Dankortet er det billigste kort for butikkerne, men bankerne tjener mere på de internationale kort. Nets går nu til politikerne og anklager bankerne for at svigte Dankortet ved ikke at lægge det ind i Apples mobiltelefoner under ApplePay, som nu typisk kører via VISA. Journalist Henrik Denta fortæller om sagen.
Det er dejligt nemt at betale for indkøb i butikkerne med mobiltelefonen. Men de færreste er klar over, hvilket betalingskort pengene trækkes på inde i mobilen. Og mange er måske endda ligeglade. For forbrugerne koster det alligevel ikke noget at betale i forretningen.
Men butiksejeren ved det. Og hver gang han eller hun ser kunder, der betaler med en Iphone – hvad flere og flere gør i Danmark – koster det forretningen dyrt. Dyrere end hvis kunderne bare havde svunget deres kontaktløse Dankort. Netop Dankortets faldende markedsandel truer nu økonomien i dette betalingskort, som på grund af færre betalinger for nylig måtte sætte sine priser op.
I dag er det kun Danske Banks kunder, der indirekte kan betale med Dankort via Applepay på Iphone. Alle andre bankers kunder med et VISA/Dankort lagt ind i deres Apple Pay betaler automatisk med VISA-delen af kortet. Men kunderne ved det sjældent.
Faldende omkostninger
Flere undersøgelser har slået fast, at det lovregulerede Dankort er den billigste løsning for alle. Alligevel er det nu på kraftig retur. I 2023 udgjorde Dankort inklusive co-brandede versioner, som VISA/Dankort, 68 pct. af omsætningen. Det dækker over et fald på hele 6 procentpoint i forhold til året før, altså fra 74 pct. Den udvikling har nu fået Nets til at gå til politikerne med en skarp anklage mod bankerne.
Anklagerne mod bankerne kommer i forbindelse med, at Nets netop varslede prisstigning på 8,9 pct. overfor butikkerne. Nets kan højst få dækket sine omkostninger til at håndtere Dankortet, og de omkostninger er ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen netop faldet til nu kun at udgøre 315 mio. kr.
”Men antallet af transaktioner på Dankort falder hurtigere end omkostningerne, og derfor stiger priserne,” skriver Nets til Folketingets Erhvervsudvalg.
”Udviklingen er dybt bekymrende, og det er afgørende, at Dankort i løbet af få år bliver en del af Apple Pay hos alle danske pengeinstitutter, hvis udviklingen med faldende transaktioner skal vendes,” skriver selskabet videre.
Med andre ord er Dankortets død forudsigelig, hvis ikke pengeinstitutterne, ligesom Danske Bank, åbner op for at lægge deres Dankort ind i Apple Pay. Nets undlader dog i brevet til erhvervsudvalget at nævne, at de allerede har fremsat det som et krav overfor bankerne, at de skal have lagt deres Dankort ind i Apple Pay senest med udgangen af dette år.
”Det vigtigste for os ved at orientere udvalget har været at forklare den bagvedliggende årsag til faldet i transaktioner med Dankort,” skriver Nets i et svar til Økonomisk Ugebrev.
Flere banker har på nuværende tidspunkt tilkendegivet, at de arbejder på at få deres Dankort med i Apple Pay. Men Nets vil ikke svare på, hvad konsekvensen bliver, hvis bankerne ikke har nået det inden årets udgang.
”Vores henvendelse til bankerne er formuleret sådan, at det fra årsskiftet bliver et krav, at banker, der udsteder Dankort co-badget med Visa eller MasterCard, gør det muligt at betale med Dankort i Apple Pay,” skriver Nets til ØU.
Dialog med banker
Om konsekvenserne, hvis bankerne ikke gør det, skriver Nets: ”Vi har en dialog med en række banker, der er i færd med at implementere Dankort i Apple Pay. Hvis der er banker, som ikke imødekommer kravet ved årsskiftet, så vil vi naturligvis tage en dialog med dem om, hvad de nærmere omstændigheder er for dette. Hvis en kortindløser eller kortudsteder ikke lever op til de krav, som den enkelte scheme-ejer (kortejer, red.) har defineret – uanset om vi taler om MasterCard, Visa eller Dankort – så er der jf. de respektive regelsæt mulighed for at schemet kan opkræve non compliance fees (altså en form for bøde, red.) ”
Senest har butikserhvervet fået en hjælpende hånd fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. I styrelsens nyeste omkostningsopgørelse for Dankortet, hvor de opregnede et fald i omkostningerne til 315 mio. kr., har de faktisk medregnet en del af Danske Banks omkostninger til at udvikle Dankort til Apple Pay.
Det betyder, at andre bankers omkostninger også vil blive medregnet, og at de samlede omkostninger dermed forventes at stige yderligere.
Henrik Denta
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.