Pensionsselskabet har netop udsendt nye priser, hvor det fremgår, at visse kunder med bestemte jobs fremover skal betale langt højere forsikringspræmier end andre. Det, der ligner diskrimination, er fuldt ud lovligt, men møder alligevel kritik fra pensionseksperter. Fagredaktør Carsten Vitoft har kigget på PFA’s nye priser.
Fra 1. januar er det ikke længere så sjovt at være slagter, kok, tjener, pædagog eller for den sags skyld håndværker af en enhver art, hvis man sparer op til pension i PFA. For selskabet begynder her i 2024 at forskelsbehandle kunderne alene baseret på deres jobtitel.
Det sker med indførslen af nye priser, hvor PFA sænker priserne på den mest omkostningstunge dele af pensionsopsparingen – investeringsomkostningerne. Stort set alle kunder får nu kæmpe rabat på disse omkostninger, men PFA fremhæver samtidig 12 jobtitler, som ikke vil få del i de massive rabatter.
Ud over de nævnte faggrupper rammes eksempelvis også social- og sundhedsassistenter, herunder hjælpere, undervisere, rengøringsmedarbejdere og landsbrugsmedarbejdere. Har en virksomhed for mange af den type ansatte, får den ikke adgang til de nye rabatter.
Lovlig manøvre
”Pensionsselskabet må ikke diskriminere i forhold til for eksempel køn, race eller religion. Pensionsvilkår bør fastsættes på grundlag af risikoprofiler og forventet levetid inden for bestemte beskæftigelseskategorier. At benytte jobtitel isoleret set siger ikke nødvendigvis noget om risiko og forventet levetid,” lyder kritikken fra Forbrugerrådet Tænks Seniorøkonom Morten Bruun Pedersen, som Økonomisk Ugebrev har forelagt de nye prisskilte.
PFA’s manøvre er ikke ulovlig, så længe PFA objektivt og retfærdigt kan påvise, at de tjener flere penge på nogle kunder end på andre. Det rejser dog samtidig spørgsmålet, om nogle af disse kundegrupper overhovedet har fordel af at være en del af PFA-fællesskabet.
”Jeg har meget svært ved at forstå, at det kan lade sig gøre på en objektiv og retfærdig måde at fordele omkostninger ud på den måde. Der er selvfølgelig stordriftsfordele på investeringerne. Men jeg har endog meget svært ved at se, hvorfor de fordele skal fordeles ud på de enkelte kunder. Jeg har også svært ved at forstå, hvordan de tal kan regnes ud. Jeg har en mistanke om, at man reelt gerne vil kunne bruge pengene til rabatter i salgsarbejdet over for mæglerne,” siger professor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet.
Professor Tanggaard er tidligere formand for Penge- og Pensionspanelet, der i 2018 udviklede en model til beregning af effekten af investeringsomkostninger på tilbagetrækningsalderen. Ugebrevet har bedt ham regne på PFA’s nye og gamle priser og fortælle, og hvad de betyder for kunderne.
Beregningerne er sket på en standardkunde på 40 år med 400.000 kr. i årlig indkomst og 750.000 kr. i samlet pensionsopsparing
Konklusion: En ”god” PFA-kunde får med PFA’s nye pristilbud her fra januar en rabat på 20 basispunkter på de årligt beregnede investeringsomkostninger. De mindre gode kunder får kun 5 basispunkter i rabat – altså 4 gange mindre end den ”rigtigt gode” kunde.
Forskel over 1000 kr.
Ifølge branchens egne afkast- og omkostningsportal Fakta om Pension lyder investeringsomkostningerne i gennemsnit på 0,8 pct. årligt af pensionsformuen i PFA. I dette tilfælde vil årets investeringsomkostninger være 4500 kr. for den ”gode” kunde, mens den mindre gode kunde skal betale 5625 kr. En forskel på over 1000 kr. for at bruge de samme services i PFA, og den forskel vil blot være stigende fremadrettet i takt med, at pensionen vokser.
”Isoleret set kan de kunder, der får de bedste rabatter, nu trække sig seks til syv måneder tidligere på pension end de kunder, der ikke får så gode rabatter,” viser beregningen fra Penge- og Pensionspanelets pensionsmodel.
I PFA handler det om, hvad der tjenes på de enkelte kundegrupper. Nogle tjener man flere penge på end andre, og derfor må de også betale mere for at spare op til pension, lyder forklaringen fra Koncerndirektør i PFA Anders Damgaard.
”Ofte har faggrupper med forhøjet risiko for forsikringsskader en mindre pensionsopsparing sammenlignet med faggrupper, der har en lavere risiko for forsikringsskader. Denne risikovurdering indgår, når vi vurderer, i hvilket omfang vi kan tilbyde rabat på investeringsdelen af aftaler,” skriver han i en mail til Ugebrevet.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.