Forlad PFA og flyt til de billigere pensionskasser, lyder det nu fra en række topfolk i fagbevægelsen. Det sker, efter Økonomisk Ugebrev i seneste udgave kunne afsløre, at PFA fra januar 2024 indfører store forskelle prisforskelle alene baseret på kundernes jobtitel. PFA står isoleret med den nye prismodel, viser Økonomisk Ugebrevets rundspørge. Fagredaktør Carsten Vitoft skriver.
Forbundsformand Henning Overgaard Forbundsformand i 3F undrer sig nu over, at det er nogle af landets absolut hårdeste og mest nedslidende jobs, som må holde for i PFA’s nye prismodel, som blev indført her fra årsskiftet.
”Jeg kender ikke detaljerne eller bevæggrundene i dybden for PFA’s beslutning. Men det understreger for mig, hvorfor vores kollektive arbejdsmarkedspensioner er en genial opfindelse. Gennem arbejdsmarkedspensionerne er vi solidariske, fordeler omkostningerne retfærdigt og sikrer, at alle lønmodtagere har opsparing til alderdommen. Det er én af arbejdsmarkedets kronjuveler, og det er jeg stolt af.”
Store forskelle i rabatter
Videre siger han: ”Det er jo åbenbart, at nogle lønmodtagere har hårdere og mere nedslidende jobs end andre. Derfor er det helt afgørende, at vi har solidariske løsninger for medarbejderne i de fag og brancher.”
Bl.a. håndværkere, slagtere, smede, mekanikere, havnemedarbejdere og lagermedarbejdere får med PFA’s nye prisstruktur de dårligste vilkår i pensionsselskabet. PFA har ellers givet store rabatter til andre kunder på det suverænt dyreste element i en pensionsopsparing – nemlig investeringsomkostningerne. Men de rabatter, der er er indført fra årsskiftet, er fire gange højere for andre kunder i mindre nedslidende jobs. Det viser PFA’s nye prisskilt, som Økonomisk Ugebrev er kommet i besiddelse af. ”Overenskomstparterne aftaler, hvem der skal forvalte vores medlemmers indbetalinger. Vi har løbende drøftelser med hinanden i forhold til afkast, omkostninger og indhold i ordningerne. Skulle en ordning blive utidssvarende eller ikke længere være konkurrencedygtig, så må det kalde på overvejelser om, at parterne drøfter mulighederne for et skift af arbejdsmarkeds pensionsselskab, eller påvirkning af pensionsselskabet indefra,” lyder svaret fra Jim Jensen, der er forbundsnæstformand i Fødevareforbundet NNF om PFA’s nye prisskilt.
Han tilføjer, at langt de fleste af hans medlemmer i dag indbetaler til Industriens Pension og PensionDanmark. Begge pensionskasser oplyser til Ugebrevet, at de ikke forskelsbehandler medlemmerne på baggrund af deres jobtitler.
“Investeringsomkostninger beregnes i PensionDanmark efter samme princip for alle medlemmer og afspejler således udelukkende den alderspulje og risikoprofil, som det enkelte medlem er tilknyttet. Dermed betaler medlemmet altid de investeringsomkostninger, der er relateret til den reelle sammensætning af aktiver i investeringen af den enkeltes pensionsopsparing. Såfremt et medlem har valgt at benytte frit puljevalg, opkræves investeringsomkostninger svarende til omkostningerne for de valgte puljer,” oplyser Claus Stampe, adm. direktør og investeringsdirektør i Pensiondanmark.
Går den, så går den
Industriens Pension oplyser nogenlunde det samme. Selv de kommercielle pensionsselskaber Velliv og AP Pension afviser, at jobtitel betyder noget som helst i forhold til størrelsen af kundernes investeringsomkostninger.
Professor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet mener hverken, det er rimeligt eller fagligt forsvarligt at justere betalingen af investeringsomkostninger på den måde, som PFA nu gør. ”Det er der ikke noget fagligt belæg for, og det er nok mest udtryk for en ’går den, så går den’-mentalitet. Alle mulige andre omkostninger kan de måske differentiere, men ikke investeringsomkostninger,” siger han.
Økonomisk Ugebrev har spurgt PFA, hvorfor nogle kunder i PFA skal betale mere end andre for at benytte de samme services i PFA – og at det tilsyneladende skal være de mest udsatte på arbejdsmarkedet, der bærer byrderne. ”Vi har som mål at skabe økonomisk balance i de enkelte kundeforhold, og her har pris og omkostninger en betydning. Årsagen til, at der er mindre ÅOP-rabat i de pågældende prisgrupper, er, at der typisk er lavere gennemsnitsindbetalinger og opsparing. Prismodellen er med til at skabe balance, fordi den afvejer omkostningerne med kundernes risiko og indbetalinger på pensionsopsparingen,” skriver koncerndirektør Anders Damgaard fra PFA i en mail.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.