Den offentlige debat er giftig i disse år, og det fik Bo Normann Rasmussen, adm. direktør i AP Pension, at føle, da han i et interview i Berlingske gav udtryk for, at man mister værdi på arbejdsmarkedet, når man bliver ældre, og at dette også bør afspejles i lønniveauet. Hans budskab var, at en mere smidig aflønning ville være befordrende for, at flere ældre bliver på arbejdsmarkedet.
Det var godt ment, men blev taget ilde op af både Ældresagen og fagforeningerne. Norman Rasmussen modererede sine udtalelser i et opslag på LinkedIn. Men så blev han til gengæld uvenner med Berlingskes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen, der i et usædvanligt hårdt formuleret indlæg skrev, at AP-chefen har en rygrad som en regnorm.
Bernt Henriksen har muligvis haft en dårlig dag, for faktisk trak Norman Rasmussen ikke sine synspunkter tilbage. Han beklagede blot nogle formuleringer. De kunne også have været bedre, men det er noget helt andet, man bør rette kanonerne mod her.
Tag nu Djøfs formand Sara Vergo, der mener, at Normann Rasmussen omtaler de ældre som ”andenrangsborgere”. Det er en grov forvrængning af, hvad manden faktisk siger.
Det er et simpelt faktum, at de fleste virksomheder foretrækker at ansætte yngre medarbejdere. Det er heller ikke svært at forstå, at det er sådan. De ældre ansøgere kommer med mere erfaring, men med mindre ildhu, og det er nu engang ikke dem (os), en virksomhed kan bygge sin fremtid på.
Den demografiske udvikling gør det vigtigt at holde de ældre på arbejdsmarkedet, men af hensyn til alle parter er man nødt til at se bort fra bragesnakken om ”det grå guld”. Vi er kun sølv.
Det skylder også Djøf sine ældre medlemmer at se i øjnene, selv om det måske er besværligt. Endnu mere absurd er det, når Thomas Holberg, politisk konsulent i Ældresagen ser bort fra fakta, og bruger verdens dårligste argument for, at man bevarer sin skarphed – at han arbejder sammen med en 66-årig, som ikke har mistet sin skarphed.
Folkets lobbyister
I de senere år er erhvervsmedierne, inklusive Økonomisk Ugebrev, blevet mere forbeholdne med at give taletid til erhvervsorganisationerne. Dette bl.a. i en erkendelse af, at de i stadigt højere grad opererer som professionelle og strømlinede lobbyister. I stedet henter vi ofte kommentarer fra organisationer, der tænkes at repræsentere folkelige strømninger – som Djøf og Ældresagen.
En gang imellem må man dog også stille spørgsmålet, hvem og hvad disse organisationer egentlig repræsenterer. Der er også et friskt eksempel på det fra klimadebatten.
På Finans.dk kalder Bjarke Møller, direktør i den uafhængige miljøorganisation Rådet for Grøn Omstilling, det for ”et kæmpe problem,” at Novo Nordisk i 2023 har øget sine direkte og indirekte CO2-udledninger med 55 pct. (ifølge virksomhedens eget regnskab).
Novo Nordisk har i både dansk og udenlandsk presse fået meget opmærksomhed for sit fedmemiddel, men det er en overset vinkel, at dette også udgør en af de mere betydelige af de tusindvis af innovationer, der tilsammen udgør den grønne omstilling:
Den CO2, som medicinalvirksomhederne udleder i produktionen af midlerne, er sandsynligvis kun en mikroskopisk del af den CO2-besparelse, samme midler giver anledning til i fødevareproduktionen. Her betyder fedmemidlerne en så stor forventet nedgang i efterspørgslen, at det allerede har givet anledning til et signifikant kursfald i f.eks. Coca-Cola-aktien.
Derfor skal Novo Nordisk naturligvis ikke negligere sin egen CO2-udledning. Men det ville fra enhver betragtning være hul i hovedet at udskyde produktionen af Wegovy, til den kan foregå klimaneutralt. Det forstår Rådet for Grøn Omstilling forhåbentligt også. Spørgsmålet er så, hvorfor de ikke siger det til journalisten.
Goddag og farvel til statsstøtte
Erhvervsstøtte er med rapporten fra en ekspertgruppe under Christian Frigasts ledelse igen igen kommet på dagsordenen. Det er et område, hvor man altid gerne vil spare, men, som Helle Ib noterer sig i Børsens leder onsdag, er det er kompliceret i praksis.
Pudsigt nok er dette også illustreret på forsiden af samme avis. Her handler det om, at Moderaterne vil have aktieskatten ned. Dette i et omfang, så det teknisk set er statsstøtte. Man kan kun sukke over, at politikere har det med at falde for den fikse idé. På skatteområdet ville det store perspektiv ligge i at gå efter ens beskatning af alle indkomstformer. Det er det bedste værn mod snyd.
Sten Thorup Kristensen