vi dog ikke længere i stand til at diskutere normative spørgsmål på en rationel og faktabaseret måde. I oplevelsessamfundet er etiske vurderinger nemlig blevet reduceret til subjektive smagsdomme: ”Det gode er godt, fordi jeg oplever, at det er sådan. Det onde er ondt, fordi jeg oplever, at det er sådan.”
Som teoretisk grundlag hentes Ayers emotivisme og Sartres eksistentialisme frem fra filosofigemmerne: ”Man hører godt nok ikke ret meget om emotivisme og eksistentialisme længere, men det skyldes ikke, at de blev uaktuelle i løbet af det 20. århundrede. Snarere tværtimod. De blev så banale og selvfølgelige, at det slet ikke var nødvendigt at navngive dem. De blev til en slags folkefilosofier – hver mands moralfilosofi – i det oplevelsessamfund, der voksede frem”, skriver Brinkmann.
Igen slår han en kæmpe skævert. Hvis Ayer og Sartre vitterlig var blevet hvermandseje, så ville diskussioner om politik og etik for længst være forstummet. Hvorfor diskutere koranafbrænding, dyrevelfærd, klimaansvar, topskat, kønsdiversitet og så videre, hvis ret og vrang udelukkende er et spørgsmål om indre smagsoplevelser?
Claus Strue Frederiksen
Læs hele artiklen her.
