Der er en markant ubalance i shorthandlernes justering af deres positioner i den seneste uge. Shortpositionerne reduceres således i langt flere aktier, end de øges. Det sker dog med nogle enkelte undtagelser.
Den mest markante undtagelse finder vi i Zealand Pharma, hvor shorthandlerne har forøget positionen med 0,34 procentpoint. Dermed fortsætter udviklingen fra sidste uge, hvor positionen blev øget med 0,20 procentpoint.
Dermed er 3,63 procent af Zealand Pharmas aktiekapital nu shortet, og det gør aktien til den syvende mest shortede aktie p.t.
Den mest shortede aktie er stadig ChemoMetec med 8,48 pct., så de store indkøb i aktien fra store investorer, som vi oplevede før påske, har altså ikke mildnet shorthandlernes syn på aktien.
Til gengæld fortsætter shorthandlernes konkurrence om at komme først ud ad døren hos NKT. I sidste uge reducerede de shortpositionen i NKT med 0,69 procentpoint, og i den forløbne uge blev der reduceret med yderligere 0,57 procentpoint.
Næststørste reduktion finder vi i H+H International med 0,41 procentpoint, og det kan forklare den markante kursstigning i aktien. Det indikerer også, at H+H nu er interessant som købsmulighed.
Bruno Japp
Sådan læses tabellen: De professionelle investorer skal indmelde deres shortpositioner over 0,2 % af selskabets aktiekapital til Finanstilsynet. Jo større shortposition, jo større er troen for aktiekursfald blandt typisk udenlandske shortfonde. ”Ændring (procentpoint)” viser den seneste uges ændring i fondenes shortpositioner. Fald i shortposition indikerer, at fondene under ét tilbagekøber aktier for at afdække deres positioner. Deres tro på kursfald er altså vigende. Øgning af shortpositioner viser, at fondene sælger lånte aktier for at øge deres position, og dermed øger deres spekulation i kursfald. Store shortpositioner kan udløse et såkaldt short squeeze med markante kursstigninger, hvis der kommer positive nyheder fra selskabet.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.