Morten Bødskov afviser blankt at svare på spørgsmål om, hvad han vil gøre for at hjælpe de tusindvis af husejere, som har købt en nærmest ubrugelig ejerskifteforsikring i Domus Forsikring. Regeringen har ellers i tidligere forsikringskonkurser været hurtigt ude med en hjælpende hånd. Dansk Folkeparti kræver nu, at ministeren forholder sig til sagen, skriver Carsten Vitoft.
Mange kunder i Domus Forsikring er fortvivlede. Selskabet er med stor sikkerhed er på vej til at dreje nøglen om, og på grund af mandskabsmangel kan det ikke behandle kundernes skader.
Men nu er der i det mindste opmærksomhed om deres situation på Christiansborg, hvor Dansk Folkepartis erhvervsordfører Nick Zimmerman vil rejse sagen.
”Det virker fuldstændig absurd, at kunder håber på, at deres forsikringsselskab går konkurs, så de kan få en fair behandling. Det er tydeligt, at der her er et hul i forsikringsbranchen, når man fra forsikringsselskabernes side ignorerer og afviser helt almindelige danskere, der i god tro har tegnet en ejerskifteforsikring. Det skader danskernes tryghed og tillid til systemet, og derfor vil jeg have ministeren på banen, så vi kan få lukket dette hul i lovgivningen,” siger Nick Zimmermann til Økonomisk Ugebrev.
Tavs minister
Indtil videre har det ikke været muligt at få ministeren på banen. Økonomisk Ugebrev har de seneste uger forsøgt at få ham til at svare på en række spørgsmål eller stille op til interview. Dette afvises fra hans presseafdeling.
Mange nye huskøbere har det seneste halve år fået lidt af et chok, efter de har fundet store skader på deres boligindkøb. Noget, en dyrt indkøbt ejerskiftsforsikring gerne skulle dække. Men meget tyder på, at Domus har sat en prop i al skadesbehandling.
Det kan bl.a. Nya Andersen skrive under på. Hun købte et nybygget hus med pletfri tilstandsrapport. Men i efteråret fandt hun fugt og omfattende skimmelsvamp i betondækket og skader i tagkonstruktionen, som vil koste op mod en halv mio. kr. per skade at rette op. Hun er uddannet bygningsingeniør med 14 års erfaringserfaring.
”Derfor tænkte jeg, det ville være en no-brainer at indbringe vores sager for forsikringen. Men jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vores sag er klokkeklar. Alligevel er vi i første omgang afvist, vi har brugt en bunke penge på nye og flere undersøgelser og bliver nu efter tre ugers venten gjort opmærksomme på yderligere fire til seks ugers ventetid på en skadebehandling. Vi har ellers allerede ventet 12 uger på første afgørelse i efteråret,” fortæller hun til Økonomisk Ugebrev.
Selv om kunderne bagefter tager sagen i ankenævnet, blokerer Domus igen sagerne. Det oplever en af landets mest erfarne skadebehandlere, Pia Wange, der tidligere har været skadeschef i flere forsikringsselskaber, men som nu er selvstændig og hjælper kunder med at tackle forsikringsselskaberne.
”I de tilfælde, hvor sagerne er indbragt for Ankenævnet for Forsikring, er det desværre typisk, at Domus beder om den ene udsættelse af svarfristen efter den anden. Og udsættelse får Domus af den grund, at Ankenævnet jo håber på og har tillid til, at selskabet svarer, og sagen kan løses ved det. Domus svarer også. Men der er gået op til mange måneder, inden et reelt svar kommer til ankenævnet,” siger Pia Wange.
Frem og tilbage i ankenævnet
Hun fortæller om et friskt eksempel på en klagesag, hvor klagen indbringes for ankenævnet i oktober 2023, og Domus’ svar i klagesagen modtages i januar. Mere end tre en halv måned for at få et svar i en klagesag. Det er desværre også almindeligt, at Domus beder om, at ankenævnet afviser klagerne, uden at der er en for klager rimelig grund til dette, forklarer Pia Wange.
Det store spørgsmål er så, hvorfor Finanstilsynet ikke allerede har grebet ind over for så mangelfuld behandling af forsikringskunder, der ofte har betalt op mod 50.000 kr. for en ejerskifteforsikring. Men også her skyder man blot bolden til hjørne, ”Finanstilsynet kan på grund af vores skærpede tavshedspligt ikke kommentere på konkrete virksomheder under tilsyn. Så vi kan naturligvis heller ikke kommentere på dette,” lyder det korte svar fra presseafdelingen.
I december var svaret det samme fra tilsynet, og i mellemtiden er kundeklagerne bare vokset. I øjeblikket samles kunderne i en protestgruppe på facebook, når de ikke kan få hjælp andre steder, kan man læse på Trustpilot, hvor Domus Forsikring, som omtalt i sidste uge, får usædvanligt hård kritik fra de vrede kunder.
Carsten Vitoft