Össur kom ud af 2015 med et regnskab, der var en smule ringere end vores forventninger, men fortsat med et fornuftigt overskud og en generel styrkelse af vigtige nøgletal.
En hurtig kursstigning i starten af 2016 samt visse markedsfaktorer giver dog grobund for skepsis i forhold til, om der er mere potentiale i aktien i indeværende år.
Össurs regnskab for 2015 viste ikke overraskende et moderat fald i både omsætning og indtjening, trods en nydelig encifret organisk vækst. Driftsresultat på EBIT-niveau faldt med 10 % til 77 mio. USD og efter skat faldt overskuddet med 14 % til 51 mio. USD.
Den negative udvikling skyldes, at selskabet fremlægger regnskab i dollar, hvorved man er ramt af styrkelsen af dollaren i forhold til euroen, da ca. halvdelen af selskabets omsætning skabes i EMEA-regionen (Europa, Mellemøsten og Afrika) og dermed hovedsageligt i Euro.
Den gennemsnitlige dollarkurs i forhold til euroen lå i 2015 ca. 20 % højere end i 2014. Betydningen af dette for det afrapporterede 2015 regnskab var en negativ omsætningseffekt på 53 mio. USD samt 13 mio. USD på driftsresultatet før amortiseringer (EBITDA).
Den afrapporterede omsætning viste en negativ udvikling på 5 % til 483 mio. USD. Til gengæld var både den organiske vækst såvel som væksten målt i lokale valutaer på 5 %. Den afrapporterede omsætning i EMEA-regionen er ikke overraskende eneansvarlig for tilbagegangen med en negativ vækst på 11% til 237 mio. USD. Målt i lokale valutaer var væksten dog på ganske hæderlige 7 %. Salget i APAC-regionen (Asien og Pacific) udviste en vækst på 5 % til 35 mio. USD, mens salget i Americas (Nord- & Sydamerika) voksede med blot 1 % til 211 mio. USD.
2016-vækst er allerede indregnet i kursen
For 2016 forventer Össur en omsætningsvækst på 3-5 % målt i lokale valutaer. Samtidig ventes en EBITDA-margin i niveauet 20-21 %. De små forbedringer i indtjeningsmarginerne forventes drevet af optimering af produktion, produktmix og generelle driftsbesparelser.
Protesesegmentet ventes at klare sig bedst med bredt funderet vækst, mens der fortsat ventes visse udfordringer i skinner & støttesegmentet, først og fremmest relateret til low-end produkterne i Americas regionen.
Opkøb af Touch Bionics
I April opkøbte Össur desuden det britiske selskab Touch Bionics, som er fokuseret inden for udvikling og salg af bioniske arm/håndproteser. Selskabet har 120 medarbejdere og med kontorer i Tyskland, Storbritannien og USA. I 2015 var Touch Bionics omsætning på 21 mio. USD, hvilket genererede et EBITDA på 1,3 mio. USD, svarende til en EBITDA-margin på 6,2 %.
Salget giver rigtig god mening for Össur, som netop har været under stigende pres på de bioniske produkter i 2. halvår 2015, hvilket blandt andet skyldes at man har været for svagt positioneret inden for bioniske proteser til de øvre lemmer.
Össur forventer, at betydelige synergieffekter kan opnås over de kommende 2-3 år, således, at salget og indtjeningsmarginen kan bringes i vejret. Købet af Touch Bionics finansieres gennem et træk på 39 mio. USD på selskabets lånefacilitet.
Vi ser opkøbet af Touch Bionics som særdeles fornuftigt, da det styrker Össur indenfor et produktområde, som vil være i fortsat vækst over de kommende år. Desuden forventer vi, at Össur ikke vil få problemer med at leve op til de finansielle estimater. Vi forventer en afrapporteret omsætningsvækst på ca. 5 % til 507 mio. USD, hvortil kommer Touch Bionics bidrag til toplinjen. På EBITDA-niveau forventer vi et overskud på ca. 105 mio. USD, samt et overskud efter skat på ca. 56 mio. USD.
Össur handles p.t. til kurs ca. 27, svarende til en markedsværdi på ca. 12 mia. DKK og en 2016 P/E på ca. 33. Begrundet i de relativt moderate vækstforventninger til 2016, samt de fortsatte problemer på skinner & støttemarkedet i Americas, vurderer vi umiddelbart, at den nuværende prissætning er fair og måske endda en smule til den høje side.
Vi sænker vores anbefaling for Össur fra Køb til Neutral, og men hæver 12-måneders kursmålet fra 26 til 27.
Peter Aabo, NordicBioInvestor.com
Børskurs på analysetidspunktet: 26,32 AktieUgebrevets kursmål (12 mdr): 27,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.