”Klimaloven handler om CO2-udslippet i Danmark – også for den del af produktionen, som eksporteres,” skrev Børsens chefredaktør Bjarne Corydon forrige torsdag i en leder om den kommende klimaskat på landbruget.
Han har ret, for som det var præciseret i bemærkningerne til klimaloven fra 2020, handler det om udledninger ”på dansk grund”. Det er ikke desto mindre et dårligt argument for, at landbruget bare skal stoppe piberiet og bære samme byrder som alle andre.
Faktum er, at landbruget er det eneste store eksporterhverv, der nu bliver pålagt signifikante byrder og mister konkurrenceevne for at vise, at Danmark er et foregangsland på klimaområdet. F.eks. rederiernes indtjening bliver stolt regnet med i det økonomiske nationalregnskab, men ikke i det klimamæssige, selvom – eller måske netop fordi – de er blandt de største klimsyndere.
For den typiske store industrivirksomhed er effekten af klimaloven kun på bagatelplanet, fordi den har det det meste af sin produktion i udlandet og derudover af helt andre grunde alligevel skulle gøre noget, der viser handling på E’et i ESG.
Man kunne have vendt det anderledes. Man kunne have fastsat reduktionsmålet sådan, at det handlede om den udledning, som danske borgere og virksomheder havde direkte ansvar for. Det var urealistisk, fordi vi så ikke bare ville spænde ben for et af vores eksporterhverv, men for dem alle, især de nævnte rederier.
Men så kunne man have målt på den udledning, danskere giver anledning til gennem deres forbrug. Det havde sagligt set været det mest logiske, og man havde undgået den situation, der nu vil opstå, hvor danske forbrugere måske vil skifte til (billigere) udenlandske fødevarer, således at den reelle klimaeffekt alt andet lige er et rundt nul.
Om ikke andet så skal man altså, som medie, undlade at købe Christiansborg-fortællingen om, at det er nødvendigt, at landbruget nedbringer sin udledning af klimagasser. Det er ikke de vrede landmænd, der er dumme og forkælede – disse tillægsord kan i stedet hæftes på dem, som har siddet over kopper med alt for dyr kaffe og udtænkt det, som nu er på vej til at ske.
Det er usagligt, det gavner ikke den globale klimasag, og det vil forstærke afviklingen af landdistrikterne.
Det er helt oplagt, at det forholder sig sådan, og man kan filosofere over, hvorfor det alligevel har været så nemt at sælge budskabet om, at landbruget nærmest pjækker fra sit ansvar. Måske er der noget psykologi over det.
Danmark er som bekendt fra gammel tid et landbrugsland, og selv om erhvervet i dag har mistet det meste af sin økonomiske og samfundsmæssige betydning, sidder det dybt i den almindelige dansker, at landbruget er ”en del af os” og dermed også skal skære relativt lige så meget i sin udledning, som alle vi andre skal gøre.
Det er brandærgerligt, at medierne ikke kan facilitere en mere sober diskussion om, hvad vi skal med landbruget i fremtiden. Det er absolut en velbegrundet holdning, at der ikke er nogen nutidig begrundelse for, at Danmark skal være en fødevarefabrik, og at landbruget skal drosles ned, så der bliver plads til mere natur. Men så læg en plan for, hvordan sådan en neddrosling kan foregå ordentligt og hensigtsmæssigt over nogle årtier.
At smide en bombe ind i erhvervet, under absurd usaglige påstande om, at Danmark på den måde bliver til et foregangsland, er stort set det mest ukonstruktive, man kan gøre.
Læs også Weekendavisens artikel om regeringens ubehag ved at kendes ved klimaskatterne på landbruget.
Skibsværfter skal retur
Mens landbruget mistede sin folkelige forankring, var også et af datidens største byerhverv ramt af tidernes skiften: Skibsværfterne led økonomisk, og efter forskellige forsøg på at redde dem med indirekte statsstøtte, endte man med at opgive dem. I dag foregår langt den største del af verdens skibsproduktion i Kina og Sydkorea – ifølge et ikke-dokumenteret opslag på ChatGPT er det 92 pct.
Skibsproduktion i Sydkorea kan imidlertid også lakke mod enden. Ifølge TV2 er fertiliteten i landet nu nede på 0,7 pct. Det er så lavt, at det om nogle år kan blive svært blot at opretholde almindelige funktioner. Det er mere end usikkert, om man så stadigvæk kan drive store skibsværfter.
Så noget andet må altså ske, hvis ikke verden skal blive helt afhængig af skibsproduktion i Kina. Også på dette område kan man godt gå i gang med den langsigtede planlægning. Naturligvis vil B&W og Lindøværftet ikke opstå fra de døde, men nogen i den vestlige verden må se i øjnene, at der her er et stykke meget kritisk infrastruktur, der er truet.
Sten Thorup Kristensen
